Team for Personlighedsforstyrrelser undersøger og behandler unge mellem 14 og 18 år (21 år), som har en mulig personlighedsforstyrrelse.
Gå direkte til:
Velkommen til Team for Personlighedsforstyrrelser
Du er blevet henvist til udredning og behandling for personlighedsforstyrrelse. Vi håber, at denne information kan give dig og din familie et indblik i, hvad tilbuddet indeholder.
Vores målgruppe er unge mellem 14-18 (21) år, som har en mulig personlighedsforstyrrelse.
Hvad er personlighedsforstyrrelser?
Har du en personlighedsforstyrrelse, har du forstyrrelser i personligheden. Det vil sige, at der er en forstyrrelse i den måde, du oplever, føler, tænker, reagerer og handler på. Der findes forskellige personlighedsforstyrrelser. Bl.a. ængstelig-evasiv, emotionel ustabil og narcissistisk personlighedsstruktur.
Personer med personlighedsforstyrrelser kan reagere meget forskelligt på deres oplevelse af sig selv og andre. Nogle er ekstremt hæmmede og undgår helst sociale arrangementer. Andre er meget styret af impulser og giver kraftigt udtryk for deres følelser.
Inden du blev henvist til Team for Personlighedsforstyrrelser, har du gennemgået en grundig udredning for andre psykiske problemer. Det kan f.eks. være ADHD, depression eller angst. Personlighedsforstyrrelse ses ofte samtidig med andre lidelser, men er også en selvstændig lidelse.
Det er vigtigt at få behandling for personlighedsforstyrrelsen, da det kan forstyrre behandlingen af andre lidelser. En personlighedsforstyrrelse vil også ofte i sig selv medføre væsentlige vanskeligheder i hverdagen.
Samtaler
Udredningen består af 4-5 samtaler. Her taler vi om, hvordan du oplever:
Dig selv
Dit forhold til andre
Din evne til at regulere dine følelser.
Dine forældre vil deltage i en af de første samtaler. De kan hjælpe med at beskrive din opvækst, og hvordan de oplever dig som person.
Interview
Derudover vil der være et interview med dig, hvor vi kortlægger dine symptomer. Du vil også blive bedt om at udfylde nogle spørgeskemaer, som indgår i vores vurdering.
Tilbagemeldingssamtale
Det er vigtigt for os at informere dig så grundigt som muligt. Din udredning bliver derfor afsluttet med en tilbagemeldingssamtale til dig og dine forældre.
Inden din behandling går i gang, lægger vi en behandlingsplan. Her noterer vi dine mål for behandlingen. I behandlingsplanen angiver vi også en fælles forståelse af, hvordan vi kan forstå dine problemer.
Behandling
Mentaliseringsbaseret behandling er en behandlingsform, som er udviklet til behandling af personlighedsforstyrrelser, og som har vist at have god virkning.
Fokus i behandlingen er at øve sig i at mentalisere. Det vil sige at blive bedre til at forstå sine egne tanker, følelser og reaktionsmåder og samtidig kunne forstå hvordan andre tænker, føler og reagerer. Jo bedre man bliver til det, jo færre konflikter vil man få med andre, mindre voldsom adfærd (vredesudbrud, selvskade) og øget selvstændighed.
Undervejs i dit forløb vil du få 5 gange halvanden times undervisning i, hvad mentalisering og personlighedsforstyrrelse er. Her mødes du med andre unge fra Team for Personlighedsforstyrrelse.
Undervisningen består af oplæg og forskellige gruppeøvelser, der skal vise, hvad mentalisering går ud på. I undervisningen arbejder vi ikke med personlige problemer, men med generelle eksempler.
Undervisningen vil give dig det bedst mulige udgangspunkt for at få udbytte af din videre behandling.
Psykoedukation for forældre
Dine forældre vil modtage samme tilbud om 5 gange 2 timers undervisning om personlighedsforstyrrelse og mentalisering. De får også mulighed for at udveksle erfaringer og øve mentalisering med andre forældre.
Formålet med undervisningen er at give dine forældre en bedre forståelse af dine problemer, og hvordan de bedst kan støtte dig i dagligdagen.
Behandlingsforløbet består af individuelle samtaler en gang om ugen i 12 måneder.
Til samtalerne kan du fortælle om forskellige hændelser fra din hverdag, der har været svære. Det vil typisk være konflikter med andre eller følelsesudbrud.
Sammen med din behandler vil du drøfte, om gruppeterapi er en god ide for dig. Hvis du deltager i gruppeterapi, vil du fortsat have individuelle samtaler med din behandler en gang om måneden for at støtte op om gruppeterapien.
Mange synes, at tanken om gruppeterapi er rigtig svær: Det, at skulle åbne sig overfor andre om det, som man synes er svært. Erfaringen viser dog, at det er en stor hjælp at høre om andre i samme situation og få erfaring med, at man kan hjælpe hinanden.
Det er vigtigt, at du deltager aktivt i gruppen ved at fortælle om problemer fra din hverdag, ligesom det er vigtigt, at du forholder dig aktivt og nysgerrigt til de problemer, de andre unge bringer op. På den måde øver vi hele tiden mentalisering, og du er med til at skabe et godt sammenhold i gruppen. Behandlerne deltager også aktivt og hjælper med at skabe struktur, så alle får plads i gruppen.
Gruppen består af 5-7 unge og to behandlere. Vi mødes en gang om ugen. Gruppen varer halvanden time uden pause.
I samarbejde med dig og dine forældre vil vi tage stilling til, hvor meget dine forældre skal inddrages i behandlingsforløbet. Jo bedre dine forældre kan forstå dig og få forståelse for behandlingen, jo bedre kan de støtte dig.
Forældresamtalen er en støtte til jer som familie. Her kan vi tale om konkrete problemer derhjemme, og vi behandlere kan dele vores viden med jer.
Det er ikke familieterapi, men en inddragelse af dine pårørende i din behandling.
Hvis du er 14 år, eller tæt på at afslutte dit forløb hos os, kan det være særlig vigtigt med forældresamtaler.
Den primære behandling til personlighedsforstyrrelse er samtaleterapi. Det er på den måde, man kan ændre sin måde at forstå sig selv og andre på. Det kan dog være nødvendigt med medicinsk behandling for andre samtidige psykiske lidelser. Det kan være medicin mod angst, ADHD, psykose eller store søvnvanskeligheder.
Behandlingen vil ske i samråd med dig, din faste sygeplejerske og vores speciallæge. Din sygeplejerske vil løbende følge virkningen af din medicin og sikre, at du får den rigtige medicin.
Du og dine pårørende har mulighed for en samtale med en socialrådgiver. Her undersøger I, hvilken form for hjælp og støtte, I kan have behov for.
Socialrådgiveren kan hjælpe jer med kontakten til jeres kommune og sikre, at de vigtigste oplysninger gives videre, så der bliver et godt samarbejde. Vores socialrådgiver har ikke bemyndigelse til at bevillige ydelser fra kommunen.
Varighed af behandlingen
Den samlede behandlingstid er 12 måneder. Herefter tager vi sammen stilling til det videre forløb, herunder om du har behov for støtte fra kommunen.
For at få bedst muligt udbytte af behandlingen, er det vigtigt, at du har et så stabilt fremmøde som muligt. Det kan betyde, at der skal laves særaftaler med f.eks. din skole, da behandlingen foregår om dagen.
Vi vil gerne være sikre på, at vores behandling har den ønskede virkning. Derfor vil vi bede dig udfylde spørgeskemaer før og efter behandlingen.
Mere information
Du er velkommen til at spørge os i teamet, hvis du ønsker mere information.
Telefontiderne gælder for både Skejby, Gødstrup og Viborg.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/885401
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.