Sengeafsnit O2
Er du over 18 år og har en svær psykisk lidelse, kan du blive indlagt akut eller planlagt på Sengeafsnit O2 i Horsens.
Om sengeafsnittet
På Sengeafsnit O2 i Horsens behandler vi dig, der er over 18 år og har en psykisk lidelse.
For at blive indlagt hos os, skal du først have en henvisning fra enten:
- Din egen læge
- Vagtlægen.
Herefter møder du ind i Psykiatriske Modtagelse, hvor vi tager stilling til, om vi indlægger dig.
Vi har 16 sengepladser. Afsnittet er skærmet, hvor døren er låst af hensyn til dig og de andre patienter.
På afsnittet møder du forskellige faggrupper. Det afhænger af dit behandlingsforløb og kan bl.a. være:
- Ergoterapeuter
- Fysioterapeuter
- Læger
- Peer-medarbejdere, der har erfaring som patienter i psykiatrien og nu er uddannet og ansat til at støtte andre
- Psykologer
- Social- og sundhedsassistenter
- Socialpædagoger
- Socialrådgivere
- Sygeplejersker.
Hverdagen på afsnittet
Vi går meget op i at skabe en hverdag, hvor både patienter, pårørende og personale føler sig trygge. Det er vigtigt for os, at du føler dig hørt, forstået og respekteret.
På afsnittet har vi en fast døgnrytme og spiser på samme tidspunkt hver dag. Vi har derudover forskellige fællesarealer:
- Fælles opholdsrum
- Motionsrum
- Sanserum
- Gårdhave
- Boldbane.
Det er også muligt at lave andre aktiviteter i afsnittet, f.eks. gåture eller fysisk træning. Aktiviteterne aftaler du med din kontaktperson.
Din indlæggelse
Din behandling tager altid udgangspunkt i dig og dine mest akutte behov. Ingen indlæggelser er derfor ens, selvom diagnosen kan være den samme.
Før indlæggelse
Når du bliver indlagt hos os, informerer vi dig om vores afsnit og den behandling, vi tilbyder dig. Det foregår i et tempo, der passer til din tilstand. Du får også udleveret vores husorden, som det er vigtigt, at du læser og følger. Vi vil gerne gennemgå husordenen med dig og svare på spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om. Du kan finde vores husorden her.
Hvis du har mulighed for det, må du gerne medbringe:
- Behageligt tøj
- Toiletsager
- Personlige ejendele
- Bøger, computer mv.
- Sportstøj.
Under indlæggelse
Når du bliver indlagt, får du en daglig kontaktperson og en behandler. De planlægger din indlæggelse sammen med dig.
Du får som udgangspunkt dit eget værelse med toilet og bad. Du kan dog komme til at dele værelse med en anden patient, hvis vi er presset på plads i afsnittet. Det kan også være, at du skal flytte værelse i løbet af din indlæggelse.
Vi arbejder med Safewards, som er en miljøterapeutisk metode. De daglige aktiviteter, som er en del af metoden, hjælper dig med at håndtere almindelige hverdagssituationer. Du aftaler med dine kontaktpersoner, hvordan du følger afsnittets døgnrytme, og hvor ofte du deltager i aktiviteter.
Behandlingen vil oftest bestå af:
- Medicin
- Samtaler
- NADA-behandling (øreakupunktur)
- Aktiviteter, f.eks. fysisk træning, gåture eller spil.
Vi finder sammen ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig. Det er vigtigt for os, at du er med til at lave planen for din behandling. Vi inddrager dine pårørende, hvis du ønsker det.
Din behandling og indlæggelse er som udgangspunkt frivillig. Vores erfaring er, at det i enkelte tilfælde kan være nødvendigt, at vi behandler dig mod din vilje. Det sker bl.a. hvis du er til fare for dig selv eller andre.
Hvis det sker, informerer vi dig om årsagen. Du får i alle former for tvang en patientrådgiver, der hjælper og vejleder dig.
I Regionspsykiatrien Horsens arbejder vi hele tiden med at forebygge tvang. Det vil du opleve ved forskellige forebyggende tiltag på sengeafsnittene.
Efter indlæggelse
Vi laver sammen en plan for, hvad der skal ske efter din indlæggelse. Planen laver vi, før vi udskriver dig.
Vi inddrager også relevante samarbejdspartnere i det videre forløb. Det kan være:
- Bostøtter
- Sagsbehandlere
- Din mentor
- Dine pårørende
- Din egen læge
- Et forløb uden indlæggelse i Psykiatrisk Klinik 1, Psykiatrisk Klinik 2 eller Psykiatrisk Akutteam.
Det kan føles som en stor omvæltning at skulle vende tilbage til din hverdag igen. Her kan du læse om andres oplevelser med at blive udskrevet og få gode råd.
Patientvejledninger
I sengeafsnittet har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.
Til pårørende
Som pårørende er du vigtig. Vi vil derfor gerne involvere dig i behandlingen, da du kan være en støtte for patienten og en god samarbejdspartner for personalet, fordi:
- du har stor viden om vedkommende, der er i behandling
- du ved, hvad der er gået forud for kontakten til Psykiatrien
- du ved, hvordan patienten er som person – både i gode og dårlige perioder
- du ved, hvor længe symptomerne har været der, og måske hvad der kan virke dæmpende eller kan fremprovokere en forværring.
- du ved, om der er noget særligt i patientens liv, som vi skal være opmærksomme på.
Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.
Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.
Besøg
Du må gerne komme på besøg på afsnittet. I må være på patientens værelse under besøget. Hvis der kommer børn under 15 år på besøg, skal du altid aftale det med personalet.
Vores besøgstider er:
Hverdage:
- Kl. 14.30-16.30
- Kl. 18.30-20.30
Weekender og helligdage:
- Kl. 10-12
- Kl. 14.30-16.30
- Kl. 18.30-20.30
Hvis du har andre ønsker om besøg, skal du aftale det med personalet.
Børn som pårørende
Som barn kan det være rigtig svært at forstå, hvad der sker, når mor eller far er syg.
Vi kan henvise patienter med børn under 18 år til familiesamtaler. Samtalerne foregår oftest efter indlæggelsen.
Møder for pårørende
Hver måned holder vi et møde for pårørende over 18 år. Det er et fælles tilbud for alle pårørende i Regionspsykiatrien Horsens. Her kan du stille spørgsmål og tale med andre i samme situation.
Find vej
Adresse og kort
Regionspsykiatrien Horsens
Sundvej 30
8700 Horsens