Illustration fra internetbehandlingsprogrammet.

09.08.2022

Faktisk lider ca. 10 % af børn og unge af funktionelle mavelidelser. Det kan medføre, at de har svært ved at fungere i dagligdagen og får højt skolefravær, stopper med fritidsaktiviteter og socialt samvær.

Sygdommen skyldes både biologiske, psykologiske og sociale årsager. Der findes endnu ikke nogen blodprøver eller test, som kan påvise sygdommen. Diagnosen stilles på baggrund af symptomer.

Internetbehandling til børn og unge 

Som noget nyt tilbyder Psykiatrien i Region Midtjylland et internetbehandlingsprogram til børn og unge med funktionelle mavelidelser. Internetbehandlingen varer 10 uger, og er såkaldt eksponeringsbaseret kognitiv adfærdsterapi.

Der er særskilt behandling til børn (8-12 år), unge (13-17 år) og deres forældre. I børne- og ungeprogrammerne arbejdes der med gradvist at udsætte sig selv for tidligere undgåede situationer eller stimuli, fx at spise bestemte fødevarer eller være i sociale sammenhænge, mens man har mavesymptomer.

I forældreprogrammerne er der fokus på, hvordan man bedst støtter sit barn til symptomhåndtering. Deltagerne får ugentligt skriftlig feedback fra deres behandler.

Behandlingsprogrammet stammer fra Sverige, hvor det har vist gode resultater både på symptomer, livskvalitet og skolefravær.

"Aktuelt er der få evidensbaserede behandlingstilbud til børn og unge med funktionelle mavelidelser i Danmark. Vi har dermed en stor gruppe af børn og unge, som ikke får den rette behandling, på trods af at vi ved, at kognitiv adfærdsterapi virker. Vi håber, at vores forskningsprojekt på sigt kan bidrage til nem, tilgængelig og virksom behandling til børn og unge med funktionelle mavelidelser."

En del af et forskningsprojekt

Behandlingen er en del af et stort forskningsprojekt, som har det overordnede formål at skabe et systematisk evidensbaseret behandlingstilbud til børn og unge med funktionelle mavelidelser. For at teste effekten af behandlingen skal deltagere derfor blandt andet svare på spørgeskemaer undervejs.

Forskningsprojektet er netop startet op. For at deltage skal man være mellem 8-17 år og lide af en funktionel mavelidelse. Man kan henvises til projektet fra Børne og Unge afdelingerne i Region Midt eller fra privatpraktiserende børnelæger i regionen.

Karen Kallesøe.png

Karen Hansen Kallesøe

Seniorforsker, Afdelingslæge 

Mail: karekall@rm.dk

Karens Pure-profil

Eva Skovslund Nielsen 

Læge 

Mail: eniels@rm.dk

Evas Pure-profil

Charlotte Ulrikka Rask 

Klinisk professor

Mail: charrask@rm.dk

Charlottes Pure-profil