Enhed for Selvmordsforebyggelse er et gratis tilbud om samtaler og rådgivning til dig, der har forsøgt selvmord eller har alvorlige selvmordstanker.
Gå direkte til:
Velkommen til Enhed for Selvmordsforebyggelse
Vi tilbyder samtaler og rådgivning til både dig og dine pårørende. Det kan du læse mere om her.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Om enhed for selvmordsforebyggelse
Vi er et ambulant tilbud. Det vil sige, at du ikke er indlagt, men kommer i enheden og får hjælp.
Her vil du møde psykologer og sekretærer. Personalet har tavshedspligt. Med dit samtykke samarbejder vi med praktiserende læger og andre relevante parter med kendskab til din situation.
Undersøgelse og behandling
De fleste, der forsøger selvmord, fortryder før eller siden, og vi vil gerne hjælpe med at forebygge, at du kommer i en situation, hvor du kommer til at gøre skade på dig selv. I samarbejde med din behandler får du mulighed for at finde og afprøve løsninger, der passer til dig.
Før behandlingen går i gang, er det vigtigt, at du og din behandler bliver enige om, hvad der er de vigtigste problemer.
Til de to første samtaler tages der stilling til, om du tilhører enhedens målgruppe.
Din behandling består af et kort samtaleforløb, der fokuserer på din selvmordsproblematik og på at forebygge tilbagefald. Hver samtale varer cirka 45 minutter.
Til samtalen vil vi:
Finde alternative løsninger på problemerne og lære af det, der er sket
Anvende terapeutiske metoder, der bliver tilpasset din situation og behov
Lave en sikkerhedsplan, om hvordan du kan lære at håndtere selvmordskriser, der måtte opstå undervejs.
Behandlingen går lettest, hvis du er aktiv i samarbejdet med behandleren. Vi forventer, at du overholder dine aftaler og giver besked (senest dagen før), hvis du bliver forhindret i en samtale.
Det er vigtigt, at du fortæller din behandler eller sekretæren, hvis du skifter adresse eller telefonnummer undervejs, så vi altid kan komme i kontakt med dig.
Du kan få en påmindelse pr. sms 24 og 2 timer før, du skal møde til samtale.
Du får en fast behandler som kontaktperson
Du får tilknyttet en fast behandler gennem hele forløbet. Behandleren er også din kontaktperson, som følger dig tæt, og skal sørge for sammenhæng i dit forløb.
Din behandler samarbejder med de øvrige behandlere for at hjælpe dig bedst muligt og inddrager din praktiserende læge, der oftest står for den medicinske behandling.
Pårørende
Vi vil gerne inddrage dine pårørende i behandlingen. Det kan være familie, en nær ven eller en anden, der kan støtte dig. Hvis du ønsker det, kan du aftale med din behandler, at du inviterer en eller flere med til en pårørendesamtale.
Tag ytringer om selvmordstanker alvorligt og fortæl personen om din bekymring
Spørg ind til selvmordstanker, det gør dem ikke værre
Bak op om behandlingen
Forvent at tilstanden kan svinge
Undgå for megen trøst og for mange gode råd
Tilbyd samvær og praktisk hjælp
Forsøg at være mere pårørende end behandler
Påtag dig ikke større ansvar, end du kan bære
Snak med andre og opsøg selv hjælp, hvis problemerne bliver for svære.
Afslutning af forløb
Forløbet slutter efter aftale med din behandler. Hvis du ønsker at afslutte forløbet, skal du give direkte besked til din behandler. Hvis du udebliver fra to samtaler i træk, går vi ud fra, at du ikke har brug for kontakt til enheden, og du vil blive afsluttet.
Selvom du har afsluttet forløbet, er du altid velkommen til at kontakte os igen eller blive genhenvist af din egen læge, hvis du igen får selvmordstanker.
Vi inddrager relevante samarbejdspartnere for eksempel din egen læge og finder ud af, om du har behov for en anden behandling eller støtte efter vores behandling.
Mere information
Selvmordstanker er en almindelig reaktion på svære belastninger.
De er ikke varige og aftager oftest igen. Mange, der tænker på eller forsøger selvmord, ønsker egentlig ikke at dø. De fleste fortryder, at de har forsøgt.
Vi vil gerne forebygge, at du kommer i en situation, hvor du kommer til at gøre skade på dig selv.
Selvmord er en meget ensom måde at dø på, og det påvirker dem, man efterlader. Der er ingen fortrydelsesret.
Ved akut behov for hjælp skal du i dagtimerne henvende dig til din egen læge.
Udenfor dagtimerne skal du kontakte vagtlægen på tlf. 7011 3131 (hverdage kl. 16-8 og hele døgnet lørdage, søndage og helligdage).
Hvis du er akut selvmordstruet skal du ringe 112.
Du kan kontakte:
Psykiatrisk Rådgivningstelefon: 7847 0470
Døgnet rundt tilbydes råd og vejledning. Her tager sygeplejersker telefonen.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/658560
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.