Dagbehandling - information til forældre
Dagbehandling foregår på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser.
Dagbehandlingen er tilrettelagt som et familiebaseret behandlingstilbud, hvor der arbejdes med jeres familie som helhed. Fokus vil derfor være på, hvordan I som forældre hjælper jeres barn til normaliseret spiseadfærd samt mestring af spiseforstyrrelsen.
Behandlingen foregår som gruppebehandling. Det betyder, at I som familie modtager behandling sammen med andre familier. Søskende deltager ikke i behandlingen.
Dagbehandlingsforløbet varer 6 uger. I den periode skal I ikke komme til samtaler ved jeres faste behandler. I skal heller ikke komme i mestringsgruppe.
Vi afholder familiesamtaler i jeres 3. og 6. uge af forløbet, hvor vi deltager fra dagbehandling og hvor jeres faste behandler også deltager.
Sådan foregår det
Behandlingen består af forskellige gruppeopgaver og fælles måltider. Derudover arbejdes der med spisefærdighedsplanen.
Spisefærdighedsplanen
I får en spisefærdighedsplan, som I skal arbejde med gennem hele forløbet. I spisefærdighedsplanen udvælges de konkrete arbejdspunkter, som der skal være fokus på i jeres familie fra uge til uge.
Måltiderne
- Vi har to fælles måltider ved hvert besøg. Ofte anretter forældre maden sammen med personale. Nogle måltider skal pakkes/anrettes hjemmefra. Om tirsdagen vil vi ofte bestille fælles frokost, fx sandwich, som vi spiser alle sammen.
- Måltiderne spises i fællesskab - børn, forældre og personale spiser sammen. I skal som forældre støtte jeres barn ligesom derhjemme. Personale hjælper ved behov.
- I skal medbringe mad til hele familien. Jeres barns mad skal svare til kostplanen eller det I vurderer, jeres barn skal have for at kunne vægtindhente.
- Der bliver serveret vand, te og kaffe.
Grupper
- Multifamiliegruppe – her arbejder vi alle med en fælles opgave. Dvs. vi arbejder som en stor gruppe med alle familier og behandlere. Vi har en mere legende tilgang og prøver at arbejde med spiseforstyrrelsen på andre måder end vi plejer.
- Ungegruppe – gruppen er for de unge og uden forældre. Der arbejdes hovedsageligt med motivation for at blive rask. Vi arbejder fx med drømme og håb for fremtiden, mestringsstrategier mhp. at kunne håndtere spiseforstyrrelsessymptomer, arbejde med identitet og hvem man er/gerne vil være udover sin spiseforstyrrelse. Arbejdet består altid af en kreativ opgave, hvor vi sidder sammen og klipper, klistrer, tegner eller på anden vis bruger vores hænder.
- Forældregruppe - gruppen er for forældre og uden de unge. Gruppen er forældrenes rum til at dele erfaringer, oplevelser, følelser og tanker med andre forældre i samme situation som jer.
- Vejegruppe – der følges op på dagens vejning for alle familier i gruppen. Vi kommer til at tale om, hvordan det er gået med vægten.
- Fokusgruppe - her følger vi op på dagens vejning, og her arbejder vi med spisefærdighedsplanen.
- Psykoedukations-gruppe – oplæg om relevante temaer. Nogle gange for alle, både unge og forældre, andre gange kun henvendt til forældre og her laves en light-unge-gruppe med en behandler imens.
Afbud
Kontakt
Adresser og telefonnumre
Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
Skejby
Palle Juul Jensens Boulevard 175, Indgang K
8200 Aarhus N
Telefon: 7847 3306
Send sikker mail til klinikken i Skejby via borger.dk
Gødstrup
Hospitalsparken 15
7400 Herning
Telefon: 7847 3400
Send sikker mail til klinikken i Gødstrup via borger.dk
Telefontid
Mandag-fredag: Kl. 08-10
Telefontiderne gælder for både Skejby og Gødstrup.
Medicin
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.