Vejledningsgrupper til forældre med børn med autisme
Vejledningsgruppen er et behandlingstilbud til forældre med børn i alderen 0-7 år, der har fået stillet en diagnose inden for autismespektret.
Gå direkte til:
Vejledningsgrupper til forældre med børn med autisme
Kære forældre.
I den her vejledning kan du/I læse om vores forældrevejledningsgruppe. Det er et behandlingstilbud til forældre med børn i alderen 0-7 år, der har fået stillet en diagnose inden for autismespektret.
Sådan foregår det
Forældrevejledning i gruppen hjælper og støtter pårørende til børn med autisme.
Formålet er at:
give forældre en øget indsigt i og forståelse for barnet med autisme
støtte forældre i at udvikle gode rutiner i dagligdagen
give forældre mulighed for erfaringsudveksling med andre forældre i lignende situationer
Forældrene kommer med ideer til, hvilke temaer vi skal drøfte i gruppen. Det sikrer, at emnerne er betydningsfulde for familierne.
Vi planlæger et emne fra gang til gang. Samtidig er der også plads til at drøfte det, der aktuelt fylder for den enkelte familie. Udveksling af erfaringer fylder en del under møderne.
Emner kan bl.a. være:
Pædagogik i hverdagen for børn med autisme
Søskende til børn med autisme
Kommunikation/sprog
Problemadfærd hos børn med autisme
Leg
Det er uddannet personale, der leder grupperne. De skaber struktur på møderne, sørger for at holde samtalen på sporet, giver sparring og sørger for, at deltagere får taletid.
Forældre til børn med autisme bliver nemt væltet i deres forældrerolle, og det er tydeligt, at de kan bruge samværet med andre forældre.
Alle forældre får lejlighed til at fortælle de gode historier, og netop disse positive vinkler er behandlerne meget opmærksomme på at samle op på og give videre som inspiration.
Det at være sammen med ligesindede, der helt ned til mindste detalje forstår dagligdagens mangeartede udfordringer med et autistisk barn, er en lettelse for gruppens deltagere.
Her er der plads til at fortælle både de helt små og lidt større succeshistorier og alle de svære situationsberetninger om børnene. De andre deltager lytter, forstår og støtter.
Regler og rammer
Vi vil gerne opnå et sammenhængende forløb i gruppen. Vi anbefaler derfor, at I tilstræber at møde op til alle fire møder - og meget gerne begge forældre.
Hvem?
Tilbuddet henvender sig til forældre til børn med autisme i alderen 0-7 år.
Hvor og hvornår
Tilbuddet kører over fire gange á to timers varighed med 2-4 ugers interval mellem mødetiderne.
Mødestedet for forældrene er Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i enten Skejby eller Gødstrup. I kan se adressen i kontaktoplysningerne længere nede på siden.
Afbud
Vi vil bede jer om at kontakte os, hvis I ikke har mulighed for at deltage på de fremsendte datoer. Så kan vi tilbyde jeres plads til andre.
Vi anbefaler, at I så vidt muligt møder begge forældre op alle fire gange. I skal give os besked, hvis I bliver forhindret.
Tilmelding
I er automatisk tilmeldt gruppen, når I modtager invitation i e-Boks. Når I har modtaget inviationen, skal I ikke foretage jer yderligere.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/1123800
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.