I Psykiatrisk Klinik for Skolebørn, Team 2 tilbyder vi ambulant undersøgelse og behandling af 7-13-årige med børnepsykiatriske vanskeligheder.
Gå direkte til:
Velkommen til Klinik for Skolebørn, Team 2
I Psykiatrisk Klinik for Skolebørn, Team 2 i Gødstrup og Skejby tilbyder vi ambulant undersøgelse og behandling af 7-13-årige med børnepsykiatriske vanskeligheder. Ved undersøgelse og behandling for OCD samt tourette er aldersgruppen 7-17 år.
Ambulant undersøgelse og behandling betyder, at du eller dit barn ikke er indlagt, men i stedet kommer I til aftaler i ambulatoriet.
Hvis I har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte personalet.
Om os
Afsnittet arbejder med udredning af børn og unge i skolealderen med neuropsykiatriske tilstande. Det er børn med svære forstyrrelser af opmærksomhed i kombination med Aspergers Syndrom, Tourettes Syndrom, adfærdsforstyrrelser, sociale funktionsvanskeligheder eller specifikke indlæringsvanskeligheder som angst/depression.
På OCD-klinikken (obsessiv-kompulsiv tilstand) arbejdes med børn med svære tvangstanker og tvangshandlinger. De fleste børn, der henvises til afsnittet, udredes og behandles i afsnittets ambulatorium.
ADHD-Klinikken Børn og unge, der er i behandling med medicin på grund af opmærksomhedsmæssige vanskeligheder følges i afsnittets ADHD-klinik.
Tourette Ambulatoriet udreder og behandler børn og unge med tics lidelser. Hvis barnet har andre udfordringer, fx en anden psykisk sygdom, bliver det vurderet, om barnet primært skal hjælpes i ambulatoriet eller et andet sted.
Undervejs vil I møde et tværfagligt team af medarbejdere. Her er læger, distriktssygeplejersker, distriktspædagoger, psykologer samt lægesekretærer. Vi arbejder målrettet med at give den bedste behandling.
Undersøgelse og behandling
Som det første skal I til en afklarende samtale, hvor vi taler om jeres situation. På baggrund heraf finder vi ud af, om der er behov for et forløb i ambulatoriet. Hvis der er, udarbejder vi en behandlingsplan, som I får næste gang, vi ses.
Behandlingsplanen beskriver kort de oplysninger, vi har om barnet. Den indeholder også en plan for det videre udredningsforløb hos os.
Et udredningsforløb består af en række forskellige undersøgelser, som afsluttes med en konference med en speciallæge. Formålet med konferencen er at sammenfatte de oplysninger, vi har om barnet, og vurdere, om det er relevant at stille en diagnose. På konferencen laver vi også anbefalinger om, hvordan vi kan forbedre barnets trivsel.
Vi tilstræber at gennemføre et udredningsforløb på 2 uger. I skal derfor forvente at have behov for at holde fri fra arbejde i forbindelse med de enkelte undersøgelser. Ved den undersøgelse, som kaldes anamneseoptagelse, ønsker vi, at begge forældre deltager. Her skal barnet ikke deltage.
I udreningsforløbet vil der være en række undersøgelser. Det kan være:
Anamneseoptagelse: Indhentning af oplysninger om barnets livshistorie. Evt. medbring ”Barnets Bog”.
Børnepsykiatrisk lægeundersøgelse: Undersøgelse, hvor man bl.a. undersøger barnets motoriske færdigheder i dagligdagen. Her er det ikke nødvendigt at begge forældre er med.
Psykologisk undersøgelse: Samtaler og test hos psykolog - kun barnet.
Skoleobservation: Vores distriktspersonale besøger skolen for at observere barnet,samt se de daglige rammer, som barnet indgår i.
Forældresamtale/tilbagemeldingssamtale: Tilbagemelding til forældre om resultatet af den børnepsykiatriske udredning samt vores anbefalinger til bedring af barnets trivsel. Det vil blive vurderet, om barnet skal deltage i tilbagemeldingen.
Praktiske oplysninger
Hvis der er vedlagt nogle skemaer, vil vi bede jer om at returnere dem i den medsendte frankerede svarkuvert hurtigst muligt. Vær omhyggelige, når I udfylder skemaerne, da de skal indgå som en del af ovennævnte udredningsforløb af barnet.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885394
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.