10.03.2025

Et spadestik tættere på

Cirka 60 gæster var samlet under blå himmel og fuld sol for at overvære, at vi nu indleder opførelsen af det nye 4.500 m² store retspsykiatriske sengeafsnit. Et byggeri, der giver 16 nye sengepladser og kontorpladser til minimum 50 medarbejdere fra flere dele af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby.

Arrangementet startede på byggepladsområdet, hvor den nye bygning skal opføres. Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA, sagde et par velkomstord, inden der blev holdt taler, taget spadestik og efterfølgende serveret bobler og forfriskninger indendørs i Psykiatriens multihal.

Regionsrådsformand Anders Kühnau var den første af fire talere:

Bygningerne skal skabe de bedste rammer for et værdigt, respektfuldt og trygt møde med patienterne og deres pårørende

– Gode og tidssvarende bygningsmæssige rammer er en af forudsætningerne for en velfungerende hospitalspsykiatri, fortsatte han.

Medarbejdernes og patienternes stemmer er hørt

Der ligger mange overvejelser bag rammerne for det nye psykiatribyggeri. Det understregede hospitalsdirektør Tina Ebler også i sin tale:

For at nå hertil har vi gennemført brugerprocesser med både medarbejdere og patienter. Så medarbejdernes og patienternes stemmer er på hver deres måde en grundsten i det arbejde, der nu venter.

I sin tale lagde Tina også vægt på, at vi med udvidelsen af AUH Psykiatrien tager hul på en bred styrkelse af Psykiatrien som organisation:

- Med udvidelsen kommer vi blandt andet til at styrke vores medarbejdere. Samtidig styrker vi vores retspsykiatri med flere sengepladser, og vi kan aflaste almenpsykiatrien, fordi den i mindre grad end i dag skal gå ind og behandle retspsykiatriske patienter, sagde Tina Ebler.

En symbolsk handling

Hele fire spader var i brug, da første spadestik blev taget. Anders Kühnau og Tina Ebler tog det første spadestik sammen med Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA, og Claus Møller, direktør for Nybyg Vest i Nordstern. Den ene af spaderne blev også brugt, da vi skulle opføre de eksisterende psykiatriske bygninger for 10 år siden.

Byggeri som et OPP-samarbejde

Byggeriet udføres som et OPP-samarbejde (Offentlig-Privat Partnerskab) med PKA Skejby som OPP-leverandør, entreprenørfirmaet Nordstern som udførende og Wicotec Kirkebjerg som driftspart. PKA Skejby A/S er også leverandør på Aarhus Universitetshospital Psykiatriens øvrige bygninger.

Byggeriet er blevet muligt i forlængelse af finansloven 2020, hvor der blev tilført 90 millioner kroner på landsplan til at styrke retspsykiatrien.

Det nye retspsykiatriske sengeafsnit skal opføres i området ved personaleparkeringspladsen P22, der ligger mellem almenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien i bygning K og den nuværende retspsykiatri i bygning L. De nye rammer forventes at stå færdige i efteråret 2026 og blive taget i brug af de første patienter og medarbejdere i starten af 2027.

Læs mere om byggeprojektet her: link.rm.dk/udvidelseauhp.