Recovery Record - en app til at registrere måltider
Recovery Record er en app, der kan hjælpe dig med at arbejde dig ud af din spiseforstyrrelse.
Gå direkte til:
Recovery Record - en app til at registrere måltider
Recovery Record er en app, der kan hjælpe dig med at arbejde dig ud af din spiseforstyrrelse. Den muliggør, at du kan registrere den mad, du spiser, hvor du spiser den, hvem du spiser med og andre forhold relateret til måltidet.
Recovery Record giver dig også mulighed for at registrere, hvordan du har det i forbindelse med måltidet, og appen indeholder vejledninger til, hvordan du kan hjælpe dig selv, når du har det dårligt.
Sådan foregår det
På Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser bruger vi Recovery Record som et arbejdsredskab i behandlingen, hvor den vigtigste funktion er, at du registrerer den mad, du spiser, og omstændighederne omkring måltidet (for eksempel tidspunkt, sted og følelser).
Hvis du ikke har en smartphone eller ikke ønsker at bruge appen, har vi papirspisedagbøger, du kan udfylde i stedet for. Vi anbefaler, at du altid har dem med dig, så du kan skrive i dem i løbet af dagen.
Hvis du vil bruge Recovery Record, kan du hente appen til Android på Google Play og til iPhone i Apples AppStore. Du skal søge på ”Recovery Record”.
Når du har installeret Recovery Record, skal du sørge for at orientere dig i appens forskellige funktioner.
”Diskrete påmindelser”: Her kan du aktivere notifikationer, som popper op på din skærm for at minde dig om at spise/registrere dit måltid, men med en besked, som du selv har valgt.
”Påmindelsestider”: Her kan du indstille tidspunktet for hver måltidspåmindelse til de tidspunkter, hvor du typisk spiser.
”Tilpas log-spørgsmål”: Her skal du sørge for, at de symptomer og følelser, der er relevante for dig, er valgt til, mens de, der ikke er relevante, er valgt fra.
”Adgangskode”: Her kan du vælge at have en adgangskode, så det på din smartphone kun er dig, der kan se, hvad du har registreret.
”Fornavn”: Her skal du oprette et kalde-navn for dig selv. Det er vigtigt, at dine behandlere kan genkende dig ud fra dette navn. Derfor beder vi dig om at bruge dit fulde navn og ikke kun dit fornavn.
Hvis du har mulighed for og mod på at prøve Recovery Record på egen hånd, opfordrer vi til, at du allerede nu installerer appen og begynder at registrere dine måltider.
Hvis du vælger at bruge Recovery Record, kan du efter forundersøgelsen tilføje din kliniske diætist og primærbehandler. Herved giver du dine behandlere adgang til det, du registrerer i Recovery Record.
For at tilføje en behandler, skal du bruge deres link-kode, som de udleverer til dig.
Under ”Behandler-links” vælger du ”Invitér behandler” og trykker på ”Ja” til, at du kender behandlerens link-kode.
Indtast behandlerens fornavn og link-kode og tryk på ”Næste”.
Derefter skal du læse og godkende brugervilkårene.
Du kan altid afkoble en behandler fra Recovery Record igen. Hvis du ikke ønsker at give dine behandlere adgang til dine app-registreringer, kan du fortsat gennemgå dine registreringer med din behandler i samtalerne.
Hvis du skifter smartphone undervejs i behandlingen, skal du igen hente Recovery Record og på ny tilføje dine behandlere.
På din nye smartphone går du ind i menuen og vælger "Profil", scroller ned, vælger "Restore a Previous Profile/Account" og følger vejledningen. På den måde får du overført data fra din profil til Recovery Record.
Ved forundersøgelsen bliver du bedt om at begynde at registrere din kost, enten i Recovery Record eller papir-spisedagbøger. Behandlingen er nu gået i gang, og din kliniske diætist har brug for at vide mere om, hvordan du spiser, så hun bedst muligt kan vejlede dig om kost. Dine registreringer vil også blive brugt i kontakten med din primærbehandler i den grad, det er relevant.
Hvis du vælger at bruge papir-spisedagbøger, får du disse udleveret ved forundersøgelsen, og du skal derefter huske at medbringe dem til både kostvejledning og behandlingssamtaler.
Når din behandling på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser afsluttes, skal du afkoble dine behandlere fra Recovery Record. Selvom du ikke er i behandling på centret mere, kan du blive ved med at bruge appen, hvis du har lyst og føler, det hjælper dig.
Hvis du har brug for hjælp til at installere Recovery Record eller har spørgsmål til appens funktioner, kan du kontakte din primærbehandler.
Dine behandlere ser kun dine indtastninger 1-2 gange om ugen. Derfor skal du i starten af din behandling aftale med din primærbehandler, hvordan du skal forholde dig, hvis du skal kommunikere noget vigtigt.
Har du brug for akut hjælp, skal du i almindelig arbejdstid (kl. 8-16) kontakte din egen læge og uden for almindelig arbejdstid (kl. 16-8 samt weekender/helligdage) kontakte lægevagten på tlf. 7011 3131.
Døgnet rundt kan du også ringe til Den Psykiatriske Rådgivningstelefon på tlf. 7847 0470. Her kan du få hjælp og vejledning til akutte psykiatriske krisesituationer.
Kontakt
Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser hos Voksne
Afdeling for Depression og Angst, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien
Telefontiderne gælder for både Skejby og Gødstrup.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885362
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.