Vi behandler børn og unge med spiseforstyrrelser (primært anoreksi) på Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser i Skejby.

Om sengeafsnittet

På Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser behandler vi børn og unge med forskellige spiseforstyrrelser, primært anoreksi. 

En indlæggelse på Sengeafsnit 3 er tæt koordineret med dit forløb i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Børn og Unge.

Inden du bliver indlagt, inviterer vi dig og dine forældre til en forsamtale, hvor I får information om behandlingen under indlæggelse. Din behandler fra Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser deltager også i forsamtalen.

Behandling under indlæggelse

De fleste patienter med spiseforstyrrelse bliver behandlet uden at blive indlagt. Der er brug for indlæggelse, når der ikke sker tilstrækkelig bedring i den ambulante behandling, eller hvis din fysiske tilstand er truet.   

Behandlingen i afdelingen tager udgangspunkt i dig, som en del af din familie og som en del af gruppen i afdelingen.

Dine forældre er med i behandlingen. I deltager i en samtale med behandler og kontaktpersoner en gang ugentligt.

Det er en central del af behandlingen under indlæggelse, at du og dine forældre øver jer i at spise sammen, mhp. at dine forældre kan støtte dig til at spise stabilt og tilstrækkeligt derhjemme efter udskrivelse. I vil træne at spise sammen i afdelingen, mens du er indlagt. I weekenderne er du på orlov til hjemmet, hvor du og din familie øver jer i, at du spiser stabilt og tilstrækkeligt derhjemme.  

I den periode indlæggelsen varer, vil du have mindre kontakt til dine forældre, evt. søskende, skole og netværk end vanligt. Det er meget vigtigt, at du fastholder din tilknytning til din familie, dit hjemmemiljø og din skole. Derfor er orlov til hjemmet en fast del af behandlingen under indlæggelse. Dine bånd til din familie og dit øvrige netværk har stor betydning for, at du kan få det bedre.

Hvis din spiseforstyrrelse er så indgribende, at du skal indlægges, er der som hovedregel brug for at inddrage den kommunale sagsbehandler og socialforvaltning. Socialforvaltningen vurderer, hvilken støtte du og din familie har brug for uden for hospitalet.

Tre spor i behandlingen

Der er tre vigtige spor i behandlingen under indlæggelse. Dem har du, dine forældre og dine behandlere hele tiden fokus på:  

  • Støtte til normalisering af spisning og vægt.
    Du får støtte til at spise fem daglige måltider bestående af almindelig, varieret mad med henblik på at vægtindhente minimum 1kg/uge.
  • Støtte til dig og dine forældre til at arbejde med tanker, følelser og handlemønstre.
    I får støtte til at arbejde med tanker, følelser og handlemønstre, som I vurderer kan være udløsende og vedligeholdende for spiseforstyrrelsen.
  • Støtte til dig og dine forældre til at genfinde jeres ressourcer og livsindhold, som er vigtigt for dig.
    Der er som hovedregel brug for et koordineret samarbejde mellem familien og det professionelle netværk om den støtte, der måtte være brug for efter udskrivelse.

Dagligdagen i afdelingen

Dagligdagen i afdelingen er bygget op om et fast dags- og ugeprogram med en række grupper, som du deltager i.

Eksempler på grupper er: 

  • Fem daglige måltider og samværstid efter måltider
  • Kunstterapigruppe
  • Mestringsgruppe
  • Krop og bevægelse
  • Før weekend-gruppe
  • Patientmøde
  • Psykoedukation
  • Ungegruppe

I grupperne kan du arbejde med at genvinde færdigheder, som du har mistet i forbindelse med spiseforstyrrelsen. Du kan også arbejde med temaer, som har betydning for dig i forhold til fremover at leve dit liv uden spiseforstyrrelsen.  

Indlæggelsestyper

1. Gruppe- og Familiebaseret Træning

Ved første og anden indlæggelse tilbydes hjemmeboende børn og unge indlæggelsestypen Gruppe- og Familiebaseret Træning, som samlet har en varighed på 6 uger. Der er forventning om, at forældrene og barnet/den unge spiser et måltid sammen på afdelingen på hverdage igennem 3 uger. Det kalder vi Familiebaseret miljøterapi (FBM).

2. Stabiliserende indlæggelse

Voksne patienter, patienter, der bor på bosted, og ved gentagne indlæggelser af hjemmeboende børn og unge tilbydes stabiliserende indlæggelse af 6 ugers varighed.

Vi har 14 sengepladser i afsnittet

På sengeafsnittet møder du:

  • Læger
  • Sygeplejersker
  • Psykologer
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Pædagoger
  • Socialrådgivere
  • Ergoterapeuter
  • Fysioterapeuter
  • Diætister

Din indlæggelse

I afsnittet lægger vi vægt på et behandlingsmiljø, hvor der er forståelse og respekt for hinandens forskelligheder. Derudover har vi et miljø, hvor du har mulighed for at udvikle dig i retning af et sundere liv. 

Vi henstiller til, at den viden du får om medpatienter under indlæggelsen, behandles fortroligt.

Hverdagen på Sengeafsnit 3

Hverdagen i afsnittet er meget struktureret og forudsigelig.

Du spiser fem måltider dagligt på faste tidspunkter fordelt over dag og aften. Du træner i at spise med andre, alene og sammen med dine forældre i afdelingen og derhjemme. 

Alle patienter spiser efter sengeafsnittets kostplan, som er udarbejdet af afsnittets diætist. Det kan ikke medbringes mad hjemmefra. Når du har spist, tilbringer du samværstid med personale og medpatienter i vores fællesområder. Her kan vi f.eks.:

  • Snakke
  • Spille spil
  • Se film
  • Lave kreative aktiviteter

Hver morgen og eftermiddag holder vi et fællesmøde, hvor vi sammen gennemgår dagens/aftenens program. Til møderne vil du få at vide, hvem der er din kontaktperson for dagen/aftenen.

Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling har en intern skole. Du kan derfor fortsætte din skolegang, hvis du er skolepligtig.

Under indlæggelse arbejder vi med dig om dine mestringsstrategier og din mestringsplan for at understøtte din bedring. Du kan også få tilbudt  NADA-behandling. Det er øreakupunktur, som kan supplere resten af din behandling.

Orlov til hjemmet i weekender og evt. på hverdage er en del af behandlingen i afdelingen. Orlov til hjemmet planlægges grundigt af dig og dine forældre i samarbejde med personalet. I kan få hjælp til måltidsplanlægning af personalet i besøgstiden om onsdagen.

I afdelingen er der forskellige fællesrum - blandt andet en spisestue, en stor dagligstue, en mindre stue og et værksted. Derudover er der også en gårdhave.

Forberedelse til din indlæggelse

Ved indlæggelsen er det en god idé, at du medbringer:

  • Indendørssko
  • Behageligt tøj
  • Toiletsager
  • Bøger og eventuelt kreative sysler, som du kan arbejde med på din stue og i de fælles opholdsrum.

Du må også gerne tage nogle personlige ting med – samlet ca. hvad der kan være i en sportstaske.

Husorden

Du får udleveret vores husorden med oplysninger og regler, som har stor betydning for vores fælles dagligdag. Afsnittet skal være et rart sted at være for alle, og derfor er det vigtigt, du læser og følger husordenen. Du kan finde vores husorden her. Vi hjælper dig selvfølgelig, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget.

Ved indlæggelsen

Ved indlæggelsen bliver du orienteret om hvem som er din kontaktperson og behandler – samlet kaldet for "miniteam". 

Du bliver den første dag undersøgt af en læge og får taget blodprøver og EKG. Der bliver også taget stilling til hvilket kosttrin, du skal spise efter. Under indlæggelsen tages blodprøver efter behov.

Du får enestue og er selv ansvarlig for at holde orden. På stuen er der dyne, puder, sengelinned og håndklæder. Vores husassistent gør rent på din stue.

Du kan forvente måske at skulle flytte stue under indlæggelsen.

Ved udskrivelse

 På udskrivelsesdagen sker der følgende:

  • Du pakker dine ting sammen inden morgenmad.
  • Personalet kan opbevare dine ting for dig.
  • Du opholder dig i fællesarealerne, indtil du bliver udskrevet.

Vi sender et brev til din læge senest to hverdage efter, at du er udskrevet. Her finder din læge oplysninger om indlæggelsen, opfølgende behandling og kommunale indsatser.

Patientvejledninger

I sengeafsnittet har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Som forældre og pårørende har I stor betydning for, at jeres barn kan få det bedre. Derfor vil vi gerne inddrage jer i behandlingen. Hvis den indlagte er over 18 år, er det dog altid op til ham eller hende, i hvor høj grad vi kan inddrage jer.

Behandler og kontaktpersoner (miniteamet) har under indlæggelsen samtale med barnet/den unge og forældrene ca. en gang ugentligt.

Orlov til hjemmet i weekender og evt. på hverdage er en del af behandlingen i afdelingen. Orlov til hjemmet planlægges af jer i samarbejde med personalet.

Besøg

I er meget velkomne til at besøge jeres barn og det er vigtigt, at I at besøger jeres barn under indlæggelsen. Se besøgstiderne nedenfor. Som pårørende har I ikke mulighed for at overnatte på afsnittet.

Vi anbefaler, at der højst er to-tre besøgende til barnet/den unge ad gangen.  

Der er en kiosk og et lille caféområde tæt på sengeafsnittet, hvor I kan købe mad og drikke. I må ikke tage mad og drikke med til den, der er indlagt.

Besøgstider:

Onsdag:

  • 16.30-17.40
  • 18.30-20.00

Fredag:

  • 14.00-15.30
  • 16.30-17.30

Lørdag:

  • 09.30-11.30
  • 13.00-15.30
  • 16.30-17.30
  • 18.30-20.00

Søndag:

  • 09.30-11.30
  • 13.00-15.30
  • 16.30-17.00

Fællesarrangement for pårørende

Hver måned holder vi et arrangement for pårørende i afsnittet med forskellige relevante oplæg. Du kan kontakte afsnittet for at få de præcise tidspunkter.

Råd og vejledning

Er du forælder til et barn med handicap, kan du finde hjælp Social- og Boligstyrelsens Guide til hjælp og støtte – Forældre til børn med handicap.

Find vej

Adresse og kort

Oversigtskort over Klinik for Ungdomsretspsykiatri i Skejby.
Klik på billedet for at se vores interaktive oversigtskort med parkeringsmuligheder (via www.m.rm.dk)

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Palle Juul-Jensens Boulevard 175, Indgang K

8200 Aarhus N

Kontakt

Telefon

7847 3289

Telefontid

Sengeafsnit 3 er bemandet døgnet rundt.

Send mail via borger.dk

Adresse

Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)

Palle Juul-Jensens Boulevard 175, Indgang K, K205

8200 Aarhus N

Akut hjælp

Se hvem du kan kontakte, hvis du har akut brug for hjælp