Psykiatrisk Akutteam Viborg/Skive
Er du patient i Regionspsykiatrien Midt og får akut brug for hjælp, kan du få behandling i Psykiatrisk Akutteam Viborg/Skive uden for normal åbningstid.
Om teamet
Psykiatrisk Akutteam Viborg/Skive kan hjælpe dig, der allerede er i behandling i en anden klinik i Regionspsykiatrien Midt, hvis du akut får det dårligere.
Du kan blive henvist til os, hvis du bor i:
- Viborg Kommune
- Skive Kommune
Er du bosiddende i Silkeborg, har du mulighed for at blive henvist til Psykiatrisk Akutteam Silkeborg i Psykiatriens Hus.
For at du kan starte i et forløb hos os, skal du have en henvisning fra enten:
- Din egen læge
- En vagtlæge
- Et andet sted i psykiatrien.
Behandlingen kan foregå enten i dit eget hjem, i klinikken eller via vores vagttelefon.
Vi har mulighed for at tilbyde professionel akut og intensiv psykiatrisk behandling:
- Mandag-fredag fra kl. 8-22
- Weekender og helligdage fra kl. 10-22.
I vores team kan du møde:
- Læger
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter.
Din behandling
Når vi modtager din henvisning, kontakter vi dig inden for 24 timer.
Din behandling kan bestå af:
- Besøg i eget hjem
- Samtaler i psykiatriens lokaler
- Hjælp via vagttelefonen eller over video
- Gruppebehandling og miljøterapi.
Vagttelefonen
På hverdage mellem kl. 8-15 kan du ringe til din kontaktperson eller den klinik, hvor du normalt er tilknyttet.
Du kan ringe til vagttelefonen på telefon 7847 7847 mellem kl. 10-22 i weekender og på helligdage samt på hverdage mellem kl. 15-22.
Når du er tilknyttet teamet, kan vores behandlere have tæt kontakt med dig op til flere gange dagligt eller flere gange om ugen efter aftaler og behov.
Når du er tilknyttet teamet, kan vi:
- vurdere din tilstand og din behandling
- støtte dig i at leve med din sygdom og de konsekvenser, den har for dit liv
- hjælpe dig med at skabe struktur i din hverdag.
Du kan fortsætte med eventuel bostøtte, hjemmepleje eller lignende, mens vi behandler dig.
Hvis du eller din familie ryger, beder vi dig om at lufte ud, inden vi kommer på besøg. Vi beder dig også om ikke at ryge, mens vi er der.
Når din behandling hos os slutter
Det er meget forskelligt, hvor lang tid et forløb varer. Det afhænger af din situation, og hvordan dit sygdomsforløb udvikler sig.
Inden du afslutter dit forløb, laver vi sammen en plan for din opfølgende behandling. Det kan f.eks. være:
- I et af vores andre teams
- Ved din egen læge
- I et kommunalt tilbud.
Du kan også altid søge råd og vejledning hos forskellige organisationer for patienter og pårørende.
Patientvejledninger
I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.
Til pårørende
Som pårørende er du vigtig. Vi vil derfor gerne involvere dig i behandlingen, da du kan være en støtte for patienten og en god samarbejdspartner for personalet, fordi:
- du har stor viden om patienten, der er i behandling
- du ved, hvad der er gået forud for kontakten til Psykiatrien
- du ved, hvordan patienten er som person – både i gode og dårlige perioder
- du ved, hvor længe symptomerne har været der, og måske hvad der kan virke dæmpende eller kan fremprovokere en forværring
- du ved, om der er noget særligt i patientens liv, som vi skal være opmærksomme på.
Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.
Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.
Børn som pårørende
Som barn kan det være rigtig svært at forstå, hvad der sker, når mor eller far er syg.
Vi tilbyder familiesamtaler, hvor vi har fokus på børnenes behov. Vi hjælper jer med at tale om det, der er svært. Samtalerne foregår på børnenes præmisser og i et sprog, som passer til deres alder.