ADHD hos voksne
Hvad er ADHD?
Har du ADHD er dit liv præget af en række psykiske symptomer. De kan give dig problemer med at fungere i dagligdagen.
ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Oversat til dansk betyder det, at man har problemer med at holde opmærksomheden og er hyperaktiv. Nogle specialister beskriver ADHD som en reguleringsforstyrrelse. Det vil sige, at man har svært ved at regulere tanker, følelser, handlinger og døgnrytme.
ADHD opstår i barndommen. Der er tre kernesymptomer:
- Forstyrrelser i opmærksomheden
Betyder, at man har svært ved at planlægge og arbejde struktureret og vedholdende. Man har også let ved at blive distraheret af udefra- og indefrakommende stimuli. Det kan fx være tanker eller lyde. Man har også en tendens til at glemme aftaler og forlægge sine ting. - Hyperaktivitet
Viser sig ved en nærmest konstant ydre og indre uro. Man kan fx have svært ved at sidde stille selvom situationen kræver det. Eksempelvis til et møde. - Impulsivitet
Kan vise sig ved uhensigtsmæssige, impulsive handlinger og ytringer. De kan have negative konsekvenser.
Hvorfor får nogle ADHD?
Der er flere sandsynlige årsager til, at man udvikler ADHD. Især arvelige forhold spiller en stor rolle. Miljømæssige faktorer kan også medføre ADHD.
Arv
Tvillingestudier har vist, at ca. 80% af årsagerne til, at man udvikler ADHD har forbindelse til arv. Risikoen for at du udvikler ADHD er altså større, hvis du har forældre eller søskende med ADHD.
Miljø
Hvis moderen ryger eller drikker alkohol under sin graviditet, er der større risiko for, at det ufødte barn senere vil udvikle ADHD. På samme måde ser det ud til, at lav fødselsvægt også øger risikoen.
Iltmangel under fødslen og hjerneinfektioner i de første leveår kan sandsynligvis også være medvirkende årsager til ADHD. Belastninger som dødsfald, overgreb og mobning kan forværre symptomerne. Men de er formentlig ikke i sig selv årsag til symptomerne.
Undersøgelser af hjernen hos personer med ADHD
Skanninger har vist, at mennesker med ADHD har forandringer flere steder i hjernen. Ændringerne ses blandt andet i det område, der er ansvarligt for planlægning, impulskontrol og opmærksomhed.
Hjernens celler bruger forskellige signalstoffer til at kommunikere med hinanden. Har man ADHD ses forstyrrelser i disse stoffer. Særligt niveauet af signalstofferne dopamin og noradrenalin er lavt. Medicinsk behandling af ADHD øger mængden af de to signalstoffer i hjernen. Det forbedrer hjernens funktion.
Jeg fik intet ud af min skolegang. Jeg kunne ikke sidde stille og blev tit smidt udenfor døren. Jeg fik tit at vide: "Sid stille og tag dig sammen!". Tit havde jeg det indtryk, at jeg nok både var dum og doven.
Symptomer
Kernesymptomer
Symptomerne på ADHD ses også hos personer, som normalt ikke lever op til kriterierne for ADHD. Flere får fx symptomer i forbindelse med stress eller depression. Det er altså normalt, at ens opmærksomhed er svækket af andre grunde end ADHD.
På samme måde kan ADHD tage sig meget forskelligt ud. Det afhænger bl.a. af personlighed og omstændigheder i livet - fx om man har en støttende familie.
Nogle voksne med ADHD er gode til at mestre deres symptomer, så de tilsyneladende ikke bliver så hårdt ramt. Andre rammes hårdere, både symptom- og funktionsmæssigt.
Det er vigtigt at huske, at man ikke er sin diagnose. Man er en person med en diagnose.
Opmærksomhedsforstyrrelser
Stort set alle voksne med ADHD beskriver, at de altid har haft problemer med at koncentrere sig. Man har ofte svært ved at læse og udføre andre opgaver, der kræver koncentration. Det har man, fordi man bliver forstyrret af, alt det der foregår omkring en eller af egne tanker. Mange har derfor aldrig læst bøger.
Man kan også have svært ved at høre efter i samtaler, medmindre man synes indholdet er meget interessant. Man undgår ofte aktiviteter, der kræver meget koncentration, såsom foredrag og møder. Deltager man alligevel, får man ofte ikke meget ud af dem.
Man kan dog også opleve at være enormt fokuseret. Det bliver man oftest, når man synes noget er meget spændende og interessant. Det kan være aktiviteter, hvor der er en form for umiddelbar ”belønning”, fx computerspil. Her kan man opleve, at hele omverdenen lukkes ude.
Man kan også blive motiveret, hvis der er alvorlige negative konsekvenser ved ikke at udføre en opgave. Det kan fx være en kedelig men vigtig opgave på arbejdet, som man ved, at man er nødt til at ordne.
Hyperaktivitet / motorisk uro
For at stille diagnosen ADHD skal visse symptomer på hyperaktivitet være til stede. Hyperaktivitet aftager ofte med alderen. Det kan fx være, at det ændrer sig fra at være omkringfarende til at være rastløs.
Man sidder måske uroligt og flytter meget på sig under måltider, eller når man ser tv.
Mange piller ofte ved ting og har gang i flere aktiviteter samtidig. Det kan fx være TV, SMS og computer.
Impulsivitet
Voksne med ADHD lever ofte efter et her-og-nu princip. De kan have være svært ved at gøre brug af deres erfaringer og forudse, hvad handlinger kan medføre i fremtiden.
Mange har derfor svært ved at styre deres økonomi. Nogle står derfor opført i registre for dårlige betalere. Impulsiviteten aftager tit med alderen. Men den kan komme til udtryk i samtaler i form af verbal impulsivitet.
Korttidshukommelse
Udover kernesymptomerne viser ADHD sig også ofte som vanskeligheder med:
- Korttidshukommelse
- Tidsfornemmelse
- Regulering af følelser.
ADHD giver også problemer med tankeuro og søvnforstyrrelser. Disse vanskeligheder er næsten altid til stede hele livet.
Man kan komme til at gentage sig selv, da man tit glemmer, hvad man lige har sagt. Man glemmer fx, hvad man var i gang med, hvis telefonen ringer. Man går fra den ene aktivitet til den anden og glemmer ofte, hvad man går efter. Desuden glemmer man ofte, hvor man har lagt sine ting. Man må bruge tid på at lede efter fx nøgler eller mobiltelefon.
Tidsfornemmelse
Mange oplever at have en dårlig tidsfornemmelse. Man glemmer måske aftaler, kommer for sent til bussen og vender rundt på nat og dag.
Følelsesmæssig regulering
Næsten alle, der har ADHD, har svært ved at regulere deres følelser. Det problem er oftest livslangt. Man kan have et stort temperament som barn. I voksenalderen kan der være store svingninger i følelserne fra stor glæde til følelse af håbløshed.
Skiftene kan ske fra det ene øjeblik til det andet og uden hverken ydre eller indre årsag. Svingningerne er til stede flere gange i løbet af samme dag. Ofte bliver man også let irriteret. Det kan føre til konflikter i familien.
Der er aldrig ro i mit hoved. Der kører altid 6-7 forskellige tankespor, og jeg når ikke at tænke den ene tanke til ende, før den næste er der. Jeg ville ønske, at jeg havde en kontakt, hvor jeg kunne slukke for tankerne og få ro - specielt når jeg skal sove.
Tankeuro
Mange voksne patienter med ADHD beskriver et fænomen, man kan kalde popcorn-tanker. Alle mulige tanker popper ofte op i hovedet. Tankerne er uden sammenhæng med det, man taler om eller den aktivitet, man er i gang med. Det kan virke forstyrrende på de aktiviteter, man ellers var i gang med.
Søvnforstyrrelser
85% af voksne med ADHD har søvnforstyrrelser af forskellig art. Man har ofte vanskeligt ved at falde i søvn og vanskeligt ved at sove hele natten. Det kan også være svært at vågne om morgenen. Ofte er man ikke udhvilet, og det præger dagligdagen.
Symptomernes påvirkning på dit liv
Symptomerne kan give mange udfordringer i dagligdagen, fordi voksenlivet stiller mange krav. Man skal gerne indfri sine forpligtelser og:
- Overholde aftaler, hvilket kræver tidsfornemmelse
- Kunne vurdere og løse opgaver på uddannelse og arbejde
- Kunne regulere sine følelser, så man kan omgås andre på en ordentlig måde
- Være vedholdende, når ting er kedelige, så man kan gennemføre uddannelse og holde fast i et arbejde
- Undgå impulsive handlinger, så man ikke gør noget uovervejet
- Betale sine regninger til tiden og holde et budget.
På grund af indre og ydre uro ender nogen desuden i et misbrug af stoffer eller alkohol.
Symptomerne kan variere i sværhedsgrader
Symptomerne på ADHD kan variere i sværhedsgrad. Desuden er ikke alle symptomer nødvendigvis til stede altid. Stress og belastningstilstande som fx skilsmisse, arbejdsløshed og misbrug forværrer ofte symptomerne. Støttende relationer i familie, uddannelse og arbejde medfører en dæmpning af symptomerne.
Sådan bliver du henvist
Hvem kan henvise dig?
Kontakt din egen læge, hvis du har symptomer på psykisk sygdom. Din læge vil vurdere, om du skal have en henvisning til Psykiatrien i Region Midtjylland.
Lægevagten, privatpraktiserende psykiater eller fagfolk i kommunen (fx misbrugsrådgivere) kan også henvise til behandling i psykiatrien.
Hvis du bliver henvist
Når vi modtager din henvisning, vil vi vurdere, om du er i målgruppen for undersøgelse (udredning) eller behandling i Psykiatrien i Region Midtjylland. Hvis du er i målgruppen, vil du blive indkaldt til en samtale. Du får indkaldelsen med Digital Post.
Hvis du ikke er i målgruppen, får både du og den, der har henvist dig (fx egen læge), besked. Vi anbefaler, at du herefter tager kontakt til egen læge for at høre, hvilke andre tilbud og behandlingsmuligheder der kan være relevante for dig.
Sådan bliver du undersøgt for ADHD
Kriterier for at diagnosen ADHD kan stilles
For at du kan få stillet diagnosen ADHD, skal følgende være opfyldt:
- Du oplever kriterierne, som er beskrevet under enten opmærksomhedsforstyrrelse eller hyperaktivitet/impulsivitet
- Nogle af symptomerne på hyperaktivitet og uopmærksomhed, har været til stede før du fyldte 7 år.
- Problemerne ses i flere sammenhænge (fx både på arbejde/i skolen og derhjemme)
- Der skal være klart bevis for, at du oplever betydelige problemer socialt, på din uddannelse eller dit arbejde.
Der er ikke anden årsag til dine symptomerne – som fx skizofreni eller angst.
ADHD er en klinisk diagnose
ADHD er en klinisk diagnose. Det vil sige, at diagnosen stilles af din psykiater. Psykiateren har grundige samtaler med dig og dine pårørende. De bruges til at stille diagnosen. I samtalerne bliver der spurgt systematisk ind til hvilke symptomer og vanskeligheder, du har haft gennem livet.
I løbet af undersøgelsen bliver det vurderet, om disse symptomer har været til stede i både din barndom, ungdom og voksenalder. Det bliver også vurderet, om de har haft en sværhedsgrad, som opfylder kriterierne for at stille diagnosen. Ingen enkeltstående undersøgelse kan fastslå diagnosen.
Oplysninger fra pårørende
Undersøgelsen skal afdække, om dine symptomer har været til stede siden barndommen. Derfor er der normalt også brug for dine pårørendes oplysninger. Derudover vil der ofte blive indhentet oplysninger om, hvordan din skoletid har været. Hvis du tidligere har fået lavet psykiatriske undersøgelser, kan de også bidrage til at stille diagnosen.
Vurdering af egne vanskeligheder
Fra forskning ved man, at især unge med ADHD ofte er tilbøjelige til at undervurdere deres egne vanskeligheder. Det er ofte først omkring 25-30-årsalderen, at man har et mere realistisk billede af sig selv, og hvad man kan. Derfor vil supplerende oplysninger fra pårørende og tidligere professionelle (eksempelvis praktiserende læge) være vigtige.
Psykiske symptomer som ikke skyldes ADHD
I undersøgelsen vil psykiateren også afdække, om du oplever symptomer, som ikke skyldes ADHD. Det kan fx være symptomer på depression eller angst. Psykiateren spørger også ind til fysiske symptomer.
Undertyper af ADHD
Tre undertyper af ADHD
Traditionelt har man inddelt ADHD i tre undertyper. De er baseret på tilstedeværelsen af kernesymptomerne:
- Den kombinerede type
Har alle tre kernesymptomer - Den primært opmærksomhedsforstyrrede type - også kaldet ADD
Har problemer med at holde opmærksomheden men er ikke hyperaktiv - Den primært hyperaktive/impulsive type
Har hovedsageligt problemer med motorisk uro og impulsivitet
Omkring 85% af voksne med ADHD har den kombinerede type. Cirka 10% har den primært opmærksomhedsforstyrrede type og cirka 5% har den primært hyperaktive/impulsive type.
Det er dog vigtigt at vide, at man kan ændre type undervejs i sit liv. Man kan fx gå fra den kombinerede type som barn til den primært opmærksomhedsforstyrrede type som voksen.
Ledsagesygdomme
ADHD og ledsagesygdomme
At leve med ubehandlet ADHD medfører en betydelig forøget risiko for at udvikle andre sygdomme. Dels er der en øget risiko for at udvikle andre psykiske lidelser. Dels er der en øget risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Det er bl.a. sygdomme forbundet med overvægt og rygning, fx sukkersyge og hjertesygdomme.
Mange har også kroniske slidskader efter mange års hårdt fysisk arbejde. Heldigvis er det ofte sådan, at følgesygdommenes alvor aftager, når man får behandling for sin ADHD.
Behandlingssteder
Psykiatrien i Region Midtjylland behandler ADHD i disse teams:
- AUH Psykiatrien i Skejby: Team for ADHD, Psykiatrisk Klinik 2
- Regionspsykiatrien Horsens: Team for ADHD, Psykiatrisk Klinik 1
- Regionspsykiatrien Midt: Team for ADHD (Viborg)
- Regionspsykiatrien Randers: Psykiatrisk Klinik 2 og Psykiatrisk Klinik Rønde
- Regionspsykiatrien Gødstrup: Team for ADHD og Dobbeltdiagnoser
Hvordan behandler man ADHD?
Det er din kontaktperson i psykiatrien, der sammen med dig tager stilling til, hvordan din behandling skal tilrettelægges. Det sker på baggrund af en faglig vurdering samt i nogle tilfælde samtaler med læge eller psykolog.
Herunder skriver vi om forskellige behandlingsformer. Du vil ikke altid få tilbudt alle former for behandling. Medicin vil typisk være en central del af behandlingen.
Behandlingsmuligheder
Medicinsk behandling
Hvis du har ADHD, er medicinsk behandling ofte nødvendig. Medicinen virker ved at påvirke udvalgte signalstoffer i hjernen.
De mest anvendte lægemidler er methylphenidat og lisdexamfetamin. Atomoxetin bliver også ofte anvendt. Methylphenidat og lisdexamfetamin virker hurtigere på symptomerne.
Principperne for behandlingen er, at man skal have effekt af medicinen i de timer af dagen, hvor man har behov for den.
Nogle gange vil der være brug for, at man øger eller nedsætter mængden af medicin eller skifter til et andet lægemiddel for at opnå den bedste effekt og undgå bivirkninger. Der er god dokumentation for effekt og sikkerhed af den medicinske behandling.
Inden du starter på medicinen, vil du blive spurgt om, hvorvidt du har andre fysiske eller psykiske lidelser, der kan have betydning for valg af medicin. Du vil få målt blodtryk, puls, vægt og højde. Du vil også få taget blodprøver og målt din hjerterytme med et EKG (elektrokardiogram). Du vil ligeledes blive spurgt ind til din livssituation.
Medicin mod ADHD og andre former for medicin
Medicinsk behandling for ADHD kan kombineres med medicinsk behandling for andre psykiske og fysiske lidelser. Det kan f.eks. være medicin mod angst eller depression.
Hvis du har andre sygdomme
Det kan være, du skal have behandling for anden fysisk eller psykisk sygdom, før du kan få behandling for din ADHD. Hvis du har et misbrug, skal der måske også tages hånd om det, før du kan få ADHD-behandling.
Undervisning om ADHD
Du vil muligvis blive tilbudt undervisning om ADHD. Undervisning om psykiske lidelser kaldes også for psykoedukation. Her vil du blive undervist i relevante forhold omkring ADHD. Der vil især blive lagt vægt på, hvordan du håndterer livet med ADHD. Du vil også få viden om, hvilke støttemuligheder der er i hjemmet, på arbejdet eller uddannelsen. Undervisningen foregår som regel i grupper.
Samtaler
Samtaler med læge, psykolog eller sygeplejerske er en del af behandlingen. I starten vil samtalerne dreje sig meget om den medicinske behandling, så den kan blive tilpasset dig.
Samtalerne vil også fokusere på, hvordan du alene og sammen med dine pårørende kan håndtere de vanskeligheder, der er forbundet med at have ADHD. Herunder vil man typisk komme ind på, om der er hjælpemidler, som du kan bruge i hverdagen. Det kan fx være huskesedler eller alarmer, der hjælper dig med at huske opgaver.
I forbindelse med behandlingen vil der ofte også komme psykiske reaktioner. Det kan fx være frustrationer og sorgreaktioner. Det tager dig og din kontaktperson også hånd om i samtalerne.
Igennem samtalerne kan det være, din behandler ser tegn på, at du kan have en anden fysisk eller psykisk sygdom. I så fald vil du blive undersøgt for det. Læs mere på siden om undersøgelse for ADHD hos voksne.
Psykoterapi
Psykoterapi er generelt ikke en del af behandlingstilbuddet. Det kan dog blive tilbudt i sjældne tilfælde. Her vil det typisk være en forudsætning, at man samtidig er i medicinsk behandling.
Undersøgelser peger på, at psykoterapi i form af kognitiv adfærdsterapi kan have god effekt i kombination med medicin. Denne terapiform er meget struktureret og fokuserer på de daglige udfordringer, der er forbundet med ADHD.
Sociale støttemuligheder
Ofte vil der være brug for støtte fra kommunen. Din kontaktperson i psykiatrien kan hjælpe dig med at skabe og vedligeholde kontakt til kommunen. Hvis du har en mestringsvejleder, kan han eller hun også deltage i samtalerne.
Der kan fx være behov for hjælp til de daglige funktioner i hjemmet eller for en mentorordning på din arbejdsplads. Det kan også være, at du har behov for at søge om handicap-kompenserende SU, hvis du er under uddannelse. Ofte kan der også være brug for ændringer af de fysiske rammer på dit uddannelsessted eller din arbejdsplads. Det kan være i form af afskærmning fra ydre distraherende stimuli.
Gode råd til dig, der har ADHD
Hvilke muligheder er der for forebyggelse?
For de fleste er ADHD noget, man skal leve med hele livet. Du kan dog sagtens opleve perioder, hvor du har det bedre end normalt. Tilsvarende kan der også være særligt vanskelige perioder. Det kan fx være, hvis du oplever mobning eller dødsfald i familien.
Der er flere ting du kan gøre for at gøre din dagligdag lettere:
Husk din medicin
For at forebygge, at du får det dårligere, er det vigtigt, at du tager din medicin som aftalt. Når man har ADHD, kan der dog være en risiko for, at man glemmer at tage sin medicin. Det kan også være svært at opretholde struktur og rytme.
Oprethold en normal døgnrytme og en dagstruktur
Som voksen med ADHD kan du have brug for dagligt at anvende hjælpemidler og huskeregler til at strukturere dagligdagen.
Inddrag pårørende i behandlingen
Dine pårørende kan fx hjælpe dig med at huske medicin. De kan også være med til at opretholde struktur i din hverdag. Dine pårørende vil oftest være dem, der først ser ændringer i din adfærd og dit temperament. De kan ofte også være opmærksomme på, om en depression er under opsejling.
Hvad kan du selv gøre, hvis du lider af ADHD?
Lær din ADHD at kende
Modtag tilbud om undervisning.
Følg den medicinske behandling
Hold ikke op med medicin på egen hånd. Drøft det først med din læge.
Gør brug af din kontaktperson i psykiatrien
Tal med din læge, sygeplejerske eller psykolog.
Tal med dine nærmeste
Det er vigtigt, at du taler med dine pårørende om de vanskeligheder, der er i forbindelse med din ADHD.
Undgå alkohol i større mængder
Det er også vigtigt, at du undgår sovemedicin og beroligende medicin, der ofte forværrer tilstanden.
Få motion
Det kan ofte være med til at formindske stress og indvendig uro og følelse af ubehag.
Stil fornuftige krav til dig selv
Mange med ADHD tror, at de kan nå meget mere, end de kan.
Sørg for at planlægge din dag
Brug en ugekalender og et struktureret dagskema. Udfyld kalenderen sammen med dine nærmeste.
Sørg for at få en god søvn og sund kost
Gode vaner kan give dig et ekstra overskud
Sluk computer og tv til faste tider
Det er vigtigt, at du kan opretholde din døgnrytme. Stil evt. en alarm til at gøre dig opmærksom på, når du skal gå i seng.
Vær åben om din sygdom, når det er hensigtsmæssigt
Det gælder både i familien, under uddannelse og på arbejde.
Voksen med ADHD
Hyperaktivitet dæmpes oftest med årene. Derfor troede man før, at ADHD var noget, man ’voksede fra’. I dag ved vi fra forskning, at cirka to ud af tre børn, der har fået diagnosen ADHD, også er påvirkede som voksne.
Kernesymptomerne kan føre til, at man har svært ved at fungere i sin dagligdag. Det kan både være i familien, på arbejdet og i fritiden. Vanskelighederne kan desuden stige med voksende krav. Det kan eksempelvis være, når man flytter hjemmefra, eller når man får børn. Udfordringerne kan føre til lavt selvværd. Voksne med ADHD kan også have betydelige forstyrrelser ift. søvn. Det kan forværre symptomerne i dagtimerne.
Forskning har vist, at helt op til 80% af voksne med ADHD udvikler andre psykiske lidelser. Det drejer sig blandt andet om depression og angst.
Gode råd til dig, der er pårørende
Hvad kan pårørende gøre?
Når et voksent menneske får stillet diagnosen ADHD, er der ofte gået mange år forud, som kan have slidt på de nære relationer. Det kan være i forhold til søskende og forældre eller i forhold til en samlever/ægtefælle. Mange pårørende har oplevet afmagtsfølelse, vrede eller dyb frustration.
Som forælder til et barn med ADHD kan der have været store krav til overblik, planlægning og evne til at skabe struktur. Og selvom det voksne barn er flyttet hjemmefra, kan der måske stadig være brug for hjælp. Som samlever eller ægtefælle til et menneske med ADHD kan man måske også opleve, at man skal hjælpe for at få dagligdagen til at hænge sammen.
Nogle af de ting, du kan gøre som pårørende er:
Deltag i behandlingen i det omfang det er muligt og giver mening
Det er vigtigt at have viden om sygdommen og om behandlingen. Det er en god idé regelmæssigt at deltage i opfølgende samtaler med kontaktpersonen i psykiatrien.
Hjælp med dagligdagens gøremål
Planlægning og igangsætning af mange konkrete gøremål kan være svære for personen med ADHD. Der kan fx være brug for hjælp til at åbne post og forholde sig til indholdet, at vaske tøj og gøre rent. Vigtige informationer må ofte gentages og evt. nedskrives.
Forsøg at finde en god rollefordeling
For de pårørende kan det ofte være svært at finde balancen. Hvor meget skal man hjælpe? Det kan i særlig grad være svært for forældre i den fase, hvor personen med ADHD går fra ung til voksen, og hvor den unge gerne vil klare sig selv uden indblanding fra sine forældre. For ægtefæller og samlevere kan det være svært at forblive jævnbyrdige partnere i et forhold, hvor balancen i forhold til overblik og planlægning er forrykket.
Hjælp med at strukturere dagligdagen
Som forældre til hjemmeboende unge med ADHD, kan man støtte ved at være med til at strukturere hverdagen, opretholde en stabil rytme og bakke op om evt. medicinsk behandling. Det samme gør sig gældende for samlevere/ægtefæller til personer med ADHD. Brug af tekniske hjælpemidler såsom kalendere, mobiltelefoner og ugeplaner kan være en hjælp i dagligdagen.
Hvad kan du som pårørende gøre for dig selv?
Deltag i undervisning
Du kan få en større forståelse for ADHD, hvis du deltager i psykoedukation med den, der lider af ADHD. Det dæmper ofte skyldfølelsen og følelsen af ikke at slå til, som mange pårørende har. Undervisningen hjælper jer til at håndtere de daglige udfordringer i hjemmet på den mest hensigtsmæssige måde.
Opsøg patient- og pårørendeforeninger
Man kan også melde sig ind i en patient- og pårørendeforening, fx ADHD-foreningen eller SIND’s pårørenderådgivning. Foreningerne afholder møder og kurser og har telefonrådgivning.
Pas på dig selv
Det er også vigtigt, at du giver dig selv lov til at tilgodese dine egne behov. Du kan ikke have overskud til at hjælpe og være den ansvarlige hele tiden.
Søg hjælp i det offentlige
Måske kan jeres familie have behov for at få ekstra støtte via det kommunale system. Det kan kontaktpersonen ofte hjælpe med.
Søg om nødvendigt egen læge
Hvis du med baggrund i mange års følelsesmæssig overbelastning udvikler udtalt angst eller depressive symptomer, bør du opsøge din egen læge for at få hjælp. I nogle tilfælde er der mulighed for henvisning til praktiserende psykolog med sygesikringstilskud.
Vær opmærksom på børn
Når den voksne med ADHD har børn, skal der være særlig opmærksomhed på deres behov og reaktioner. Mange steder gives der et tilbud til børn om samtaler. Det kan fx være familiesamtaler på behandlingsstedet. Nogle kommuner opretter børnegrupper til børn af forældre med psykiske lidelser.
Børn i familien
Har din mor eller far en psykisk sygdom?
- så tag et kig på vores side om at være barn i en familie med psykisk sygdom. Her er vigtig viden og gode råd til dig, der har en forælder med en psykisk sygdom.
Foreninger og tilbud til børn og unge
Mindhelper - guider unge gennem hårde tider
Råd og vejledning til unge mellem 13-20 år
mindhelper.dk
Snak om det
Inspiration til snak med børn om sindet og psykiske lidelser
snakomdet.dk
Headspace
Rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år
headspace.dk
BørneTelefonen
Rådgivningstilbud til børn. Man kan ringe, skrive eller chatte med BørneTelefonen.
bornetelefonen.dk
Telefon: 116 111
Den Psykiatriske Rådgivningstelefon
Du kan døgnet rundt ringe anonymt til Psykiatrisk Rådgivningstelefon og få rådgivning på 78 47 04 70. Her sidder psykiatriske medarbejdere, der kan give dig vejledning.
Rådgiverne kan ikke yde behandling og du kan ikke blive indlagt via Rådgivningstelefonen.
Tekst på denne side er opdateret januar 2022 (version 1.04).
Senest revideret af: Simon Hjerrild, overlæge på Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien og Charlotte Emborg Mafi, ledende overlæge på Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Direkte link til vores sider om ADHD hos voksne:
www.adhd2.ps.rm.dk
Direkte link til denne side: www.print.adhd2.ps.rm.dk