26.05.2023

De er kommet hertil for at arbejde som speciallæger. Men flere af dem drømmer også om bedre balance i arbejds- og privatlivet, et fladere hierarki i et moderne sundhedsvæsen og bedre vilkår for partner og børn. Alt sammen drømme, som ikke har kunnet opfyldes i hjemmelandene Portugal, Italien, Tyskland og Polen.

I alt syv udenlandske speciallæger i psykiatri er siden 2021 blevet ansat i ledige stillinger i Psykiatrien i Region Midtjylland til afdelingerne i Randers, Gødstrup, Horsens og Viborg.

Ansættelserne er et resultat af en målrettet indsats for at tiltrække netop speciallæger i psykiatri fra andre lande for at dæmme op for den store mangel på danske læger.

Psykiatrien har fra 2021-2025 afsat 3,5 mio. kroner årligt, som – ud over annoncering og rekruttering af kandidater - også finansierer intensiv danskundervisning, flere besøg fra kandidater til Danmark, hjælp til boligsøgning og meget andet.

- Det kan lyde af mange penge, men alternativet er at hyre vikarer ind til at dække huller i vagtplanen, og det koster langt mere end vores udgift til en fastansat speciallæge, siger Charlotte Stensig, der er projektleder på indsatsen og fortsætter:

- Vi forventer, at familierne bosætter sig og integreres i Region Midtjylland og forhåbentlig bliver et aktiv i lang tid. Derfor er indsatsen koncentreret om at få hele familien godt i gang i Danmark.

Målet er, at der i 2025, hvor indsatsen er afsluttet, skal være 10 fastansatte speciallæger med udenlandsk pas i Psykiatrien i Region Midtjylland.

Bedre balance

En af de udenlandske læger, der har rykket teltpælene op og flyttet dem til Danmark, er portugisiske Sónia Piemente. Sammen med partneren Vânia er hun og parrets to katte rykket fra Portugals anden største by, Porto, til den sjette største danske by, Randers.

Her har de boet i knap halvandet år, hvor tiden er gået med at vænne sig til det danske sprog, det danske vejr og det danske sundhedssystem. Og mens sprog og vejr tager tid at føle sig hjemme i, så er den danske arbejdskultur én af hovedårsagerne til, at det for de to portugisere er sprog- og vejrbøvlet værd:

- Der er en uformel omgangstone på afdelingen, hvor vi tiltaler hinanden med fornavn. Samtidig er det en holdindsats på tværs af faggrupper, hvor alle bliver opfordret til at bidrage, siger Sónia og uddyber:

- Jeg var også meget interesseret i muligheden for at arbejde i et land, hvor man også kan dyrke sit liv uden for arbejdet med hobbyer, venner og familie.

Specialiseret danskundervisning

Som tilflytter til Danmark er sproget naturligvis et vigtigt element at vænne sig til. Men som læge og særligt læge i psykiatrien er sproget ikke bare en del af integrationsprocessen.

Det er også et arbejdsredskab, der er afgørende for at forstå et symptombillede hos en patient og til at formidle lægefaglige vurderinger til både patienter og kolleger.

Derfor har Sónia og de andre udenlandske speciallæger alle fået et skræddersyet undervisningsforløb i dansk, der tager højde for, at de skal kunne forstå og svare på lægefaglige spørgsmål, og som starter allerede før selve flytningen til Danmark.

Men selvom Sónia efter to måneder i Danmark kunne følge med i danske tv-programmer og læse danske krimi-romaner, så har sproget været en kilde til frustration.

- De fleste af vores op- og nedture den første tid handlede om sprog. Nogle dage kunne jeg stå ud af sengen og have en samtale på dansk med alle, jeg mødte. Andre dage kunne jeg ikke. Sproget er så vigtig en del af at blive integreret, så det kan være svært at være tålmodig med sig selv, siger hun.

Weekend med ligesindede

I dag har både Sónia og hendes partner bestået Danskprøve 3 med en karakter på minimum 10 i den mundtlige eksamen. Et krav som alle læger, der kommer til Danmark fra udlandet for at arbejde, skal opfylde.

I weekenden den 13. og 14. maj mødtes seks af de syv udenlandske familier i Viborg til kulturelt og socialt samvær. Her blev snakket på kryds og tværs og udvekslet erfaringer om alt fra folkeskole, integration og ægtefælle-jobsøgning til rundboldregler samt forskellige måder at koge spaghetti på.

Der er billeder fra weekenden herunder.