En dag som psykiater: - Mange unge patienter spørger, om de skal tage medicin resten af deres liv.
Ole Köhler-Forsberg er psykiater og fordeler sin arbejdstid mellem klinisk arbejde i et psykiatrisk ambulatorium og forskning. Læs hans dagbog her.
16.01.2025
Dana Ahmad er ledende ergoterapeut og funktionsleder i Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Han har arbejdet indenfor faget i 17 år og er draget af dets kompleksitet og krav om at kunne tænke ud af boksen. Læs hans dagbog fra det nystartede sengeafsnit 6 her.
Kl. 05.45: Står op og gør mig klar til arbejde.
Kl. 06.40: Ankomst til Aarhus Universitetshospitals Psykiatrien
Jeg prioriterer at ankomme på arbejde lidt tidligt, så jeg kan nå at sige hej til nattevagten og fornemme, hvordan natten er forløbet, inden jeg er jeg klar til overlevering kl.7.00.
Kl.06.45: Ankomst til Sengeafsnit 6, Afdelingen for Depression og Angst
Afsnittet er for patienter med depression eller spiseforstyrrelse og vi startede det op i september.
Siden jeg var studerende, har jeg vidst, at jeg ville arbejde i lige præcis psykiatrien som felt. Her er der ikke enkle svar, kun komplekse problemstillinger, der kræver individuelle løsninger og evnen til at tænke ud af boksen. Det drager mig.
Kl. 07.00: Overlevering fra nattevagten til dagvagten.
Jeg er altid med til overleveringen for at høre, hvordan aftenen og natten er gået. Typisk deltager souschefen også. Her sidder vi med alt personalet samlet.
Inden da har jeg dannet mig et billede af, hvem der er på arbejde, hvor mange vi er, og om vi kan klare opgaverne eller må omprioritere i nogle ting.
Vi ser, hvad dagens udfordringer er, og så fordeler souschefen opgaverne, mens jeg holder mig i baggrunden og starter med at forberede morgenkonference.
Kl. 07.15: Forbereder mig på morgenkonference og forstuegang
Jeg danner overblik og holder øje med, hvor mange nye patienter, der er kommet, hvor meget personale, der er på arbejde, og hvor mange udskrivelser af patienter, vi har.
Kl. 08.00: Morgenkonference
Her mødes funktionslederne fra alle sengeafsnit i Afdelingen for Depression og Angst. Hvert sengeafsnit fortæller, hvor mange patienter de har fået og hvor mange udskrivelser, de har. Herefter fordeler vi lægeressourcerne ud fra en vurdering af, hvilke afdelinger der har mest brug for hjælp.
Kl. 08.30: Forstuegang med souschef og behandlere
Ved forstuegang gennemgår vores souschef, overlæge, medicinstuderende og jeg, hvilke patienter der har samtaler og aftaler i dag – og hvornår de finder sted. Vi følger også op på henvendelser fra personalet. For eksempel om der er noget i en aktuel behandling af en patient, der ikke fungerer og derfor skal justeres.
Kl. 09.00: Tavlemøde
Vi har tavlemøde hver mandag. Her skal alle faggrupper deltage. Vi gennemgår vores fokuspunkter for afdelingen og får ugentligt data for at følge udviklingen i forhold til, om vi opfylder vores kvalitetsmål.
Kl. 09.15: Overblik og lønindberetning
Jeg samler dagsedler og vagtplan fra ugen før. Dagsedler er et overblik over, hvem der har været på arbejde den givne dag. Jeg indberetter ud fra det overblik løn for den pågældende uge.
Kl. 11.00: Samarbejdsmøde med Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelse, PKS
Vi har ugentlige møder med ambulatoriets ledelse, hvor vi taler om vores samarbejde og gennemgår de patienter, som har behov for indlæggelse.
Kl. 12.00: Frokost sammen med personalet
Jeg forsøger at prioritere at spise frokost med medarbejderne, så vi kan få brugt lidt tid sammen.
Min dør er altid åben og personalet oplever meget i løbet af dagen, som de går forbi mig for at vende. Men der skal også være et rum hvor jeg er tilgængelig, samtidig med at de er tilgængelige. Hvor vi taler om arbejde, men hvor der også er plads til at værdsætte hinandens selskab og tale om uformelle ting. Så alle mærker, at det er en arbejdsplads, hvor vi er interesserede i hinanden.
Samtidig er det en mulighed for mig for at have fingeren på pulsen i forhold til, hvordan folk har det. Om nogen skal have hjælp, om nogen har spørgsmål eller er frustrerede over noget, jeg skal tage med videre.
Kl. 13.00: Ledelsessupervision
Jeg får supervision en gang om måneden sammen med de andre ledere fra sengeafsnittene ved Afdelingen for Depression og Angst. Her taler vi om, hvad der fylder for os hver især - og får de andres synsvinkler på de emner, vi tager op.
Kl. 15.00: Overlevering fra dagvagten til aftenvagten
Her hilser jeg på alle aftenvagter og sørger for, at vi ikke mangler personale til den kommende vagt. Vi vurderer sammen, hvilke opgaver aftenen rummer og fordeler dem herefter.
Det er alfa og omega for mig at sparre med personalet. Jeg har meget drift i min hverdag, men vi skal også være faglige ledere og personlige ledere for medarbejderne. Derfor er det vigtigt for mig at være med i overleveringerne.
Medarbejderne skal vide, at jeg engagerer mig i både hvad der sker med dem og hvad der sker med patienterne.
Der er mange medarbejdere, der kommer ind til mig i løbet af dagen. Det kan være noget i privatlivet, de har brug for at dele med mig, det kan være en patient, der er svær, eller det kan være spørgsmål til den faglige udvikling, de gerne vil vende.
Jeg vil gerne favne både det personlige og faglige plan. Derfor har jeg også en del personlig og faglig sparring i løbet af dagen.
Kl. 15.30: Går hjem og siger farvel til aftenpersonalet
Det er meget forskelligt for mig, hvornår jeg har fri. Jeg har fri, når jeg kan mærke, der er styr på tingene.
Det vigtigste for mig er at vide, at der er ro på, at ingen er ladt i stikken og alle ved, hvad de skal, når jeg går hjem for dagen.
Jeg har en fornemmelse af ikke at kunne sætte et stort flueben for dagen, men at arbejdet og opgaverne som funktionsleder bare er noget, der er sat på pause kort, og jeg så genoptager det i morgen.
For det er en langvarig proces at drive og opbygge afsnittet fra starten. Vi etablerer et ny sengeafsnit sammen og derfor bygger vi også en arbejdspladskultur sammen. Det vigtigste for mig som leder er uden tvivl at skabe en arbejdsplads, hvor folk trives og har lyst til at komme på arbejde.
Man tilbringer mange timer på arbejdet og det er så vigtigt at lave et arbejdsmiljø, hvor folk virkelig gerne vil være.