Åben Dialog er en samtale, hvor vi skaber gode vilkår for at tale med dig og dit netværk. Disse samtaler kan bidrage til nemmere at kunne komme sig.
Gå direkte til:
Åben dialog - relations- og netværkssamarbejde
Åben Dialog er en samtale, hvor vi sammen med dig skaber gode vilkår for at tale med dig og dit netværk. Det kan både være dit private og professionelle netværk, som deltager. Det er en ligeværdig samtale, hvor det er muligt at dele synspunkter og forståelser med hinanden.
Ved Åben Dialog planlægger vi sammen, hvad vi kan tale om, og alle i samtalen får lov at udtrykke sig. Åben Dialog ser relationerne i netværket som vigtige ressourcer for alle mennesker.
Vi tilbyder disse samtaler, da netværket ofte har erfaringer og vigtig viden om din situation. Netværkets bidrag kan understøtte dine egne erfaringer, hvilket kan være afgørende viden for at komme sig. Inddragelse af netværket kan også betyde, at de får plads til at hjælpe og bliver understøttet til stadig at være nær.
Sådan foregår det
I den første del af samtalen finder vi sammen ud af en dagsorden alt efter, hvad der er interesse for at tale om. Det er naturligt ved mødets start at give plads til at tale om, hvad der har ledt hen til, at vi holder mødet.
Hvad vi taler om
Hvordan vi taler sammen
Hvad der er hensigten med mødet
At der gives plads til både at tale og at lytte
Om der er noget, vi ikke kan tale om
Om der er vinkler fra hverdagen hjemme eller i netværket, som kan bidrage til at forstå situationen, som den er nu.
Min oplevelse med flere dialog-samtaler er faktisk en bevægelse fra at blive givet mulighed for at være behandlet til at blive handlende.
Franz, tidligere deltager
Mødelederen sørger for, at alle får taletid og bliver hørt.
Undervejs i samtalen vil vi reflektere over, det vi har hørt i samtalen. En refleksion er en kort samtale mellem to personaler, hvor de taler om det, de har hørt og eventuelt tilføjer tanker og overvejelser, mens du og dit netværk blot lytter.
Vi samler herefter op og aftaler måske en ny samtale.
Der skabes en større forståelse for at håndtere de indbyrdes forventninger. Man lærer noget af at høre sine egne ord som refleksioner. Det giver bare så meget med på vejen. Man får mulighed for at se forståelser, ord og ting fra andre vinkler. Her kunne vi få luft og mærke, at det var ok. Bare det at mærke sig selv blive taget alvorligt - man føler virkelig, at de forstår én - og de forstår, hvad man er i.
Gerda, tidligere deltager
Regler og rammer
Samtalen finder sted i et mødelokale, hvis det er muligt. Er det for svært for dig, planlægger vi, at samtalen er et sted, hvor det giver mening for dig – og hvor du er tryg.
Hvem?
Du bestemmer, hvem i dit netværk det giver mening at invitere med. Der er fra de mennesker omkring dig ofte mange vigtige erfaringer, der kan hjælpe dig, dem og os.
Det kan både være mennesker fra dit private netværk: familie, venner, kolleager og andre. Eller dit professionelle netværk: kommunale og/eller regionale behandlere, myndighedspersoner eller hjælpere, der er vigtige for dig.
Hvor og hvornår
Åben Dialog er en imødekommende samtale. Derfor prøver vi at planlægge samtalen sådan, at der tages højde for individuelle hensyn, så det passer bedst muligt for dig og dit netværk.
Du skal regne med, at disse samtaler almindeligvis varer en time. Det er dog individuelt og bliver afstemt alt efter situationen. Vi er eksempelvis opmærksomme på, om det er svært for dig at sidde i et langt møde, deltagerantal, eller om der er mange punkter, som vi skal tale om.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/904001
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.