Tine Holm, psykolog ved Afdeling for Psykoser, tinehl@rm.dk

Forskningsområder: skizofreni, livshistorier, identitet, hukommelse, Traume Bevidst Behandling, tvang i psykiatrien, selvskade på tværs af diagnoser

Jeg er bevidst om, at der en skævhed i forhold til mænd og kvinder i forskning generelt set. Det er velunderbygget, at der er kønsbias. Generelt set er det sådan at antallet af kvinder bliver færre, jo længere op ad karrierestigen, vi kommer. Men jeg synes aldrig, jeg har oplevet det personligt. Tværtimod har jeg en oplevelse af, at jeg bliver vurderet på baggrund af mine kvalifikationer, og det jeg producerer og leverer. Præcis som det skal være.

Diversitet i forskning er virkelig vigtigt. Det har givet mig rigtig meget at lave projekter med forskere, der har forskellige forskningstraditioner, faglige baggrunde, kulturer og forskningsområder. Det er faktisk de projekter, jeg har fundet mest spændende, meningsgivende og udfordrende. Jeg synes, at det er centralt at alle faggrupper i psykiatrien har lige muligheder for at lave forskning.

Der er flere ting, synes jeg. Jeg fik en bevilling på ca. 1 mio. for nogle år siden til et projekt omkring tvang. Det var stort. Projektet var meget meningsfuldt, for jeg fik mulighed for at undersøge patienternes og personalets perspektiver på tvangsforanstaltninger.

Men ellers er jeg stolt over, at jeg har holdt fast i at lave psykologfaglig forskning gennem min karriere i psykiatrien. For ved at jeg beskæftiger mig med psykologiske kernebegreber som livshistorier, identitet, hukommelse og trivsel, kommer der nogle andre perspektiver på mental sundhed end for eksempel ved alene at fokusere på diagnoser eller symptomer.

Jeg ønsker at gøre en forskel for mennesker, der har det svært. Og sådan tror jeg mange forskere har det – være med til at producere viden, der kan komme nogen til gavn.

Jeg har en delt stilling, hvor jeg arbejder fire dage i ugen i ambulatoriet, og så forsker jeg en dag om ugen. I den kliniske praksis kan jeg bruge den viden, jeg har fra forskningen, og jeg får nye ideer og inspiration til, hvad der kunne være meningsfuldt at undersøge – både fra sparring med kollegaer, men også ud fra patienternes fortællinger. Så det med at kunne forene forskning med den kliniske hverdag er noget, jeg håber, jeg kan blive ved med.

Jeg har mange. Både kvindelige og mandlige forbilleder. Ole Mors, som er professor i forskningsenheden for Afdeling for Psykoser har haft en virkelig imponerende karriere, hvor han har arbejdet på at identificere både genetiske og miljømæssige faktorer, der har betydning for udvikling af psykisk lidelse.

Så er der Dorthe Berntsen, som leder Center for Selvbiografisk Hukommelse på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Hende ser jeg meget op til. Hun har produceret meget forskning inden for selvbiografisk hukommelse og har fået store bevillinger og priser for sit arbejde. Ud over det er hun en virkelig dygtig leder, der har gjort meget for arbejdsmiljøet, diversitet i centrets forskergruppe, og hun har hjulpet yngre forskere i deres karriere fx ved at sikre deres muligheder for netværk og sparring med førende internationale forskere.

Til sidst vil jeg nævne Elyn Saks, som jeg aldrig har mødt, men som har skrevet selvbiografien 'The Center Cannot Hold', hvor hun beskriver sine personlige erfaringer med svær skizofreni. Hun har på trods af sin lidelse formået at blive professor i jura, psykologi og psykiatri, og derudover kæmper hun aktivt for at sikre patientrettigheder og afstigmatisering af psykisk lidelse. Hun er også et stort forbillede.