Livet med depression som barn eller ung
Gode råd til dig, der har en depression.
Gode råd til dig, der har en depression
Lav nogle af de ting, som plejer at gøre dig glad
Hvis du har en depression, er det en god idé, at du stadig prøver at gøre nogle af de ting, du plejer at kunne lide – måske bare i kortere tid. Du kan f.eks. mødes i kortere tid med din kammerat, se en film med familien eller dyrke lidt sport.
Kend dine egne grænser
Måske har du ikke energi eller kræfter til at gøre noget så længe ad gangen, men så kan du gøre det i kortere tid. Vær ærlig overfor dine omgivelser. Fortæl hvornår du kører træt og har brug for en pause eller for at stoppe.
Hvis det eksempelvis er for hårdt for dig at klare en hel skoledag, kan du sammen med dine forældre og lærere måske aftale, at du har kortere skoledage i en periode. Giv dig selv pauser i løbet af dagen til at slappe af.
Få frisk luft og spis sundt
Det hjælper ofte lidt på humøret at bevæge sig og få frisk luft hver dag, selvom du måske ikke har så meget lyst eller energi til det. Det giver også kræfter at spise dine daglige måltider (hverken mindre eller større portioner), selvom du måske ikke har så meget lyst til mad eller har mere lyst til usunde ting.
Gå i seng og stå op på nogenlunde faste tidspunkter
Hvis du har svært ved at falde i søvn om aftenen, er det alligevel bedst ikke at gå for sent i seng. Det gør det sværere at komme op igen næste morgen. Hvis du er træt i løbet af dagen og har brug for et hvil, så sov ikke for længe – ellers er det svært at falde i søvn igen om aftenen.
"Jeg var bange for, at mine kammerater ville tro, at jeg pjækkede, hvis de så mig ude, og jeg ikke havde været i skole. Det hjalp, at min klasselærer fortalte dem, at vi havde en aftale om, hvornår jeg skulle gå i skole."
Vær åben overfor dine forældre
Fortæl dine forældre, når du har det særligt svært, så I kan være lidt sammen. Måske kan I snakke eller finde på noget at lave sammen, som kan få dig lidt væk fra dine triste tanker. Hvis man er ked af det, føles det som regel værre, hvis man er alene med det.
Har du ikke forældre, du kan betro dig til, så forsøg at finde nære relationer at betro dig til. Det kan fx være en bedsteforælder eller en anden voksen i din familie, som du er tryg ved. Det kan måske også være din skolelærer eller en pædagog.
Fortæl også, hvis du har selvmordstanker eller selvmordsplaner. Dine forældre eller nære vil hjælpe dig igennem de svære perioder, så der ikke sker dig noget.
Hold kontaken ved lige med dine nærmeste kammerater
Det er en god idé stadig at have kontakt med dine kammerater - måske med ham eller hende, du er tættest på. Selvom du måske er for træt til besøg, kan I stadig skrive sammen.
Fortæl dine nærmeste kammerater, at du har en depression eller få hjælp til at fortælle det. Fortæl dem, at du lige nu ikke kan klare det, som du plejer, eller ikke har lyst til så meget af det, som du plejer. Måske kan dine forældre hjælpe dig.
Det er også bedst, at dine forældre giver din lærer og klasse besked, så de kan tage hensyn til dig, og du ikke behøver at lade som om, du har det bedre, end du har.
Skriv de ting ned, du skal huske
Hvis du har svært ved at koncentrere dig, kan du prøve at skrive de ting ned, du skal huske.
Det skal du huske
Depression er en sygdom og ikke nogens skyld. Langt de fleste depressioner går over, når du får behandling.
Brug tilbud til børn og unge med depression
Der findes både telefonrådgivning og andre tilbud til børn og unge med depression. På Mindhelper kan du se, hvilke forskellige tilbud, der findes.
Tekst på denne side er opdateret december 2021 (version 1.03).
Forfatter: Katie Powell, specialpsykolog, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Senest revideret af: Merete Juul Sørensen, ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Direkte link til vores sider om depression hos børn og unge: www.dep1.ps.rm.dk