Vi vil gerne byde dig og dine pårørende velkommen til sengeafsnit 4 i Afdeling for Depression og Angst (ADA).
Gå direkte til:
Velkommen til Sengeafsnit 4
På sengeafsnit 4 er der 24 sengestuer, hvoraf to er dobbeltstuer. Du kan under din indlæggelse blive bedt om at flytte på dobbeltstue. Der er i alt plads til 26 patienter. Dørene på afsnittet er låst af hensyn til dig og de andre patienter.
Plejepersonalet består af sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter samt elever og studerende. Behandlergruppen består af læger og psykologer.
På afsnittet er der også peermedarbejder, sekretærer, socialrådgiver og servicemedarbejdere. Du kan også møde bioanalytikere og patientrådgivere. Afsnittet ledes af to oversygeplejersker og en overlæge. Alle ansatte har tavshedspligt.
Undersøgelse og behandling
Behandlingsplan
Din kontaktperson og din behandlingsansvarlige læge eller psykolog udarbejder en behandlingsplan sammen med dig. Det sker i starten af din indlæggelse.
Vi tilbyder en række ikke-medicinske tiltag, som kan forebygge, aflede eller give ro. Fx massagestol, sansestol, lydterapi, akupunktur (NADA) m.m.
Plejepersonalet administrerer al medicin. Hvis du medbringer medicin, opbevarer vi den i et aflåst rum. Plejepersonalet doserer din faste medicin og kan derudover tilbyde dig medicin ved behov.
Kontaktperson
Du får en kontaktperson i hver dagvagt og aftenvagt. Kontaktpersonen vil støtte og vejlede dig. Du kan altid se, hvem der er din kontaktperson, på patientskærmene i afsnittet.
Du får også tilknyttet en læge eller psykolog, som vil være ansvarlig for din behandling under hele indlæggelsen.
Pårørende og besøg
Du er velkommen til at få besøg af dine pårørende.
Vi vil gerne inddrage dine pårørende i behandlingen. Det kan fx være familie eller en nær ven. Vi vil så hurtigt som muligt tilbyde dine pårørende en samtale med dig og dit behandlerteam. Dine pårørende er også velkomne til at deltage i lægesamtaler eller have samtaler med din kontaktperson, dog kun efter aftale med dig.
Hvis du har børn under 18 år, tilbyder vi en familiesamtale. Her er der fokus på børnenes behov for støtte eller undervisning.
Vi tilbyder støttende pårørendesamtaler. Det er en uformel samtale mellem dine pårørende og vores peermedarbejder. Hvis vores peermedarbejder er fraværende (fx pga. ferie), er der desværre ikke mulighed for støttende pårørendesamtaler.
Udskrivning
Når du bliver indlagt, vil vi snakke med dig om, hvor længe vi forventer, at du skal være indlagt. Det kan dog godt ændre sig undervejs. Din indlæggelse kan derfor blive kortere eller længere, end først antaget.
Du kan anmode om at blive udskrevet tidligere. Du skal tale med afsnittets læger eller hospitalets vagtlæge, som vil tage stilling til din anmodning.
Hvis du modtager støtte efter Servicelovens afsnit 5 (fx hjemmepleje eller bostøtte), vil vi udarbejde en udskrivningsaftale med de forskellige samarbejdspartnere. Udskrivningsaftalen kan være med til at forebygge, at du får brug for en akut indlæggelse.
Når vi udskriver dig, vil din egen læge modtage et udskrivningsbrev (en epikrise). Du kan se din journal på www.sundhed.dk.
Praktiske oplysninger
Måltider bliver serveret af personalet i fællesmiljøet.
Morgenmad kl. 8.00
Frokost kl. 12.00
Aftensmad kl. 18.00.
På patientskærmene i afsnittet kan du se:
tidspunkter for måltider
morgenmøde
dagens kontaktpersoner
hvilket personale, der er på arbejde i dag-, aften- og nattevagt
åbningstider for kiosk.
I fællesområdet har vi fjernsyn, Playstation, brætspil og puslespil. Du må ikke selv medbringe TV. I det kreative rum kan du tegne, male, arbejde med ler, sy, lave perler m.m. Vi har også fælles gåture, træningscenter, individuel fysio- og ergoterapi, holdtræning m.m.
Du må som udgangspunkt gerne benytte din egen mobiltelefon, computer og tablet på din stue. Personalet kan hjælpe med en kode til wifi. Du kan læse mere i vores husorden.
Når du bliver indlagt, vil vi gennemgå alle dine medbragte ting sammen med dig. Det sker af hensyn til sikkerheden. Hvis du har skarpe genstande, vil vi opbevare dem i et aflåst skab. Det er ikke tilladt at have alkohol og rusmidler på hospitalet.
Du må gerne sende og modtage post. Hvis vi får mistanke om indsmugling af medicin, alkohol, rusmidler eller farlige/ulovlige genstande, træffer vi de fornødne foranstaltninger. Ulovlige rusmidler og ulovlige genstande overdrages til politiet.
Vi anbefaler, at du ikke opbevarer værdigenstande eller store kontantbeløb i afsnittet. Du kan opbevare dine ejendele i et aflåst skab på stuen.
Vi anbefaler, at du ikke handler, bytter, låner eller spiller om penge m.m. med medpatienter. Læs mere i vores husorden.
Du må gerne ryge udenfor i gårdhaven. Her er der elektriske cigarettændere. Af hensyn til brandsikkerheden må du ikke ryge indendørs, tænde stearinlys eller opbevare lightere eller tændstikkere.
For at du kan få gjort rent på din sengestue, skal der være så ryddeligt at rengøringspersonalet kan komme til.
Du har mulighed for at klage, hvis der er forhold omkring din behandling og indlæggelse, som du ikke er tilfreds med. Du kan i første omgang henvende dig til din kontaktpersonen, som kan give mere information om, hvordan du kan klage. Du kan også læse om klagemuligheder på vores hjemmeside www.klag.ps.rm.dk.
Du kan parkere i parkeringshuset P20 ved indgang J eller på parkeringspladserne P1, P21 eller P22, der alle har indgang til psykiatrien. I p-automaten kan du ud over timebetaling også købe uge- eller månedsbillet.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/664688
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.