Velkommen til Sengeafsnit 3 for Affektive Lidelser i Regionspsykiatrien Gødstrup
På Sengeafsnit 3 for Affektive Lidelser behandler vi patienter med affektive lidelser, der har brug for støtte 24 timer.
Gå direkte til:
Velkommen til Sengeafsnit 3 for Affektive Lidelser i Regionspsykiatrien Gødstrup
Du er indlagt på Sengeafsnit 3 i Regionspsykiatrien Gødstrup. Her undersøger og behandler vi patienter med affektive lidelser, der har brug for støtte 24 timer i døgnet.
Til at begynde med vil vi hjælpe dig til rette i afsnittet. Vi vil gennemgå forskellige informationer og fortælle dig om behandling, livet på afsnittet og meget mere.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet.
Om os
Sengeafsnit 3 er et sengeafsnit med plads til 28 patienter fordelt på to afsnit, hvor det ene er intensivt. Sengeafsnittet er specialiseret i affektive lidelser som mani, angst og depression, samt spiseforstyrrelser. Døren er låst imellem kl. 20:00-7:30.
På afsnittet vil du møde sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, socialrådgivere, sekretærer, pædagoger, elever og studerende.
Vi arbejder alle målrettet med at give dig den bedste behandling, og vi tilrettelægger din indlæggelse ud fra konkrete vurderinger.
Undersøgelse og behandling
I samarbejde med dig varetager vi din behandling. Din behandling er tværfaglig og kan bestå af både samtaler, medicin og aktiviteter.
Al medbragt medicin skal du aflevere til personalet, som opbevarer det i medicinskabet. Restriktioner omkring bilkørsel skal aftales med din kontaktperson/lægen.
Du følger afsnittets døgnrytme med: morgen- og aftenmøde, individuelle- og gruppeaktiviteter, måltider og hviletider. Alle deltager i aktiviteterne, med mindre andet er aftalt.
Al behandling og indlæggelse sker som hovedregel frivilligt. Dog kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, at vi i henhold til psykiatriloven behandler dig mod din vilje. I så fald informerer vi dig om det, og ved alle former for tvang får du beskikket en patientrådgiver.
Du ikke indtager/medbringer spiritus, øl, vin eller narkotika
Du møder påklædt til måltiderne
Du er med til at holde orden på din stue
Der er ro på afdelingen kl. 22
Du respekterer de aftaler, som du indgår med din kontaktperson
Samvær med andre patienter foregår på fællesarealer.
Vi skriver alt ned i din behandlingsplan. Den får du en kopi af, og personalet gennemgår den med dig. Behandlingsplanen er en del af din journal, som du kan se på sundhed.dk.
Vi tilbyder dig en plan for døgnrytme og aktiviteter, der er tilpasset behandlingen, hvor der kan være aktiviteter både enkeltvis og i grupper.
Kontaktperson
Du får dagligt tilknyttet en kontaktperson fra afdelingens faste personale, som hjælper dig med at skabe struktur på din dag.
Du får tilknyttet en fast kontaktlæge, som tilrettelægger din behandling i samarbejde med dig.
Pårørende og besøg
Dine pårørende er velkomne til at besøge dig, mens du er indlagt. Vi har ikke faste besøgstider, men af hensyn til patienterne og behandlingen, skal besøg gerne foregå mellem 15 og 21 på hverdage og mellem 10 og 21 i weekender. Besøg derudover skal du aftale med personalet.
Hvis der er børn blandt de besøgende, er det en god ide, at du planlægger besøget med din kontaktperson.
Vi vil gerne inddrage dine pårørende i behandlingen. Det kan være familie, en nær ven eller en anden, der kan støtte dig under din indlæggelse. Du skal give dit samtykke til, at vi inddrager dine pårørende. Vi tilbyder jer pårørendesamtaler.
Har du børn under 18 år, har vi et særligt pårørendetilbud til dem og dig. Du kan få mere information hos personalet eller din kontaktperson.
Udskrivning
Før du bliver udskrevet, planlægger vi, hvad der eventuelt skal ske efter indlæggelsen.
Senest to hverdage efter udskrivelse, og ved afslutning af et behandlingsforløb, sender vi et brev til din egen læge med oplysninger om, hvad der er sket, og hvilken efterbehandling vi anbefaler.
Du kan frabede dig, at vi kontakter din læge, men vær opmærksom på, at det kan få konsekvenser for dit videre forløb, da lægen så ikke ved, hvad der er sket.
Praktiske oplysninger
Sengeafsnit 3 er et røgfrit afsnit. Rygeforbuddet omfatter også e-cigaretter. Efter aftale med personalet må du ryge udenfor i vores gårdhaver. Det er ikke tilladt at have lightere på afsnittet. Du kan benytte vores udendørs cigarettændere.
Der er gåtur formiddag og aften. Individuelle gåture kan du aftale med personalet. Fysisk aktivitet har en god virkning på psykiske lidelser, og derfor er der på Sengeafsnit 3 mulighed for forskellige former for motion. Når du bliver indlagt aftaler vi, hvad du skal deltage i.
Det kan være morgengymnastik, gå- og cykelture samt aktiviteter i motionsrum/gymnastiksal.
Afsnittet har en patientforsikring, som dækker skader, der er sket i forbindelse med indlæggelse og behandling. Hospitalet erstatter ikke forsvundne eller beskadigede værdigenstande. Det gælder også tøj, der er beskadiget under vask.
Værdigenstande opbevares på eget ansvar. Vi opfordrer til, at du ikke tager værdigenstande med eller har mange kontanter med. Vi tillader ikke lån af penge eller handel af varer mellem patienter.
Du må ikke medbringe kameraer, og på din mobiltelefon må du ikke benytte denne funktion.
Mobiltelefonen må kun benyttes på stuerne.
Vi har vaskemaskine og tørretumbler, som du gerne må benytte. Hvis du ikke selv er i stand til at vaske tøj, forventer vi, at dine pårørende kan være behjælpelige.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/657800
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.