Da Louise blev ansat i Psykiatrien, opdagede hun hurtigt, at der var store gevinster ved at ændre på arbejdsgangene i forbindelse med medicinhåndtering.

25.08.2023

I en af klinikkerne i Skejby ved Afdeling for Psykoser har farmaceut Louise Stilling Rasmussen implementeret en ny løsning til bestilling og håndtering af vederlagsfri medicin. Og resultaterne er ikke til at tage fejl af. Løsningen gavner både patienterne, behandlerne, Hospitalsapoteket, økonomien og miljøet.

Hvad er vederlagsfri medicin

Patienter, der ikke er indlagt på sygehuse, men stadig er i sygehusbehandling, kan i nogle tilfælde få udleveret gratis medicin fra sygehuset. Den form for medicin kaldes vederlagsfri medicin.

Besværlige og dyre arbejdsgange

Foto: Sådan så et medicinlager ud, da medicinen blev pakket til hver enkelt patient.

I Psykiatrien bestiller vi normalt vederlagsfri medicin specifikt til den enkelte patient. Det betyder, at Hospitalsapoteket skal bruge mange ressourcer på at pakke medicinposer, og hver forsendelse koster penge for både Psykiatrien og Hospitalsapoteket.

Medicinen leveres til klinikken, hvor den fragtes til medicinrummet og fordeles til de relevante behandleres skuffer. Når en behandler har behov for at udlevere medicin til en patient, udfylder behandleren en bestillingsliste, som en medicinansvarlig sygeplejerske indsamler. Sygeplejersken pakker medicinen og leverer den til behandleren, som herefter kan give medicinen til patienten.

Det sker, at der ikke er bestilt nok medicin hjem til patienten, eller at patienten pludselig skal stige i dosis eller overgå til et andet præparat. I de tilfælde kan patienten ikke få sin medicin, og det kan få negative konsekvenser. I nogen tilfælde må patienten sendes hjem uden medicin, og der må bookes en ny tid i klinikken.

Ét samlet medicinlager til alle bestillinger

Foto: Louise Stilling Rasmussen viser, hvordan lageret ser ud til dag, hvor den nye løsning er implementeret.

Louise Stilling Rasmussen er farmaceut og ansat i Afdeling for Psykoser. Hun blev egentlig ansat til at lave medicingennemgange. Men hun blev hurtigt opmærksom på arbejdsgangene i forbindelse med medicinhåndtering, fordi hun har en fortid ved Hospitalsapoteket og i somatikken.

- Jeg vidste, hvordan det plejede at foregå andre steder, så det undrede mig, at man i Psykiatrien havde valgt denne løsning, siger Louise og fortsætter:

- Jeg forhørte mig i klinikken og på Hospitalsapoteket, og det viste sig, at man havde talt forbi hinanden. Egentlig ville alle gerne have en anden løsning, men de troede at modparten ønskede den nuværende løsning.

Efter et større researcharbejde lykkedes det Louise, i samarbejde med sine tidligere kolleger fra Hospitalsapoteket Lene Juhl Biltsted og Maria Grønkjær Abrahamsen, at få den nye løsning implementeret. Hvor der før var et hav af medicinposer til de enkelte patienter, er der nu kun ét lager, hvor alle præparaterne står sorteret på hylderne. Når en behandler bestiller medicin til en patient, bliver præparaterne scannet, pakket og leveret.

Hurtigere, mere patientsikkert og mere bæredygtigt

Nu har den nye løsning været i drift i knap halvandet år, og resultaterne har været meget positive.

Når man bestiller hjem til et fælles lager, kan man bestille hjem i større mængder. Det betyder, at man ikke pludselig løber tør for et præparat. Og da man tager fra det samme lager, ender medicinen heller ikke med at blive for gammel, som den ofte gjorde, da den lå i de enkelte patienters medicinposer.

Det er muligt at lave medicinændringer for patienten samme dag, som patienten ses i klinikken. Og da medicinen nu bliver scannet, når den pakkes til patienten, bliver dokumentationen mere tidstro, da registrering af præparatet sker elektronisk ved selve udleveringen.

Samtidig er det en mere patientsikker løsning, for hvis et forkert præparat bliver scannet, gør programmet opmærksom på det. Så man kan faktisk ikke gøre noget galt længere.

Charlotte er sygeplejerske i afdelingen, og hun er ikke i tvivl om, hvad hun mener om den nye løsning.

- Det tog meget af vores tid at skulle hente, sortere og bringe medicin. Tage imod bestillinger, pakke og levere det igen. Det var en omstændelig arbejdsgang, og jeg var ofte nødt til at låne medicin fra andre behandlere, siger Charlotte og fortsætter:

- Nu går der meget mindre medicin til spilde, og det er nemmere for os at få overblik over patienternes medicin.

Flere kan få gavn af løsningen

I Afdeling for Psykoser har man allerede udvidet løsningen til at omfatte afdelingens anden klinik også. Ambitionen er, at hele Psykiatrien kan få gavn af løsningen. Det kræver, at man er villig til at ændre på vaner og arbejdsgange, og så er der et økonomisk setup, der skal ændres, fortæller Louise.