04.03.2022

Fra mandag den 7. marts flytter børn, unge og voksne patienter i psykiatrien samt personale fra Herning til 13.000 splinternye kvadratmeter i det nye hospital i Gødstrup.

Sengestuerne er indrettet, de 13 gårdhaver er velfriserede og 58 samtalerum er forsynet med udstyr til både fysiske og virtuelle samtaler. Alt er med andre ord klar til indflytning.

- Vi glæder os til at kunne tage de nye, flotte rammer i brug i Gødstrup. Samtidig markerer flytningen et vigtigt skridt på vejen til at sidestille psykiske og fysiske sygdomme. Vi får både nye bygninger, men også f.eks. samme fælles hovedindgang på hospitalet, siger Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland.

Sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, Claus Graversen, fortæller, at patienterne blandt andet får mere lys og mere natur i den nye psykiatrifløj på hospitalet i Gødstrup:

- Vores patienter og medarbejdere vil opleve et meget mere lyst og åbent miljø, end hvad de har været vant til i Herning og tidligere Holstebro med adgang og udsigt til både gårdhaver og den omkringliggende midtjyske natur, siger Claus Graversen.

Patienter flytter på én dag

For at sikre en så smidig flytteproces som muligt sker flytningen over 14 dage, hvor aktiviteterne i Herning gradvist bliver trappet ned i takt med, at de nye lokaler i Gødstrup tages i brug. Den 20. marts bliver alle indlagte patienter i Herning transporteret til Gødstrup.

- Vi ved fra flytningen af psykiatrien fra Risskov til Skejby i Aarhus, at mange af vores patienter oplever det som en spændende dag, siger Claus Graversen og tilføjer:

- For nogen enkelte vil uroen og forandringerne dog give noget utryghed, og derfor vurderer vi op til flytningen, hvordan vi bedst transporterer og tager hånd om den enkelte patient på flyttedagen.

Konkret er der tale om omkring 60 indlagte psykiatriske patienter, der flytter fra Herning til Gødstrup den 20. marts. De fleste patienter kan køres de cirka 12 minutter til Gødstrup i bus, men det er også muligt at transportere patienterne enkeltvis med eventuel støtte fra ambulance eller politi.

Dagen efter følger et mindre antal patienter, som midlertidigt har været indlagt på den psykiatriske afdeling i Viborg.

Bedre behandling

Det nye hospital i Gødstrup samler behandlingen af psykiske og fysiske sygdomme under samme tag.

- Det er almindeligt kendt, at mange patienter med psykisk sygdom har en højere risiko for at udvikle en fysisk sygdom eller livsstilssygdomme, som desværre kan blive overset eller opdaget for sent. Derfor er vi meget glade for, at vi for både børn, unge og voksne fysisk kommer tættere på vores kolleger som behandler fysiske sygdomme, så vi i fællesskab kan hjælpe patienter med psykisk sygdom til at få længere og bedre liv, siger Claus Graversen.

Hele flytningen af psykiatrien til Gødstrup forventes afsluttet den 21. marts.

Yderligere information

  • Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland, 2683 7496
  • Claus Lassen Graversen, sygeplejefaglig direktør, 2962 9045
  • Anne Eisenberg, pressemedarbejder, 2912 6977

Læs mere om Psykiatrien i Gødstrup