Unge fik et særligt tilflugtssted på årets Smukfest, hvor de kunne åbne op, finde støtte og tale om alt det svære – midt i festivalræset.

De gode snakke fik frit løb

10.08.2023

Det var et helt hold af EN AF OS-ambassadører, der sammen med PsykInfo Midt og kommunikationsafdelingen i Psykiatristaben, åbnede op for samtalen om mistrivsel og psykisk sygdom.


- Jeg oplever, at vi ved at være her så bliver folk nysgerrig og kommer for at spørge: Hvem er vi? Hvad laver vi? Og på den måde kan vi komme i dialog om det. Det gør, at de åbner mere op og fortæller om deres egne udfordringer, fortæller Christina, der er EN AF OS-ambassadør.


Selvom navnet var Mentalt Pitstop, blev det for mange brugt til mere end blot en kort pause fra musik og festivalliv. I pitstoppet blev der nemlig også tid til lange snakke og gode råd fra ambassadører, der selv har oplevet mistrivsel eller psykisk sygdom på egen krop.


- Jeg synes generelt, vi har haft rigtig mange, der har haft brug for at trække sig – både nogle, der har haft det rigtig skidt og har siddet i angstanfald. Men også nogle, der blot havde brug for en pause fra den pulserende festivalstemning, fortæller Louise Madsen.

 

Psykisk sygdom og mistrivsel har ingen alder

Det kan både være svært at være dén eller være tæt på dén, der kæmper med psyken. Derfor var det også mange forskellige typer af snakke, der fandt sted i standen.

Fra Klaus, der havde problemer med at få sin ven til at åbne op og Britta, der kunne være Klaus’ ven - til Sune, der levede med en psykisk sygdom og Louise, der ikke gad leve længere. Også samtaleemner som præsentationskultur, sociale medier og ensomhed var gengangere.

Selvom målgruppen primært var unge festivalgæster, snakkede ambassadører og medarbejdere med mennesker i alle aldre - både børn, unge, midaldrende og ældre.

"Jeg har haft en rigtig fin snak med en ung pige, som i virkeligheden kunne være min egen datter. Hun fortalte mig om nogle af de ting, hun gik og bøvlede med. Og så ender hun med at sige til mig: "Hvor er det bare helt vildt mærkeligt, at jeg kan sige det her til dig – som bare er fuldstændig fremmed – når jeg ikke en gang kan sige det til min egen mor".

Mænd åbnede også op

Det er en kendt ting, at mænd skal blive bedre til at tale højt og psykisk sygdom og mistrivsel. Men det var ikke noget, som standen 'Mentalt Pitstop' mærkede til:

- Noget af det, jeg har syntes, der har været et rigtigt stort højdepunkt – og som jeg er virkelig imponeret over. Det er, at der er så meget snak om, at mænd ikke er så gode til at snakke om det der med psykiske lidelser. Men jeg har haft så mange snakke, hvor mænd bare er kærlige og åbne omkring det, fortæller Danni, der er EN AF OS-ambassadør.

Glæden ved at hjælpe andre

Om de mange besøg var for at få de dybe samtaler med ambassadører og medarbejdere – eller for at dyste i vendespil, smide dårlige tanker i fuck-af-boksen eller hænge håb på håbets træ. Det vides ikke. Men standen var fyldt – fra den blev slået op, til den igen blev taget ned.

Både for medarbejdere og ambassadører var det fire dage fyldt af meningsfyldte samtaler med festivalgæsterne. Det gik særligt op for ambassadørerne, hvor vigtigt et arbejde de egentlig har:

- Vi har fået masse ros. Folk, der bare sådan giver et skulderklap og siger: "Hvor er det fedt, I er her. Fedt, der kommer fokus på det". Det giver mig som ambassadør sindssygt meget glæde. Det betyder, at det, jeg gør – det er mega vigtigt. Og det, jeg gør, det hjælper andre, fortæller Christina, der er EN AF OS-ambassadør.