Du kan blive indlagt på Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4 i Skejby, hvis du er over 18 år og har fået en anbringelses- eller behandlingsdom.

Om sengeafsnittet

På Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4 behandler vi dig, der er over 18 år og har fået en anbringelses- eller behandlingsdom kombineret med en kompliceret psykiatrisk diagnose.

Du kan læse mere om behandlingsdomme her.

Vi er et rehabiliteringsafsnit. Det betyder, at vi hjælper dig med at få det bedre psykisk, så du kan få et godt og meningsfyldt liv uden kriminalitet.

Afsnittet er lukket og har 16 pladser. Både patienter, pårørende og personale skal føle sig trygge på afsnittet, og derfor har vi et højt sikkerhedsniveau. Du har mulighed for udgang alene eller sammen med personalet. Det er dog altid afhængigt af din psykiske tilstand.

På sengeafsnittet vil du møde:

  • Ergoterapeuter
  • Fysioterapeuter
  • Læger
  • Lægesekretærer
  • Psykologer
  • Pædagoger
  • Socialrådgivere
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Sygeplejersker.

Vi er et uddannelsessted, så derfor skal du også forvente at møde elever, studerende og praktikanter hos os.

På afsnittet arbejder vi miljøterapeutisk. Det betyder, at du bliver en del af et miljø, som giver dig mulighed for at udvikle dig i retningen af et bedre liv. Vi lægger vægt på at skabe et behandlingsmiljø, hvor der er forståelse og respekt omkring hinandens forskelligheder.

Derudover kan behandlingen bestå af:

  • Samtaler
  • Aktiviteter, både individuelt og i gruppe
  • Ergoterapi
  • Fysioterapi
  • Medicin.

Din behandling bliver tilpasset specielt til dig. Under din indlæggelse inddrager vi dig løbende og laver mål for din behandling.

Hvis du har eller har haft et misbrug eller en afhængighed tilbyder vi en tilpasset behandling til det. Behandlingen tager altid udgangspunkt i, hvordan du har det lige nu.

Hverdagen på R4

Vi går meget op i at skabe en tryg og sikker hverdag for dig og dine medpatienter. Det er vigtigt for os, at du føler dig hørt, forstået og respekteret.

Din hverdag på afsnittet har en fast struktur. Vi vil gerne have, at du deltager aktivt i hverdagens aktiviteter. Det kan f.eks. være:

  • Rengøring af eget værelse
  • Borddækning
  • Madlavning
  • Opvask
  • Tøjvask.

Vi tilpasser vores tilbud til dig ud fra din aktuelle situation og helbred. Du har mulighed for at deltage i bl.a. disse aktiviteter:

  • Bedre liv-kursus (hvor vi snakker om kommunikation, kost, afhængighed, sociale relationer m.m.)
  • Fysiske aktiviteter, f.eks. bordtennis, cykelture, e-bike, fodbold, hockey, morgengåtur, svømning og vandreture
  • Kreativt værksted
  • Køkkengruppe
  • Stemmehørergruppe
  • Træningscenter.

Du kan læse mere om aktiviteterne og grupperne her.

Du har mulighed for at få indflydelse på hverdagen på afsnittet. Vi holder bl.a. fælles patientmøder, hvor du kan komme med idéer, forslag og spørgsmål til hverdagen på afsnittet.

Din indlæggelse

Når du bliver indlagt hos os, får du en grundig information om vores afsnit og den behandling, vi tilbyder dig. Du får udleveret vores husorden, som det er vigtigt, at du læser og følger. Vi vil gerne gennemgå husordenen med dig og svare på spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Det er individuelt, hvor lang tid du er indlagt. Det afhænger af, hvilken dom du har fået, og hvordan din behandling hos os går.

Hvis du har fået en anbringelsesdom

En anbringelsesdom betyder, at retten har bestemt, at du skal være indlagt på hospitalet. Du skal forvente at være indlagt i Retspsykiatrisk Afdeling i lang tid (adskillige år).

Hvis din anbringelsesdom ikke er tidsbestemt, skal du være indlagt, indtil en dommer vurderer, at følgende er opfyldt:

  • Du har haft tilstrækkelig gavn af din behandling
  • Du har udstået en straf, der måler sig med den kriminalitet, du har begået.

Når det er opfyldt, bliver din anbringelsesdom til en behandlingsdom. Det betyder som regel, at vi begynder at planlægge din udskrivelse. Her kigger vi på:

  • din fremtidige bolig
  • dit fremtidigt støttebehov
  • dit videre forløb i psykiatrien. 

Hvis du har fået en behandlingsdom

Vilkårene for en behandlingsdom er forskellige fra patient til patient. Du får oplyst vilkårene, når du får din dom. Når du får dom til behandling, får du beskikket en bistandsværge via retten, som skal støtte dig gennem forløbet og sikre at dine rettigheder som patient overholdes. 

Under indlæggelse

Du får et fast team af behandlere, som følger dig gennem hele din indlæggelse.

Du får dit eget værelse med toilet og bad. Personalet aftaler med dig hvilke og hvor mange personlige ejendele, du må have med.

Efter din indlæggelse

Når du ikke længere er indlagt, skal du i stedet gå til opfølgende behandling f.eks. i Retspsykiatrisk Klinik.

Vi laver sammen med dig og gerne dine pårørende en plan for dit videre forløb, når du bliver udskrevet. Hvis du bor på et bosted, inddrager vi også personalet på bostedet.

Vi hjælper dig med at komme bedst muligt videre fra os.

Patientvejledninger

I sengeafsnittet har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Vi ønsker et godt samarbejde med dig som pårørende i hverdagen, da det har stor betydning for behandlingen. Du er en vigtig ressource, da du kender patienten godt og også kan være en del af patientens liv efter behandlingen.

Du skal dog være opmærksom på, at vi kun kan inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Du kan også kun få aktindsigt, hvis patienten tillader det.

Hvis der ikke er samtykke, vil vi dog stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Besøg

Du må gerne komme på besøg på afsnittet, hvis du er pårørende til en indlagt. Besøget skal dog være uden for patientens aktiviteter og måltider.

Du skal aftale dit besøg med patienten og personalet senest dagen før.

 

Find vej

Adresse og kort

Klik på billedet for at se vores interaktive oversigtskort med parkeringsmuligheder (via www.m.rm.dk)

Retspsykiatrisk Afdeling

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Tyge Søndergaards Vej 26

Indgang L

8200 Aarhus N

Kontakt

Telefon

7847 2610

Telefontid

Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4 er bemandet døgnet rundt, så du kan altid ringe til os.

Send mail via borger.dk

Adresse

Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4

Retspsykiatrisk Afdeling

Aarhus Universitetshospital Psykiatrien

Tyge Søndergaards Vej 26, Indgang L

8200 Aarhus N

Akut hjælp

Se hvem du kan kontakte, hvis du har akut brug for hjælp