Hjælp og gode råd til dig, der er pårørende til et menneske med PTSD.

Pårørerende psykiatrien skejby

Gode råd til dig, der er pårørende

Hvad kan pårørende gøre?

Det kan være en udfordring at være pårørende til et menneske, der lider af PTSD. Ofte er man meget berørt af at se ens kære have det svært. Tristhed, frustration og angst er almindelige reaktioner hos pårørende. Man vil gerne støtte den syge, men samtidig skal man også passe sin egen dagligdag. Resultatet kan være, at man føler sig træt og udkørt.

Hvad kan du som pårørende gøre for dig selv?

Hvis du skal støtte en person, der lider af PTSD, er du også nødt til at tilgodese dine egne behov. Derfor må du prøve at leve så normal en tilværelse som muligt. Du må acceptere, at du ikke altid har overskud til at yde hjælp. Der er ingen, der altid kan være nærværende, positiv og til rådighed.

Det kan være nødvendigt at tage en kortere eller længere pause indimellem. Det er en fordel, hvis du kan dele ansvaret med andre pårørende, så du ikke bærer hele ansvaret alene. Ud over kontakt til behandlere, kan du evt. have glæde af at opsøge patient- og pårørendeforeninger.

Hvis du  oplever, at du er følelsesmæssigt overbelastet eller udvikler depressive symptomer, bør du opsøge din egen læge for at få hjælp. I nogle tilfælde vil der være mulighed for henvisning til praktiserende psykolog med sygesikringstilskud. Pårørende til soldater kan søge hjælp hos Forsvarets veterancenter.

Sådan hjælper du:

  • Vis tydeligt, at du er til rådighed, og at den PTSD-ramte ikke er til besvær
  • Vær tålmodig. I perioder kan personen være indesluttet og afvisende. Det betyder ikke, at der ikke er brug for dig
  • Pres ikke den PTSD-ramte tilat tale om de traumatiske begivenheder, hvis lysten ikke er der
  • Giv dig tid til at lytte, hvis der er tegn på, at han/hun er klar til at fortælle om, hvad der er sket. Sørg for, at I kan tale uforstyrret.
    Bliv ved med at lytte. Den PTSD-ramte kan have behov for at fortælle sin historie mange gange. Det er en del af helingsprocessen
  • Hold dig ikke tilbage, fordi du er bange for, at den PTSD-ramte begynder at græde. Gråd er forløsende og helt naturligt
  • Skjul ikke dine følelser, fordi du skal være den stærke. Det er OK at vise, at du er berørt af situationen
  • Undgå udsagn som "Det går nok alt sammen" og "Livet går jo videre"
  • Hjælp den PTSD-ramte med at huske vigtige informationer og strukturere hverdagen.Tag dig af de daglige gøremål. De kan virke uoverskuelige og ligegyldige for den PTSD-ramte
  • Hvis der er børn i familien, vil det være en stor hjælp, hvis du kan tage dig af dem
  • Tilbyd hjælp til kontakt til læge, psykolog og sociale myndigheder.
    Søg information om PTSD, opnå viden om sygdommen, de vigtigste symptomer og behandlinger.
Igen i dag har jeg ladet alle mine følelser gå ud over den mand, som elsker mig overalt på jorden som tålmodigt trøster mig nat efter nat, som holder min hånd, når jeg bliver bange, som altid finder en løsning, når det hele ramler for mig. Hvornår får han nok?

Børn i familien

Har din mor eller far en psykisk sygdom?

tag et kig på vores side om at være barn i en familie med psykisk sygdom. Her er vigtig viden og gode råd til dig, der har en forælder med en psykisk sygdom.

Foreninger og tilbud til børn og unge

Mindhelper - guider unge gennem hårde tider

Råd og vejledning til unge mellem 13-20 år
mindhelper.dk

Snak om det

Inspiration til snak med børn om sindet og psykiske lidelser
snakomdet.dk

Headspace

Rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år
headspace.dk

BørneTelefonen

Rådgivningstilbud til børn. Man kan ringe, skrive eller chatte med BørneTelefonen.
bornetelefonen.dk 
Telefon: 116 111

Foreninger

Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende

Foreninger for pårørende

Bedre Psykiatri

Bedre Psykiatri er en landsforening for pårørende. De tilbyder både telefonisk og online rådgivning.

Landsforeningen SIND

SIND er en landsforening for psykisk sygdom. Foreningen står blandt andet for undervisning til pårørende og rådgivning. Du kan læse mere om deres tilbud til pårørende her.

Psykiatrifonden

Psykiatrifonden tilbyder kurser og rådgivning - både til brugere af psykiatrien og deres pårørende.

Temaaftener og andre tilbud

Kom til temaaften

PsykInfo Midt (Psykiatriens Informationscenter i Region Midtjylland) afholder løbende temaaftener i Region Midtjylland.

Til hver temaaften bliver der sat fokus på en psykisk sygdom eller problemstilling. Du kan opleve både et personligt og et fagligt oplæg, og der er altid mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

Undervisningsforløb for pårørende

På vores side om undervisning for pårørende kan du læse om undervisningsforløb for voksne pårørende.

Podcasts

Podcast: Gode råd om at være pårørende i krisetid

I denne podcast kan du høre Marianne fortælle om sit liv som pårørende. Derudover supplerer psykoterapeut Lene Karlsson med sin erfaring som rådgiver i pårørendegrupper. Lyt med her

Podcasten er produceret af Bedre Psykiatri i 2021.

Podcast: Hvordan kan jeg hjælpe som pårørende

I podcasten "Hvordan kan jeg hjælpe som pårørende" får du den psykiatriske sygeplejerske Katinka Bonde Linds råd til, hvordan du kan hjælpe din pårørende til at søge hjælp.

Podcasten er produceret at PsykInfo Region Hovedstaden.

Rådgivningstelefonen

Den Psykiatriske Rådgivningstelefon

Du kan døgnet rundt ringe anonymt til Psykiatrisk Rådgivningstelefon og få rådgivning på 78 47 04 70. Her sidder psykiatriske medarbejdere, der kan give dig vejledning.

Rådgiverne kan ikke yde behandling og du kan ikke blive indlagt via Rådgivningstelefonen.

Tekst på denne side er opdateret december 2021 (version 1.03).

Senest revideret af: Mette Brinck-Jensen, ledende psykolog i Klinik for PTSD og Angst, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

Direkte link til denne side: ptsd3.ps.rm.dk