Om teamet

I Team for Integreret Dobbeltdiagnosebehandling i Skejby behandler vi dig, der er over 18 år og har en behandlelig psykiatrisk lidelse af moderat til svær grad og samtidig har et problematisk brug af rusmidler.

Vi tilbyder hjælp, når din hverdag er så udfordrende, at du ikke på samme tid kan gennemføre psykiatrisk behandling hos os og få hjælp til dit brug af rusmidler hos kommunen.

Du kan læse mere om dobbeltdiagnose her.

Du kan blive henvist til os, hvis du allerede er patient i et forløb i Afdeling for Psykoser. Vi åbner op for flere henvisningsmuligheder på et senere tidspunkt i 2025.

Dit forløb foregår som udgangspunkt uden indlæggelse, men hvis der opstår behov for det, kan du blive indlagt. Vi følger dig før, under og efter indlæggelsen og forsætter arbejdet med de mål, du har sat for behandlingen.

Når du kommer til os i klinikken, kan du bl.a. møde:

  • Læger
  • Psykologer
  • Recovery-mentorer, som er medarbejdere, der selv har eller har haft en psykisk sygdom
  • Sygeplejersker
  • Sekretærer
  • Socialrådgivere.

Dit besøg

Når du har fået en henvisning til os, indkalder vi dig til en indledende samtale med en sygeplejerske. Du modtager indkaldelsesbrevet i din e-Boks.

Samtalen skal hjælpe os med at udrede dig, så vi kan tilbyde dig den rette behandling.

Vi lægger sammen en plan for din udredning og behandling. Her tager vi udgangspunkt i dine aktuelle symptomer og problemer. Vi lægger vægt på at inddrage dig, og planen for din behandling tager derfor i høj grad udgangspunkt i dine mål og ønsker.

Din behandling vil typisk bestå af:

  • Samtaler
  • Undervisning om din diagnose og dit rusmiddelbrug
  • Involvering af pårørende
  • Medicinsk behandling af dine psykiske lidelser
  • Medicinsk behandling i forhold til dit rusmiddelforbrug
  • Vejledning om din livsstil
  • Blodprøvetagning og EKG for at sikre, at du kan tåle evt. medicin
  • Fysisk undersøgelse, f.eks. måling af blodtryk, lytte på dit hjerte og urinprøver.

Det er meget forskelligt, hvor lang tid et forløb varer. Det afhænger af, hvordan din udredning og selve behandlingen forløber.

Vores tilbud er integreret behandling. Det betyder, at vi både behandler din psykiske sygdom og dine problemer med rusmidler.

Når dit forløb slutter hos os, kan du have brug for at fortsætte din behandling et andet sted. Det kan f.eks. være:

  • Hos din egen læge
  • Et andet sted i psykiatrien
  • Hos dit rusmiddelcenter.

Vi vil gerne inddrage dine pårørende

Dine pårørende kan være vigtige, når vi skal finde ud af, hvordan vi giver dig den bedste udredning. Vi vil derfor gerne inddrage dem i dit forløb. Vi inddrager kun dine pårørende, hvis du ønsker det.

Patientvejledninger

I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Som pårørende er du vigtig. Vi vil derfor gerne involvere dig i behandlingen, da du kan være en støtte for patienten og en god samarbejdspartner for personalet. 

Vi er opmærksomme på dig, dine ressourcer og den situation, du som pårørende står i.

Det er ikke sikkert, at patienten har lyst til, at du er involveret i behandlingen. I det tilfælde er vi nødt til at respektere deres ønske og kan ikke fortælle om behandlingen.

Du er dog altid velkommen til at ringe til os og fortælle om din oplevelse af patientens sygdom. Hvis de ikke ønsker at inddrage dig, vil vi stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Vær opmærksom på at behandleren har journalpligt – også når du ringer.

Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.

Find vej

Adresse og kort

Oversigtskort over Klinik for Ungdomsretspsykiatri i Skejby.
Klik på billedet for at se vores interaktive oversigtskort med parkeringsmuligheder (via www.m.rm.dk)

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Palle Juul-Jensens Boulevard 175, Indgang K

8200 Aarhus N

Video: Ankomst i Psykiatrien

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.