Dette er en vejledning til forældre om behandling af søvnforstyrrelser med hormonet melatonin.
Gå direkte til:
Melatonin til behandling af søvnforstyrrelse
Børns søvnbehov ændres med alderen. I skemaet ses børns typiske søvnbehov efter alder:
0-1 år: 15-18 timer
1-3 år: 12-14 timer
3-6 år: 10-12 timer
6-13 år: 9-11 timer
13-17 år: 8-10 timer
Sådan foregår det
Melatonin er et hormon, der dannes i hjernen. Melatonin hjælper med at regulere søvn og døgnrytme.
Behandling med melatonin kan være med til at forkorte den tid, det tager at falde i søvn.
Melatonin kan fås som lægemiddel i tabletform. Det optages hurtigt i kroppen, og når højeste koncentration i blodet efter ½ - 2 timer. Du skal derfor give dit barn tabletten ½ - 1 time før sovetid.
Behandling med melatonin er "off label", hvilket vil sige, at behandlingen ikke officielt er godkendt. Melatonin fås kun på recept. Det er altid en læge, der vurderer, om dit barn kan have gavn af behandling med melatonin.
Det frarådes at anskaffe melatonin på egen hånd, da indholdet i tabletterne kan variere meget.
Melatonin findes i tabletter à 3 mg. Der er 100 stk. i en pakke.
Dosering er 1½-3 mg (svarende til ½ - 1 tablet), der gives ½ - 1 time før sengetid.
Før opstart af behandling skal I have afprøvet hensigtsmæssige søvnrutiner i en periode. Se patientvejledninger om emnet:
Derudover skal I gennem to uger have registreret dit barns søvnmønster i et søvnskema. Skemaet bliver gennemgået af en behandler, der vurderer, om der er behov for at prøve behandling med melatonin.
Efter at være startet på behandling med melatonin, skal I igen udfylde søvnskemaer gennem en periode. På den måde kan behandleren vurdere effekten af melatonin.
Efter 3 måneder (en pakke) holder I pause, og i samarbejde med behandleren evaluerer I søvnrytmen. Det kan nemlig godt være, at dit barn kun har behov for melatonin i en kortere periode for at forbedre sin søvnrytme.
Hvis det bliver nødvendigt med en længerevarende behandling med melatonin, kan I søge om enkelttilskud til 12 måneder. I kan kun ansøge om tilskud, hvis de førnævnte registreringer af søvnmønster foreligger og viser, at dit barns søvn bliver forbedret af behandlingen.
Der er ingen kendte alvorlige bivirkninger. Man kender dog ikke bivirkningerne ved langvarig brug af melatonin.
Kontakt
Adresser og telefonnumre
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
Skejby
Palle Juul Jensens Boulevard 175, Indgang K
8200 Aarhus N
Telefon: 7847 3000
Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning
Telefon: 7847 3400
Viborg
Søndersøparken 15
8800 Viborg
Telefon: 7847 3600
Telefontid
Mandag-fredag: Kl. 08-10
Telefontiderne gælder for både Skejby, Gødstrup og Viborg.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885516
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.