11.11.2024

I 2001 fik Marianne stillet diagnosen ”udifferentieret skizofreni”. Hun var 19 år gammel. Forinden havde hun oplevet udfordringer med at sætte ord på, hvordan hun havde det. Hun følte sig mærkeligt tilpas indeni, og følelser af tristhed og vrede indikerede, at noget var galt. Grueligt galt.

Sådan udtrykker Marianne og fortsætter:

- Jeg beskrev den damestemme, som jeg hørte. Hun havde troet, at alle havde en indre dialog. Det var først senere, at hun forstod, at hendes oplevelse var unik og indikerede en dybere udfordring.

Symptomerne blev mere udtalte, og Mariannes indre tilstand afspejlede en konstant kamp. Tristhed og vrede indkapslede hendes eksistens.

- Mit liv handlede pludseligt kun om sygdom, fortsætter Marianne.

I 2003 blev hun indlagt første gang på en psykiatrisk afdeling i Risskov. Årene, der fulgte efter, var præget af skiftende ophold på fire forskellige bosteder i Aarhus og omegn. Marianne følte sig mere som en eksistens end en person i levende live. 

Da Marianne fik stillet sin skizofrenidiagnose blev hun sat i udsigter om, at hun ikke kunne blive rask. Hun var slet ikke forberedt på, at hun efter første møde med en psykiater ville gå derfra med en diagnose. En kronisk diagnose. Men sådan gik det for sig.

Hendes verden blev snæver og begrænset til sygdom. Heldigvis havde hun et rigtig godt netværk i bl.a. sine forældre og i hendes tre år ældre storesøster.

I 2014, da Marianne var 32 år, oplevede hun et bemærkelsesværdigt vendepunkt. Stemmen, som i øvrigt hed Laura, og som havde hjemsøgt hende i årevis, forsvandt. En kæmpe byrde blev løftet fra hendes skuldre.

I 2016 blev hendes skizofrenidiagnose sat i remission, og Marianne oplevede ikke længere ​​tegn og symptomer på sygdommen. Lægerne kunne konstatere, at hun gik modalle odds. En udvikling, som de ikke havde troet på ville ske.

Diagnosen, der tidligere var blevet betragtet som kronisk og uhelbredelig, blev nu udfordret af en kvinde, der nægtede at blive defineret af sit sinds sårbarheder. Det var i samme år, at Marianne flyttede ind i sin egen lejlighed, og en ny fase i hendes liv begyndte.

Vendepunktet i hendes helbredelse kom med den rette terapeut. Udfasning af medicin og intensivt arbejde med blandt andet at forstå og tackle symptomerne førte til en kæmpe transformation.

Marianne betragter sin terapeut som mere end en rådgiver; hun er med tiden blevet en nøgleperson i hendes liv. Hun får hjælp til at lave ugeplaner og øvelser. "Vilde aftaler" fx en koncert er ikke længere så grænseoverskridende.

Aftalerne tales igennem, både før og efter de foregår. Det hjælper Marianne til at føle sig godt forberedt og mindske angst.

- Min terapeut er den person, der kender mig allerbedst, fortæller Marianne ærligt.

I dag lever Marianne et liv, som hun engang troede var langt uden for rækkevidde. Selvom hun fortsat har nogle udfordringer med angst og PTSD, er hun kommet rigtig langt. Marianne fortæller rørende om sin terapeut:

Marianne er aktiv i et stort gospelkor. Hun synger, og det er med tiden også blevet hende, der styrer teksterne fra computeren. Koret har været en del af Mariannes liv i de sidste 11 år, men på et tidspunkt havde hun det så dårligt, at hun ofte måtte tage hjem efter kort tid. Men heldigvis er alle de andre korsangere søde, forstående og hjælpsomme. 

- I koret tager vi hensyn til hinanden, og man må altid møde op. Også selvom man har det dårligt, lyder det optimistisk fra Marianne.

For Marianne har koret været med til at styrke, at hun igen kan fungere socialt sammen med andre mennesker. Da hun blev syg, oplevede hun, at stort set alle hendes venner forsvandt på meget kort tid. Heldigvis var der en tæt veninde, som altid har holdt ved.

I 2017 blev Marianne ambassadør i EN AF OS. Nu deler hun sin historie for at nedbryde tabuer om skizofreni. Hun ønsker at vise, at helbredelse er mulig, og at åbenhed omkring psykisk sundhed er afgørende.