Du har mulighed for at blive behandlet med NADA (øreakupunktur) i Regionspsykiatrien Gødstrup.
Gå direkte til:
NADA-behandling - Regionspsykiatrien Gødstrup
Du har mulighed for at blive behandlet med NADA. NADA er øreakupunktur, som lindrer og kan supplere den behandling, du ellers modtager.
NADA kan hjælpe mod:
søvnproblemer
angst
fysisk uro og rastløshed
psykisk uro og tankemylder
koncentrations- og hukommelsesbesvær
udadreagerende adfærd og aggressivitet
stress
depression
ADHD
stemmehøring
misbrug og abstinenser
ludomani
selvskadende adfærd
sorg- og krisebehandling
Sådan forbereder du dig
Akupunkturen foregår i rolige omgivelser, og det er vigtigt, at du sidder behageligt og kan slappe af. Vores medarbejdere, der er uddannet i NADA-behandling, sætter fem nåle i hvert af dine ører og eventuelt en nål mellem dine øjenbryn.
Nålene sidder i øret i 30-45 minutter, mens du blot koncentrerer dig om at slappe af. Undervejs kan enkelte nåle løsne sig og falde ud.
De fleste føler sig afslappede under behandlingen. Nogle falder i søvn, mærker kulde, varme og snurren. Det er helt normale reaktioner.
Alle nålene er tynde og sterile, og vi kasserer dem efter brug.
Mød ikke op sulten, og gå gerne på toilettet, inden du får nålene i øret. Undgå kaffe, da det hæmmer effekten af akupunkturen, ligesom vi heller ikke anbefaler at læse, se på mobil eller se tv.
Dine ører skal være tilgængelige, rene og fri for smykker, og du kan med fordel forberede ørene ved at massere dem, da det øger blodgennemstrømningen.
Sig til, hvis der er særlige hensyn (tidligere oplevelser, utryghed m.m.) og hvis du oplever ubehag.
Efter behandlingen
Når nålene er fjernet, vil du føle dig veltilpas. En følelse, der varer ved i op til 24 timer.
Enkelte er trætte efter behandlingen, og i så fald skal du tage det med ro. Hvis du føler dig træt efter behandlingen, skal du ikke køre bil.
Jo flere gange du har fået NADA, desto mindre markant vil du opleve effekten. Det er dog ikke tegn på, at det ikke virker; tværtimod. Det er forskelligt, hvor mange behandlinger man har brug for. I begyndelsen vil det være 2-4 gange om ugen.
Bivirkninger
NADA-behandling betragtes som bivirknings- og smertefrit.
Når vi sætter nålene i, vil du mærke et lille stik, men det forsvinder hurtigt. Det kan bløde ganske få dråber, når nålene tages ud.
I sjældne tilfælde får nogle hovedpine, men det går over ved at fjerne nålene. Hvis du er allergisk over for stål, reagerer du straks med kløe, varme eller udslæt. Enkelte af punkterne i ørerne kan føles ømme.
Når nålene tages ud, kan der i enkelte tilfælde komme få dråber blod, der let fjernes med en vatpind. Der er aldrig beskrevet infektion i forbindelse med NADA.
Der er ingen risiko for afhængighed ved brug af NADA, og NADA kan ikke overforbruges.
Skal vi tage særlige hensyn, eller oplever du ubehag, skal du endelig sige til.
Mere information
Ønsker du behandling eller har spørgsmål, så tal med din kontaktperson.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/655013
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.