Marlene Schouby Bentestuen, læge og ph.d.-studerende ved Afdeling for Psykoser og Afdeling for Depression og Angst, marboc@rm.dk

Forskningsområder: psykofarmaka, farmakogenetik, personlig medicin, kardielle bivirkninger

Jeg er bevidst om, at der fortsat er en ulighed mellem mænd og kvinder, særligt når vi bevæger os længere op ad karrierestigen. Der er stadig flest mænd, der fortsætter og ender som lektorer og professorer. Jeg er medlem af The Danish Society for Women in Science (Danwise) og Mothers in Science, som er organisationer, der har fokus på, hvordan vi fastholder kvinder i forskerkarrieren.

Men til dagligt er det ikke noget, der fylder for mig. Der betyder idéerne, arbejdsvilligheden og andre kvalifikationer mere. Så jeg oplever ikke, at det handler om køn, men om viljen og om at brænde for sit felt. Det var egentlig først, da jeg skulle til at gå på barsel, at jeg blev konfronteret med, at jeg har nogle pauser lagt ind, som en mandlig kollega ikke nødvendigvis har.

Jeg er jo ikke nået så langt i min karriere endnu. Men som en del af mit speciale på medicinstudiet, validerede jeg og en medstuderende et spørgeskema til screening af bivirkninger ved antipsykotika. Spørgeskemaet endte med at blive valideret og implementeret. Det var en stor oplevelse.

Jeg husker, da vi præsenterede resultaterne i et af de psykiatriske ambulatorier, var der en af behandlerne, som spurgte: "Må vi så bruge spørgeskemaet nu?". At blive mødt med den velvillighed til at implementere det og have været med til at validere et redskab, som kommer både behandlere og patienter til gavn, var ret stort for mig.

Senere hen, har jeg fået tildelt et fuldt stipendie til min Ph.d. fra Danish Cardiovascular Academy og Hjerteforeningen. Det er jeg også stolt af. Her er jeg blevet optaget som en del af deres akademi og udnævnt som ”science ambassador” for Hjerteforeningen. Det giver mig adgang til et netværk af veletablerede forskere samt yngre forskere, jeg kan læne mig op ad og lære af.

Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for patienterne. Lave forskning, der kan gøre de kliniske beslutningsprocesser bedre, eller gøre os klogere på de valg, vi foretager os i klinikken. Det er nok mit hjertebarn.

Det tager meget lang tid at udvikle nye medicinske præparater, og der er heller ikke så mange, der gør det inden for psykiatrien. Så vi har de præparater, vi nu en gang har. Så derfor skal vi blive bedre til at tilpasse den medicinske behandling til den enkelte patient, så vi sikrer størst effekt og færrest bivirkninger. Det drømmer jeg om, at min forskning kan bidrage til. Den forskning jeg laver, skal gerne være noget, der kan – hvis ikke i morgen – så i hvert fald inden for den nærmeste fremtid implementeres i en klinisk hverdag.

Jeg har egentlig ikke ét forbillede. I mit virke som læge, lægger jeg mærke til, hvad andre gør godt, og hvad der får mig til at tænke: "Hold da op! Det er en god læge eller en god forsker". Det giver mig inspiration til at bygge min egen Frankenstein karakter af gode kvaliteter fra de rollemodeller, jeg omgiver mig med.

Det kan være sådan en som min hovedvejleder, Christiane Gasse, der er enormt god til at skabe et netværk og tænke projekter og samarbejde på tværs. Der er også meget mere til forskning end et h-indeks og en publikationsliste. Det betyder noget, hvem du er som menneske, hvad det er for et miljø, du får skabt, om du er god til at understøtte andre og komme med nye idéer. Så der findes mange rollemodeller, der inspirerer mig på hver deres måde.