På sengeafsnit 1 i Skejby kan børn med psykiatriske vanskeligheder eller udviklingsforstyrrelser blive indlagt for at blive undersøgt og behandlet.
Gå direkte til:
Velkommen til forældre på Sengeafsnit 1
Om os
Sengeafsnit 1 er en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Skejby. På sengeafsnit 1 bliver børn med forskellige psykiatriske vanskeligheder og/eller udviklingsforstyrrelser indlagt for at blive undersøgt eller behandlet.
I starten af indlæggelsen vil vi hjælpe jeres barn og jer til rette i sengeafsnittet. Vi vil fortælle om undersøgelse og behandling, livet i afsnittet m.m.
Jeres barn får sit eget værelse med bad og toilet.
På afsnittet er der otte børn indlagt. Alle er mellem 7 og 13 år.
Børnene er opdelt i to grupper, og jeres barn vil være i den ene af grupperne sammen med to-tre andre børn. Til hver gruppe er der tilknyttet faste sygeplejersker og pædagoger, som er på afsnittet både om dagen og om aftenen. Der er også en fast vågen nattevagt på sengeafsnittet.
Indlæggelsestiden kan variere meget - fra få dage til flere måneder. Da afsnittet har akut modtagefunktion, kan der i enkelte tilfælde forekomme ændringer i det planlagte indlæggelsesforløb. Det kan betyde, at en planlagt indlæggelse må udskydes eller at et barn må udskrives før tid.
Undersøgelse og behandling
Vi anvender altid:
Miljøterapi
Lægeundersøgelse
Forældresamtaler.
Ofte indgår der også:
Psykologisk testning
Interviews
Spørgeskemaundersøgelser.
Alt afhængig af, hvad der er jeres barns behov, kan der også være brug for:
Individuelle samtaler
Individuel terapi.
Nogle enkelte børn kan have brug for behandling med medicin. Det, at gå i skole på afsnittet, betragtes også som en del af behandlingen.
Jeres accept
Vi foretager ingen undersøgelser uden jeres accept. Vi vil altid fortælle jer om vores iagttagelser.
Det første døgn
Inden for de første 24 timer af indlæggelsen vil en sygeplejerske foretage en kort fysisk vurdering af jeres barn. Der bliver målt blodtryk og puls, og vejrtrækningen bliver vurderet.
EKG, blodprøver og vejning
Det kan også være, at lægen vurderer, at jeres barn skal have taget blodprøver og EKG (undersøgelse af hjertets rytme).
Med mindre andet er aftalt, bliver jeres barn vejet en gang om ugen.
Hverdagen på afsnittet ligner på mange måder andre børns hverdag med skolegang, leg og fælles aktiviteter. Det er her, vi lærer børnene at kende. Vi oplever det enkelte barns muligheder og vanskeligheder og ved at tilstræbe et godt miljø, kan vi skabe mulighed for forandring og udvikling.
Miljøterapi kan indeholde:
Social færdighedstræning og guidning
Struktur og forudsigelighed
Planlagte og spontane aktiviteter
Psykoedukation (undervisning i egen sygdom)
Omsorg
Styrkelse af relationer til andre mennesker.
I samværet med børnene anvendes forskellige metodiske tilgange som kognitiv tilgang, små historier, breve, dagskemaer og visuelle støttesystemer.
Skolen ligger lige ved siden af sengeafsnittet. Her bliver der undervist på små hold med børn fra forskellige klassetrin. Der bliver undervist i dansk og matematik og evt. natur og teknik og fremmedsprog.
I undervisningen bliver der lagt stor vægt på den sociale træning, så børnene kan blive bedre i stand til at klare en almindelig skolegang.
Undervisningen er tilrettelagt ud fra den enkelte elevs forudsætninger og behov.
Undervisningstiden varierer fra 15-20 lektioner pr. uge. Der er altså ikke tale om en fuldt udbygget skolegang med undervisning i alle fag.
Ved lærerfravær falder undervisningen bort, idet skolen ikke har vikardækning. Her vil børnene så være på sengeafsnittet.
Der er mange forskellige aktivitetsmuligheder i afsnittet. Fx bevægelse, leg og kreative aktiviteter.
Efter aftale med personalet kan man anvende ipads, TV, Playstation og andre spillekonsoller.
I løbet af ugen er der fastlagte aktiviteter for alle børn, fx filmaften, bålaften og børnemøder.
Kontaktpersoner
I får tildelt to kontaktpersoner fra miljøpersonalet (sygeplejersker og pædagoger) og en kontaktperson fra behandlerteamet (psykolog).
I kommer primært til at tale med kontaktpersonerne under indlæggelsen. Det er også dem, der har et særligt ansvar for sammenhængen i behandlingsforløbet.
Der planlægges en ugentlig forældresamtale, hvor I taler med kontaktpersonerne.
Til pårørende
Det har stor betydning, at I forældre deltager aktivt i møder og forældresamtaler i afsnittet, mens jeres barn er indlagt.
Det er også vigtigt, at vi har en god løbende dialog. Vi vil meget gerne høre om jeres oplevelser og erfaringer med jeres søn eller datter gennem hele hans eller hendes opvækst. På den måde kan vi bedst tilrettelægge mulige undersøgelser og behandling.
Vi er naturligvis også meget interesserede i at høre, hvad I oplever som jeres barns aktuelle problemer.
Under hele jeres barns indlæggelse vil vi løbende fortælle jer om vores oplevelser og iagttagelser.
Det er forskelligt, hvor meget forældre er tilstede på sengeafsnittet. Det afhænger af barnets behov og familiens situation og muligheder. Vi aftaler tilstedeværelse og besøg løbende under indlæggelsen.
Andre besøgende, fx venner eller nære familiemedlemmer, er velkomne efter aftale med forældre og personalet på sengeafsnittet.
Besøgende skal melde deres ankomst til personalet og fortælle, når de tager hjem igen. På den måde kan vi bedst hjælpe barnet med besøget.
Praktiske oplysninger
Sundhedskort
Skolebøger
Evt. medicin
Tøj
Hjemmesko
Regntøj
Sovedyr
Evt. småting, plakater eller billeder til værelset.
Jeres barn må gerne tage sin egen mobiltelefon med. Det er også fint at medbringe mindre musikanlæg, iPad eller bærbar computer.
Vi er ikke i besiddelse af en forsikring, og vi kan derfor ikke erstatte bortkomne eller ødelagte ting. Det er som udgangspunkt jeres egen forsikring, der skal dække, hvis jeres barn ødelægger større ting i afsnittet. Personalet vil i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvordan man vil forholde sig.
Som regel kommer man mandag morgen og tager hjem fredag for at holde weekend derhjemme. Det kan dog ske, at enkelte børn også er her i weekenden, hvis lægen mener, at det er nødvendigt.
De fleste børn bliver fulgt til sengeafsnittet af deres forældre. Nogle bliver kørt med taxa. De børn, der kører med taxa, kører sammen med andre børn på helt faste tidspunkter. Det er taxaselskabet, der tilrettelægger ruten.
Her kan du læse om dine rettigheder som patient eller pårørende i psykiatrien:
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885467
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.