Alle mennesker oplever af og til angst og bekymringer. Det er helt naturligt. Angst kan beskytte dig, når du føler dig truet, fordi angsten får dig til at passe på dig selv. Bekymringer kan også være gode, fordi de får dig til at tænke dig om, før du handler.

Det er naturligt, at et barn oplever angst. Angst kan fx opstå, når det lille barn bliver adskilt fra sine forældre, fordi det skal starte i vuggestue. Et lidt større barn vil typisk være bange for mørke eller fremmede mennesker. En teenager kan have svært ved at forholde sig til de sociale forandringer ift. venner, kærester og fester. At opleve kortere perioder med angst er almindeligt og ikke ensbetydende med, at barnet lider af angst.

Angst bliver først til en psykisk sygdom, når den er "løbet løbsk" og gør dagligdagen svær. Det kan fx være, hvis angsten forhindrer dig i at gå i skole, eller hvis du ikke tør forlade hjemmet alene. 

Nogle gange påvirker angsten også familielivet. Det kan ske, hvis der bliver taget så meget hensyn til angsten, at din familie ikke længere kan fungere på almindelig vis. Det kan fx være, hvis du er så angst for at gå i skole, at din mor eller far må blive hjemme fra arbejde. Eller hvis du er så nervøs for at sove din egen seng, at du må sove hos dine forældrene.

Der er ikke én forklaring på, hvorfor nogle børn og unge får angst. Flere ting har betydning for, om sygdommen opstår.

I nogle tilfælde er der en klar begivenhed, som udløser angsten. Det kan fx være, hvis dine forældre bliver skilt, eller hvis du bliver drillet i skolen.

I andre tilfælde kommer angsten ud af det blå. Det, der kan føre til angst hos ét barn, kan blot være en midlertidig stressfaktor hos et andet.

Forskning tyder på, at der ikke findes et særligt gen for angst. Du kan altså ikke arve angst fra dine forældre.

Forskere har dog fundet frem til, at der findes en følsomhed, som godt kan gå i arv. I nogle familier ser man fx, at den ene forælder er mere nervøst anlagt end den anden. I andre familier kan man se mere alvorlig angst hos én af forældrene eller andre nære slægtninge. Det øger risikoen for, at barnet også udvikler angst.

At være født med denne følsomhed er ikke kun negativt. En større følsomhed kan betyde, at barnet bliver meget omsorgsfuldt og empatisk. Samtidig giver følsomheden dog også en større risiko for, at barnet udvikler bekymringer, angst og tristhed.

Som forælder kan du komme til at fastholde dit barns angst ved at overbeskytte det. Hvis du eller barnets anden forælder selv er plaget af angst, kan jeres barn let komme til også at se verden som et farligt sted. Af den grund kan jeres barn begynde at kopiere jeres adfærd.

Hvis en mor fx er bange for at tage telefonen, fordi det giver hende angst ikke at vide, hvem der er i den anden ende af røret, kan hendes barn også blive bange for at tage telefonen. Derfor begynder det at undgå det – selvom barnet til at begynde med ikke var bange for at tage telefonen.

Når du mærker angst, gør din krop sig klar til kamp eller flugt. Derfor får du spændte muskler og hurtig hjertebanken. Mentalt vil du også være ’på vagt’ og meget opmærksom på alt omkring dig.

Måske mærker du også fysisk ubehag. Det kan være mave- og hovedpine, diarre, opkastninger eller træthed. 

Når du har angst, vil dine tanker ofte kredse om, at der er en fare eller trussel på vej. Du kan have tanker om, at en ulykke vil ramme dig selv eller din familie, eller at du vil komme til at gøre noget forkert og blive til grin. Ofte er du ikke i stand til at se situationen fra et mindre farligt perspektiv.

Din adfærd, altså hvad du siger og gør, bliver automatisk påvirket af dine negative tanker og fysiske reaktioner. Du kan fx reagere ved at blive vred, anspændt eller opkørt.

Samtidig vil du sikkert forsøge at undgå det, der giver dig angst. Det kaldes ’undgåelsesadfærd’. Det kan være ’tydelig undgåelse’. Fx at nægte at sove i et mørkt rum, hvis du er bange for mørke. Det kan også være mere ’tilsløret undgåelse'. Fx at bruge hovedpine som undskyldning, hvis du er bange for at deltage i et socialt arrangement.

Angst ses i forskellige grader. Befinder du dig i den ene ende af skalaen, har du så svær angst, at du ikke kan gå i skole eller være sammen med dine venner.

Er du i den anden ende af skalaen, mærker du kun angsten i enkelte situationer. Resten af tiden klarer du sig ligeså godt som dine jævnaldrende. Hvor plaget af angst, du er, kan også variere fra dag til dag.