Ensomhed som en livslang følgesvend
Henriette har kæmpet med ensomhed hele sit liv. Med kompleks-PTSD og en følelse af at være utilstrækkelig har hun ofte følt sig isoleret.
Henriette lider af kompleks-PTSD på grund af en svær opvækst med store svigt. Hun havde nogle turbulente teenageår, men det var en kombination af opvæksten, et overfald og en bilulykke, der resulterede i piskesmæld og hjernerystelse, som fik det hele til at vælte. Henriette har været indlagt på et psykiatrisk sengeafsnit og oplevet at føle sig meget alene og isoleret fra andre. Ensomheden har derfor været en livslang følgesvend både i hendes opvækst og nu også som voksen kvinde.
Henriette ser ensomhed som et grundvilkår, når man som hende har noget med i baggagen, omgivelserne ikke helt forstår. Gennem sin opvækst havde hun ikke nogen at gå til med de voldsomme ting, hun blev udsat for. Ensomheden fyldte derfor meget. I dag har hun nogle få tætte venner, som hun kan støtte sig op ad. Men som mange andre, kunne hun godt tænke sig nogle flere venner, der kan holde ensomheden på afstand.
Ensom men ikke alene
"Jeg går i stå og verden går bare videre. Det kan godt forstærke ensomheden, at alle rundt om en har det sjovt," fortæller Henriette. Ensomhed viser ikke kun sit ansigt, når vi er alene, men følelsen kan godt dukke op, når vi er sammen med andre mennesker. Til en fest, i skolen eller på arbejdet. Når vi ikke føler os forbundet med de mennesker, vi tilbringer tid med.
Henriette har oplevet mange gange at føle sig ensom, selvom hun var sammen med andre mennesker. Det er særligt følelsen af at være utilstrækkelig, som har fyldt for Henriette i de situationer. Hun har altid været præget af selvhad, dårlig selvtillid og lavt selvværd, som ofte har resulteret i ensomhed. At føle sig forkert har ligesom været en gennemgående følelse for Henriette. Hun er dog blevet bedre til ikke at lade følelsen tage over og se sig selv i et bedre lys.
Nedrullede gardiner
"At være ved siden af og tom inden i". Sådan beskriver Henriette følelsen af ensomhed. Særligt hendes PTSD har bidraget til at føle sig forkert og ensom, fordi hun ikke oplevede at blive mødt og forstået. I dag har Henriette veninder som også lider af PTSD. Det hjælper at snakke med dem, for de kan bedre sætte sig ind i det, hun har været igennem.
"Jeg brugte næsten et år for mig selv med nedrullede gardiner og næsten ingen kontakt til omverdenen. Det var meget angstfremkaldende, hvis folk udenfor kunne kigge ind. Almindelige hverdagsting var svære, som fx at købe ind".
Hun led af socialangst, og selvom hun følte sig ensom og havde brug for andre mennesker, kunne hun ikke opsøge dem. Hun kom først ud af det, da hun blev indlagt og begyndte at interagere med mennesker igen.
"Det var en svær tid. Jeg kunne ikke overskue at være fælles om noget med nogen, men samtidig var det det, der ville få mig ud af min angst."
En vej ud af ensomheden
"Vi skal turde italesætte, hvis vi er ensomme. Hvis vi egentlig godt kunne tænke os nogle flere venner. For mig er der ingen skam i at sige, at jeg gerne vil have flere bekendtskaber," fortæller Henriette. Ifølge hende kommer vi alle til at opleve ensomhed på et tidspunkt i livet. Hvis vi normaliserer den følelse og tør snakke om det, kan vi bedre hjælpe hinanden.
Vi mennesker er flokdyr, så når vi ikke er en del af flokken, føler vi os ensomme. Vi bliver triste og mister livslysten. Vores overlevelse afhænger af andre, og derfor er det vigtigt at reagere på følelsen af ensomhed. Vi kan øve os på at tage mere initiativ. Noget så simpelt som at smile til en fremmed på gaden, kan give os en følelse af forbundenhed. Prøve noget nyt eller begynde til en ny hobby er også en god måde, at få et fælles tredje med andre.
Psykiatrifonden har samlet en række gode råd til dig, der føler dig ensom.
