Velkommen til forældre på Sengeafsnit 1
På sengeafsnit 1 i Skejby kan børn med psykiatriske vanskeligheder eller udviklingsforstyrrelser blive indlagt for at blive undersøgt og behandlet.
Om os
Sengeafsnit 1 er en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Skejby. På sengeafsnit 1 bliver børn med forskellige psykiatriske vanskeligheder og/eller udviklingsforstyrrelser indlagt for at blive undersøgt eller behandlet.
I starten af indlæggelsen vil vi hjælpe jeres barn og jer til rette i sengeafsnittet. Vi vil fortælle om undersøgelse og behandling, livet i afsnittet m.m.
Undersøgelse og behandling
Vi anvender altid:
- Miljøterapi
- Lægeundersøgelse
- Forældresamtaler.
Ofte indgår der også:
- Psykologisk testning
- Interviews
- Spørgeskemaundersøgelser.
Alt afhængig af, hvad der er jeres barns behov, kan der også være brug for:
- Individuelle samtaler
- Individuel terapi.
Nogle enkelte børn kan have brug for behandling med medicin.
Det, at gå i skole på afsnittet, betragtes også som en del af behandlingen.
Jeres accept
Vi foretager ingen undersøgelser uden jeres accept. Vi vil altid fortælle jer om vores iagttagelser.
Det første døgn
Inden for de første 24 timer af indlæggelsen vil en sygeplejerske foretage en kort fysisk vurdering af jeres barn. Der bliver målt blodtryk og puls, og vejrtrækningen bliver vurderet.
EKG, blodprøver og vejning
Det kan også være, at lægen vurderer, at jeres barn skal have taget blodprøver og EKG (undersøgelse af hjertets rytme).
Med mindre andet er aftalt, bliver jeres barn vejet en gang om ugen.
Kontaktpersoner
Til pårørende
Det har stor betydning, at I forældre deltager aktivt i møder og forældresamtaler i afsnittet, mens jeres barn er indlagt.
Det er også vigtigt, at vi har en god løbende dialog. Vi vil meget gerne høre om jeres oplevelser og erfaringer med jeres søn eller datter gennem hele hans eller hendes opvækst. På den måde kan vi bedst tilrettelægge mulige undersøgelser og behandling.
Vi er naturligvis også meget interesserede i at høre, hvad I oplever som jeres barns aktuelle problemer.
Under hele jeres barns indlæggelse vil vi løbende fortælle jer om vores oplevelser og iagttagelser.