Stop op, hvis du har tanker om selvmord - eller kender en, der har
Søg hjælp hvis du har tanker om selvmord. Med hjælp og vejledning er der en vej ud af krisen.
Gå direkte til:
Stop op, hvis du har tanker om selvmord - eller kender en, der har
Her kan du læse om støtte- og behandlingstilbud til selvmordstruede.
Hvad kan du gøre?
Har du selvmordstanker, har du brug for at tale med nogen. Selvmord er aldrig den eneste løsning. Med hjælp og vejledning findes der en vej ud af krisen – også for dig.
Søg også hjælp, hvis du har forsøgt at tage dit eget liv. Tag dine selvmordstanker alvorligt ved at fortælle andre, hvordan du har det.
Er du fanget i en ensom eller smertefuld situation, er det svært at se en udvej – lad andre hjælpe dig.
Møder du et andet menneske i krise, skal du reagere på det. Du kan hjælpe ved at vise opmærksomhed og støtte personen i at opsøge den nødvendige hjælp.
For at forebygge selvmord og selvmordsforsøg er det vigtigt, at vi er flere, der tager ansvar.
Det er en skrøne, at folk, der taler om selvmord, ikke handler på det.
Vi skal reagere, når vi møder andre mennesker i krise. Vi kan ikke løse et andet menneskes problemer, men vi kan bidrage til, at personen får den nødvendige hjælp.
Din egen læge
Vagtlægen tlf. 7011 3131 (udenfor din egen læges åbningstid)
Den Psykiatriske Rådgivningstelefon tlf. 7847 0470. Telefonen er åben døgnet rundt.
Livslinien tlf. 7020 1201. Telefonrådgivning alle årets dage kl. 11-05. Fuld anonymitet. Livslinien har også en netrådgivning: Skrivdet.dk
Hvis du er akut selvmordstruet skal du ringe 112.
Behandling
Team for Selvmordsforebyggelse er en del af behandlingspsykiatrien i Region Midtjylland. Man kan selv henvende sig eller egen læge kan henvise.
Et behandlingsforløb består af op til 8 samtaler med en psykolog
Psykiater kan inddrages ved behov
Målgruppen er mennesker, der har forsøgt selvmord eller vedvarende har tanker om selvmord
Også unge under 18 år kan henvises til behandling
Pårørende inddrages så vidt muligt i forløbet
Behandlingen er gratis. Der kan tilbydes samtaler i Herning og Viborg.
Mål med behandlingen:
Hjælp til at finde konstruktive løsninger på de problemer, der tynger og gør livet svært
Forebygge, at der igen opstår tanker om selvmord - eller forsøg på selvmord.
Mennesker, der har en alvorlig psykisk sygdom, tilhører ikke målgruppen. De skal via egen læge henvises til psykiatrisk behandling.
Lægen kan hjælpe med at afklare, om du har brug for behandling eller anden hjælp.
I nogle situationer kan lægen tilbyde et forløb med samtaleterapi (op til syv samtaler) – ifølge en særlig aftale, der fx vedrører personer med let til moderat depression, nervøse eller stressrelaterede tilstande - samt ved spiseforstyrrelser.
Behandlingen er gratis. Kontakt evt. egen læge for at høre, om det er relevant for dig.
Egen læge kan ved behov henvise til behandling hos en privatpraktiserende psykolog.
I nogle situationer (bl.a. efter selvmordsforsøg) er der mulighed for at få tilskud til psykologbehandling. Der kan ydes tilskud til et forløb med op til 12 samtaler. Sygesikringen betaler 60 % af beløbet - patienten betaler 40 %.
Følgende situationer giver ret til tilskud til behandling hos en psykolog:
Ofre for røveri, vold eller voldtægt
Ofre for trafikulykker eller andre ulykker
Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
Pårørende til personer, der er ramt af alvorligt invaliderende sygdom
Pårørende ved dødsfald
Personer, der har forsøgt selvmord
Kvinder, der har fået foretaget provokeret abort efter 12. uge af graviditeten
Personer, der inden de fyldte 18 år, har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb
Personer over 18 år med let til moderat depression
Personer (18-28 år), der lider af let til moderat angst, herunder OCD
Borgere kan uden henvisning selv kontakte en psykolog. I de tilfælde skal de selv betale for det fulde beløb for behandlingen.
Kontakt
Telefon
7847 4500 (vælg klinik 2)
Telefontid
Alle hverdage fra 08.00-10.00
Derudover: Mandag til onsdag: 12.30-15.30 Torsdag: 12.30-17.00 Fredag: 12.30-14.30
Ved akut opstået behov eller afbud med kort frist kan vi også træffes alle hverdage mellem klokken 10.00 og 12.30.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/694377
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.