Følgende anbefalinger hjælper dit barn med at få den bedst mulige søvn - og gør det lettere at sove igennem uden opvågninger.
Gå direkte til:
Gode søvnvaner til børn
Søvnbehov
Børns søvnbehov ændres med alderen. I skemaet ses børns typiske søvnbehov efter alder:
0-1 år: 15-18 timer
1-3 år: 12-14 timer
3-6 år: 10-12 timer
6-13 år: 9-11 timer
13-17 år: 8-10 timer
Døgnrytme
Dit barn bør vågne op og gå i seng på nogenlunde samme tidspunkter alle ugens dage.
Sengetid og stå-op-tid bør ikke afvige fra skoledag til weekend/ferie med mere end ca. 1 time.
En lur skal være tilpasset barnets alder og udviklingsbehov. For meget søvn i løbet af dagen kan resultere i, at dit barn sover mindre om natten.
Soveværelset
Soveværelset skal være behageligt, roligt og mørkt. Dit barn vil sove bedre i et rum, der er køligt, og hvor der er blevet luftet ud.
Total mørke kan være skræmmende for nogle børn. Lad da døren stå på klem eller anskaf en vågelampe.
Undgå også at bruge dit barns soveværelse til ”time-out” eller anden ”straf”. Dit barn skal tænke på soveværelset som et rart sted at være.
Aktiviteter
Det er bedst med rolige aktiviteter om aftenen. Højt energiniveau, såsom vild leg eller stimulerende aktiviteter (fx computerspil) vil kvikke dit barn op.
Aftenrutinen skal indeholde rolige aktiviteter. I kan for eksempel læse en bog eller snakke om dagen, der er gået. Det kan sagtens foregå i det rum, hvor dit barn sover.
Afslut lektier i god tid før sengetid. Tal om bekymringer (for morgendagen eller andet) på et andet tidspunkt end lige inden sengetid.
Hold TV helt ude af dit barns soveværelse eller lav en fast aftale om, at det skal slukkes mindst en time før sovetid. Børn kan nemt udvikle en dårlig vane med at bruge TV'et til at falde i søvn. Det er også svært at styre dit barns TV-forbrug, hvis det er i soveværelset.
Hold alle andre elektroniske enheder ude af soveværelset (computere, tablets, mobiltelefoner og håndholdte computerspil).
Brug tid udenfor hver dag. Få daglig motion.
Mad/drikke
Gå ikke sulten i seng. En let snack før sengetid kan være en god ide. Tunge måltider en time eller to før sengetid kan forstyrre søvnen.
Undgå koffein i mindst 3 til 4 timer før sengetid. Om muligt er det bedst helt at undgå koffein.
Koffein findes i mange typer sodavand, energidrikke, kaffe, iste og chokolade.
Film
Video om børn og søvn.
Videoen er produceret af Region Hovedstaden
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Adresser og telefonnumre
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
Skejby
Palle Juul Jensens Boulevard 175, Indgang K
8200 Aarhus N
Telefon: 7847 3000
Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning
Telefon: 7847 3400
Viborg
Søndersøparken 15
8800 Viborg
Telefon: 7847 3600
Telefontid
Mandag-fredag: Kl. 08-10
Telefontiderne gælder for både Skejby, Gødstrup og Viborg.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885506
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.