EN AF OS og PsykInfo Midt vender tilbage til Smukfest
Midt i festivalræset kan du igen i år møde EN AF OS og PsykInfo Midt. De åbner op for snakken om unges trivsel og psykisk sundhed.
02.07.2024
På festivalpladsen og KærligHeden
I år får ambassadører og medarbejdere en lidt anden opgave, når de besøger Smukfest. De skal gentage succesen med deres stand på festivalpladsen, men derudover skal de også facilitere aktiviteter og samtaler på KærligHeden.
- Vi er her for at åbne op for samtalen om psykisk sundhed. Det er vigtigt, at vi kan tale åbent om både de svære og smukke ting i livet, fortæller Jesper Dessau, der er konsulent i PsykInfo Midt.
Vores tilstedeværelse på festivalen er resultatet af et samarbejde, vi har indgået med Smukfest. Vi er med til at gøre festivalen mere rummelig med plads til alle.
En vigtig samtale med de unge
Der er en alarmerende tendens med stigende mistrivsel og ensomhed blandt unge. De jagter succes og perfektion og føler et stigende pres fra omverdenen.
Det lægger et enormt pres på de unges skuldre. Derfor er det så vigtigt med forebyggende indsatser, der kan adressere udfordringerne og fremme ungdommens mentale sundhed og trivsel.
På festivalen kan du møde EN AF OS-ambassadører, der kender alt til psykisk mistrivsel. De bringer deres egne erfaringer i spil, når de deltager i samtaler, spil og aktiviteter med gæsterne.
Ambassadørerne er der for at lytte, dele deres personlige historier og skabe en tryg atmosfære, hvor festivalgæsterne føler sig forstået. Det skal fremme den åbne dialog og bryde tabuer om mistrivsel og psykiske udfordringer.
Et FRIRUM fyldt med kærlighed
For nogle er et frirum leg og grin, for andre er det ro og stilhed. Nogle oplever frirum alene, andre sammen med andre – eller i en kombination af begge dele.
Derfor står vi i år – sammen med Ventilen, der arbejder med ensomme unge – med standen FRIRUM på campingområdet KærligHeden. Her er der forskellige aktiviteter på programmet fra leg og socialt samvær til ro og refleksion. De besøgende kan for eksempel få et fodbad, spille kongespil, lege med dialogkort eller gå på friends dating.
- I de seneste år har de unge hørt meget, om alt det, der ikke fungerer – men det drejer sig ofte om måden, vi har indrettet vores samfund på. Noget de unge ikke sådan lige kan ændre. Derfor vil vi give dem bevidstheden om, hvad et frirum med glæde, relationer og mening kan betyde for dem. Vi håber, at det kan skabe et bedre værn mod mistrivsel, fortæller Jesper Dessau.
Du er smuk, som du er
Når opvarmningsdagene er gået, flytter PsykInfo Midt og EN AF OS ind på festivalpladsen. Her skal de gentage deres store succes. I år med standen ”Smuk som du er”.
- Vi var afsted sidste år – og det var en kæmpe succes. I år udvider vi med FRIRUM, men vi har stadig fokus på vores stand på festivalpladsen, fortæller Jesper Dessau.
Her taler PsykInfo Midt og EN AF OS-ambassadørerne med de besøgende om det svære og det smukke, lytter med fordomsfrie ører og tager del i den vigtige samtale om unge i mistrivsel og med psykisk sygdom.
Nogle oplever selv at være udfordret på psyken. Andre har venner eller familier, der er det. Det er vigtigt for os at åbne op for de samtaler, da det er helt normalt at have psykiske udfordringer. At tale om det gør det lettere at håndtere for både dem selv og deres nærmeste.
På festivalpladsen kan de besøgende dyste mod deres venner i vendespil, smide deres dårlige tanker i fuck-af-boksen eller skyde fordomme ned. De kan også møde et menneske, der har haft mistrivsel inde på livet.
Tre skarpe om PsykInfo Midt
PsykInfo Midt er Region Midtjyllands psykiatriske informationscenter.
De arbejder med at afstigmatisere, øge viden, mindske fordomme og nedbryde tabuer om psykisk sygdom.
Det gør vi i samarbejde med den landsdækkende indsats EN AF OS, hvis formål er at mindske tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.