Om døgntilbuddet

I Akut Døgntilbud i Silkeborg observerer og behandler vi dig, der er over 18 år og har akut brug for psykiatrisk hjælp.

Tilbuddet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Region Midtjylland, hvor du kan få ophold og overnatning i en kortere og afgrænset periode.

For at du kan komme ind til os, skal du have en henvisning fra enten:

  • Egen læge
  • Dit hjemmebehandlerteam
  • Din primære behandler i Psykiatriens Hus.

Vi er bemandet døgnet rundt, og du vil møde: 

  • Sygeplejersker
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Læger (på hverdage mellem kl. 8-16).

Der er en sovende nattevagt. Du kan ringe til nattevagten, hvis du har behov for hjælp om natten.

Dit besøg

Når vi modtager din henvisning, kontakter vi dig inden for 24 timer.

Du kan være hos os i en kortere periode. Her fokuserer vi på at give dig ro og stabilisere dit psykiske helbred.

For at vi kan hjælpe dig, er det vigtigt, at du:

  • arbejder sammen med os om din behandling og dit behov for støtte
  • kommer til os, hvis du pludselig får det dårligere.

I Akut Døgntilbud arbejder vi med miljøterapi. Her lærer du, hvordan de daglige aktiviteter giver mulighed for bedring og mestring af hverdagssituationer.

Derudover kan din behandling bestå af:

  • Støttende samtaler
  • Opfølgning på din behandling
  • Hjælp til at strukturere din hverdag
  • Støtte til medicinsk behandling
  • Pårørendesamtaler
  • NADA-behandling
  • Beroligende metoder, f.eks. fysiske hjælpemidler der stimulerer dine sanser og afleder dine tanker.

Du får dit eget værelse hos os. Vi har TV, musikanlæg og computere med internet, som du er velkommen til at bruge.

Du skal selv tage din egen medicin med.

Vi kan tilbyde dig at deltage i fælles måltider mod betaling. Du kan også selv lave din egen mad hos os.

Når din behandling hos os slutter

Inden du afslutter dit forløb, laver vi sammen en plan for din opfølgende behandling. Det kan f.eks. være:

  • i et af vores andre teams
  • ved din egen læge
  • i et kommunalt tilbud.

Patientvejledninger

I klinikken har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner. 

Til pårørende

Som pårørende kan du være en vigtig person. Vi vil derfor gerne samarbejde med dig. Du kan være en støtte, og du kan fortælle os:

  • hvordan patienten plejer at være, når vedkommende har det godt
  • forløbet op til, at patienten har fået en henvisning til os
  • særlige forhold i patientens opvækst, som vi skal være opmærksomme på.

Vi kan kun inddrage dig i behandlingen, hvis patienten giver samtykke til det. Hvis der ikke er samtykke, vil vi stadig gerne hjælpe og rådgive dig som pårørende på et generelt plan.

Læs mere om psykiatriens tilbud og informationer til pårørende her.

Besøg

Du må som pårørende gerne komme på besøg. Vi har ikke nogen faste besøgstider. Vi opfordrer dog til, at du ikke bliver her efter kl. 22 af hensyn til de andre patienter.

Børn som pårørende

Som barn kan det være rigtig svært at forstå, hvad der sker, når mor eller far er syg. 

Vi tilbyder familiesamtaler, hvor vi har fokus på børnenes behov. Vi hjælper jer med at tale om det, der er svært. Samtalerne foregår på børnenes præmisser og i et sprog, som passer til deres alder.

Du kan læse mere om familiesamtaler i Psykiatriens Hus her.

Find vej

Adresse og kort

Oversigtskort over Regionshospitalet Silkeborg - klik for at åbne som PDF.

Psykiatriens Hus

Falkevej 5

8600 Silkeborg

Du finder Psykiatriens Hus ved Indgang H på Regionshospitalet Silkeborg.

Rutevejledning via Google Maps.