Psykiatrien i Region Midtjylland behandler bipolar lidelse i disse teams:

• AUH Psykiatrien i Skejby: Klinik for Bipolar Sygdom
• Regionspsykiatrien Horsens: Team for mani og depression, Psykiatrisk Klinik 2
• Regionspsykiatrien Midt: Team for Depression og Mani i Viborg og Team for Depression og Mani i Silkeborg
• Regionspsykiatrien Randers: Psykiatrisk Klinik 1 i Randers og Psykiatrisk Klinik, Rønde
• Regionspsykiatrien Gødstrup: Team for Affektive Lidelser

Formålet med at behandle din bipolare lidelse er at forebygge sygdomsperioder og derved øge din livskvalitet. Behandlingen bliver tilpasset dig og de forskellige faser af dit sygdomsforløb. Det kan også være et element i behandlingen at inddrage dine pårørende.

Det er ofte nødvendigt at blive indlagt, hvis man har en mani, en svær depression eller en svær blandingstilstand. For nogle kan det være nødvendigt at blive tvangsindlagt.

Lettere sygdomsepisoder kan behandles uden indlæggelse hos praktiserende psykiater, på psykiatrisk klinik eller hos praktiserende læge. 

Hvis man er gravid eller forsøger at blive gravid, vil man blive henvist til hospitalspsykiatrien, da der er øget risiko for tilbagefald i forbindelse med graviditet. Samtidig er der behov for rådgivning om, hvilken forebyggende medicin, der er den rette under graviditeten.

Medicin spiller en afgørende rolle i både den akutte fase og i den forebyggende behandling.

ECT (elektrostimulationsbehandling) anvendes af og til i den akutte behandling - især ved svære depressioner eller svære blandingstilstande. Læs om behandling med ECT

TMS/Transkranial magnetstimulation kan anvendes mod depression hos patienter, der ikke har haft mani. 

Læs om behandling med TMS på Afdeling for Depression og Angst

Læs om behandling med TMS i Regionspsykiatrien Midt

Læs om behandling med TMS i Regionspsykiatrien Vest

Når man er i en nogenlunde stabil fase, er det ofte en god ide at kombinere medicin med forskellige former for samtaleterapi og psykoedukation.

Psykoedukation er en form for dialogbaseret undervisning om sygdommen og dens behandling.

I de tilfælde, hvor du samtidigt har anden psykisk lidelse, vil det være ofte være nødvendigt at behandle denne, når den bipolare lidelse er tilstrækkeligt stabiliseret.

Medicin mod bipolar lidelse – stemningsstabiliserende medicin – kan behandle og forebygge depression, mani og blandingstilstand hos de fleste.

Der findes tre overordnede typer af stemningsstabiliserende medicin:

• Lithium
• Medicin mod epilepsi (antiepileptika)
• Medicin mod psykoser (antipsykotika)

De fleste med bipolar lidelse bliver anbefalet en langvarig forebyggende medicinsk behandling.

Nogle vil få anbefalet forebyggende behandling allerede efter første sygdomsepisode.

Hvilken behandling, lægen anbefaler til dig, afhænger blandt andet af, hvilke virkninger og bivirkninger, du tidligere har haft med medicin og af det hidtidige sygdomsforløb.

Læs mere på siden om Stemningsstabiliserende medicin.

De fleste mennesker med bipolar lidelse kan i perioder have svært ved at acceptere, at det er nødvendigt at skulle tage medicin. Det kan skyldes ens opfattelse af sygdommen, ubehagelige bivirkninger eller en længsel efter hypomane perioder.

Nogle føler at 'det maniske jeg' er deres 'rigtige' jeg. Det kan derfor være svært og føles forkert at tage medicin, når man er i en stabil periode. Hvis du har det sådan, er det vigtigt at du tager en snak med din behandler og ser på fordele og ulemper ved den medicinske behandling.

Psykoedukation er undervisning i egen sygdom. Du kan deltage i psykoedukation som en del af din personlige behandling eller som en del af et gruppeforløb.

Til psykoedukation får du blandt andet information om:

• Din diagnose
• Fremtidsudsigter
• Årsager
• Muligheder for behandling og forebyggelse.

Til psykoedukation er der særligt fokus på forhold, der er væsentlige for din håndtering af sygdommen og for forebyggelsen af tilbagefald.

Når du er i en nogenlunde stabil fase, er det en god ide at udarbejde en personlig forebyggelsesplan. Det kan evt. være i samarbejde med dine pårørende.

I en forebyggelsesplan skriver du:

• Dine tidlige advarselstegn ved hypomani/mani, blandingstilstand og depression
• Eventuelle udløsende faktorer
• En plan for, hvad du kan gøre, hvis der er tegn på, at en sygdomsepisode er under udvikling.

Medicin kan efter behov kombineres med støttende samtaler eller psykoterapi. Samtalebehandlingen kan foregå individuelt eller i gruppe.

Indholdet i dit behandlingsforløb afhænger af dit behov og tilpasses løbende de enkelte faser i dit sygdomsforløb.

• Hvis du er i en depressiv fase, vil du typisk have brug for hjælp til at bryde depressive adfærdsmønstre. Det kan fx være inaktivitet, isolation og passivitet. Gøremål, der virker uoverkommelige, kan deles op i mindre og mere overskuelige opgaver.
• Når de værste depressive symptomer er trådt i baggrunden, kan du arbejde med den depressive tænkning. Det sker med henblik på at finde alternative og mere nuancerede måder at tænke på.
• Hvis du udvikler lettere symptomer på mani, kan behandleren hjælpe dig med at begrænse aktiviteter og stimuli. Behandleren kan også støtte dig i at overveje fordele og ulemper ved at handle på impulser eller ”gode ideer”.
• Et vigtigt mål i den forebyggende behandling er at lære at håndtere stress eller at undgå stress på en hensigtsmæssig måde. Det kan fx være stresshåndtering i forhold til job, uddannelse, fritid eller nære forhold. Du kan også få hjælp til at stabilisere daglige rutiner, sociale aktiviteter og søvnmønstre.
• På det følelsesmæssige plan kan du have behov for at bearbejde tab, krænkelser og nederlag, der typisk følger i kølvandet på sygdommen. Det kan fx være sorg over tab af nære relationer eller sorg over at måtte afbryde et studie eller et arbejdsforhold.
• Et andet tema er skyld og skam knyttet til handlinger udført i maniske eller depressive perioder. Nogle kan have behov for hjælp til at forholde sig til en oplevelse af stigmatisering, dvs. en følelse af at være anderledes og mærket på grund af sygdommen.
• Andre kan have behov for at arbejde med personlighedsmæssige vanskeligheder, der kan være en konsekvens af selve sygdommen og/eller hænge sammen med temperament, opvækstforhold og øvrig livshistorie.