12.10.2023

"I mit sabbatår skulle jeg backpacke med min efterskoleveninde," fortæller 23-årige Lulu med et smil. Hendes drømme og forventninger var enkle og fyldt med ungdommelig optimisme. Hun havde planlagt at erobre verden, studere psykologi og opleve de store øjeblikke sammen med sine venner. Men livet havde andre planer.

Lulus udfordringer begyndte for alvor i slutningen af folkeskolen, og det blev snart klart, at hendes liv ikke ville følge det skitserede kort. "Der er ikke noget af det, der er sket," indrømmer hun. Hendes drømme måtte vige for en virkelighed, der var langt mere kompliceret end forventet

I 7. klasse begyndte Lulu at udvikle en spiseforstyrrelse. En usynlig fjende, der gradvist tog kontrol over hendes liv. Hun kæmpede med træning, daglig vægtkontrol og en kontrollerende adfærd over for sin kost.

Senere i gymnasiet blev det endnu sværere, da hun blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse med træk fra borderline personlighedsforstyrrelse. "I 2.g faldt jeg helt fra hinanden," siger Lulu. "Jeg blev indlagt for første gang og henvist til psykiatrien på grund af angst og OCD."

OCD forvandlede hverdagen til en konstant kamp med tvangshandlinger og tvangstanker. Lulu levede i en verden, hvor kalorietælling blev en besættelse, håndvask blev et ritual, og hun tvivlede på sit eget spejlbillede, der til tider virkede uvirkeligt.

Skolen blev en stadig større udfordring. Lulu kunne ikke opretholde sine skoleforpligtelser, og det blev kun værre. Hun begyndte at leve et dobbeltliv, skjule sin smerte og angst for både venner og familie. Lulu var bange for, at hendes diagnoser, som altid var blevet betragtet som "atypiske," ville skille hende ud.

Hun havde længe følt sig misforstået og forkert. Da hun startede i behandling hos Klinik for Personlighedsforstyrrelse, ændrede noget sig. "Det var første gang, jeg følte mig forstået", fortæller hun. "Længe havde jeg fortalt om en følelse af at ´flyde ud´, når jeg er sammen med andre mennesker. Ingen kunne forstå det. Men det kunne de to psykologer i klinikken, og det var en stor lettelse."

Lulu startede i et intensivt forløb for svær personlighedsforstyrrelse. Det tog fire år med individuelle samtaler, gruppeterapi og fysioterapi.

"Jeg sammenligner det lidt med at få kemoterapi. Det gør dig virkelig syg, mens du er får det. Men det er meningen, du skal blive rask af det," beskriver hun. "Det prikkede lige der, hvor det gjorde absolut mest ondt. Det har hjulpet mig til at forstå min personlighedsforstyrrelse og de mekanismer, der udløser den".

Lulu måtte droppe ud af gymnasiet på grund af højt fravær. Men til trods for hendes manglende tilstedevær, var der stadig støtte i form af veninder, der forblev trofaste. "Jeg forstår ikke helt hvorfor," siger Lulu, "men jeg er i hvert fald sindssygt taknemmelig for det."

Efter seks år kæmpede hun sig til sin studenterhue, og selvom det ikke var den planlagte vej, var det en triumf. "Det var kæmpestort!" siger hun. Hendes rejse er fyldt med stædighed, beslutsomhed og en påmindelse om, at vejen til succes ikke altid er lige. Hun måtte revidere sine drømme om en almindelig ungdom, men det gav hende en ny forståelse af livets uforudsigelighed.

"Kærlighed og dating er et helt nyt kapitel i mit liv. Gennem gymnasiet havde jeg en følelse af at fyre slet ikke kunne lide mig. Derfor blev jeg meget overrasket, når nogen kunne huske mit navn," fortæller Lulu.

Det har givet hende et selvtillidsboost at opleve, at nogen lægger mærke til hende og beundrer hende. Og selvom hun er bange for at lade drømmene få frit løb, så er hun optimistisk.

"Jeg vil bare gerne have et liv, hvor jeg kan leve med mine psykiske udfordringer. Få en familie og færdiggøre en uddannelse," siger Lulu, "men jeg er åben for, at jeg ikke helt ved, hvordan min fremtid ser ud."

Lulu har fundet glæde i frivilligt arbejde og kreativitet, og hun minder sig selv om, at selv når verden synes at falde sammen, står solen op igen i morgen.

"Mit råd til andre unge, der oplever psykisk mistrivsel, er at beskæftige sig med noget, som ikke handler om dem selv. Noget der går ud over vigtigheden af din egen eksistens, hvor du glemmer dig selv lidt. Det tager noget af presset af," siger hun.