Behandling af voksne med bulimi i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser består af et 12 ugers kropsterapeutisk og psykoedukativt behandlingsprogram.
Gå direkte til:
Behandling af voksne med bulimi i Skejby
Formålet med behandlingen af bulimi i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser er, at du udvikler et normalt forhold til mad, krop og vægt.
Derudover støttes du til at tackle de følelsesmæssige vanskeligheder, der måtte have betydning for udvikling og fastholdelse af sygdommen.
Sådan foregår det
1. Opstart
Som forberedelse til gruppeforløbet kommer du til indledende behandlingsafprøvende samtaler ved en psykolog.
2. Gruppebehandling
Du begynder herefter i gruppeterapeutisk behandling: Kropsterapeutisk gruppe og samtaleterapeutisk gruppe.
Grupperne består af op til otte deltagere, som er mindst 18 år gamle, og som alle har problemer i form af bulimi. Der kommer nye deltagere ind i gruppen undervejs.
Gruppebehandling giver mulighed for at møde andre i samme situation og få støtte i den genkendelse. Man kan spejle sig i andre og inspirere og lære af hinandens ligheder og forskelle. At være og tale åbent i en gruppe mindsker følelsen af at være forkert og alene.
Kropsgruppen foregår efter principperne for B-BAT (Basic Body Awareness Therapy). Der er tre grundlæggende begreber inden for B-BAT:
Balance
Frihed
Nærvær/mindfulness
Nogle af de elementer vi træner i gruppen - stående, liggende, siddende samt i bevægelse - er:
Din relation til underlaget (jordforbindelse/grounding)
Din relation til kroppens bevægecentrum
Din fornemmelse af en indre stabil balanceline/midtlinje
Det frie åndedræt
Din opmærksomhed på kroppens signaler og fornemmelser
Formålet er at opnå større stabilitet, balance og jordforbindelse. Med en bedre forankring i kroppen kan du nemmere mærke og respektere dig selv. Du vil få mere mod på at stå ved dig selv, som den du er med stærke og svage sider.
På baggrund af samtale mellem gruppens medlemmer og et psykoedukativt hæfte arbejder gruppen med, hvad bulimi er, og hvordan lidelsen kan behandles.
Formålet med samtaleterapigruppen er at støtte hinanden i, at
udvikle og fastholde normale spisevaner
blive fri for overspisninger og kompensatorisk adfærd
stabilisere vægten i normalområdet
undersøge hvilken betydning, spiseforstyrrelsen har for den enkeltes liv
udtrykke tanker, følelser og behov overfor andre
finde nye måder at løse problemer på.
Efter de 12 uger holdes en behandlingspause på ca. 1 måned. Herefter afholdes en opfølgende samtale med en af gruppeterapeuterne med det formål at afklare udbyttet af behandlingen.
Her tages samtidigt stilling til behov for opfølgende behandling med henblik på at fortsætte den terapeutiske proces og mindske risiko for tilbagefald.
Regler og rammer
For begge grupper gælder det, at du skal have en madpakke med. Det er mødepligt og krav om afbud ved nødvendigt fravær. Alle i gruppen har tavshedspligt.
Deltagerne arbejder aktivt med selvvalgte målsætninger angående kropsøvelser og spisning i ugerne mellem møderne og bruger dagbøger til at fastholde målsætningerne.
Dette støtter også bevidstgørelsen om sammenhænge mellem spisning og følelsesmæssige reaktioner. Dagbøgerne udfyldes og medbringes til hvert gruppemøde.
Du kan anvende en elektronisk spisedagbog i form af appen Recovery Record, som kan downloades og anvendes gratis.
Hvor og hvornår
Møderne finder sted i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Indgang K.
Der er obligatorisk vejning hver anden gang, hvor man bedes møde 15 minutter før gruppestart.
Møderne er hver onsdag kl. 8.30-13.30. Første gang dog kl. 9.15, hvor der er introduktion til kropsgruppen for nye deltagere.
Vær opmærksom på, at mødetid kan variere fra gang til gang.
Afbud
Er du forhindret i at komme, så husk at melde afbud til sekretæren på tlf. 7847 2120.
Telefonen er åben mellem 8.00-10.00.
Kontakt
Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser hos Voksne
Afdeling for Depression og Angst, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien
Telefontiderne gælder for både Skejby og Gødstrup.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/884984
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.