Et tilbud til dig, der har hyppige indlæggelser pga. selvskade, og hvor der er brug for en særlig koordineret indsats mellem dig, dit netværk og hospitalet.
Gå direkte til:
Team for selvskade
Team for selvskade har fokus på at samarbejde med dig om din selvskade og på sammenhæng og gode overgange mellem dit netværk (f.eks. dit bosted) og indlæggelser på somatisk sygehus og i psykiatrien.
Om os
Teamet består af plejepersonale og en specialpsykolog. Vi har alle bred erfaring inden for Psykiatrien og særligt selvskade.
Formålet med teamet er:
at forebygge, at du kommer i affekt og selvskader, så psykiatrisk og/eller somatisk indlæggelse eller tvangsindlæggelse er nødvendig.
at udvikle samarbejdet med dit netværk, psykiatrien og somatikken, så du oplever bedre sammenhænge og overgange.
at mindske antallet af indlæggelsesdage.
at mindske anvendelsen af tvangsforanstaltninger.
Du vil blive mødt af teamet eller en af vores kolleger ved indlæggelser på psykiatrisk afdeling.
Hvis du får brug for indlæggelse i somatikken som følge af selvskade, vil vi i de fleste tilfælde være hos dig under behandlingen.
Undersøgelse og behandling
Vi vil arbejde aktivt sammen med dig og dit bosted om at forebygge selvskade og affektudbrud. Det gør vi gennem løbende og åben dialog med dig og bostedet om, hvordan du hjælpes, og hvordan vi sammen kan understøtte et meningsskabende liv for dig.
Vi vil, efter aftale, besøge dig på bostedet, og dit bosted har mulighed for at ringe til teamet for rådgivning.
I samarbejdet med dig og dit bosted vil vi have en åben og nysgerrig tilgang til dit behov for at selvskade. Vi vil sammen arbejde for, at du med tiden kan lære at kontrollere og mindske din selvskade ved at finde andre strategier, der kan hjælpe dig.
Samtykke
Hvis du bliver tilknyttet teamet, har vi brug for, at du udfylder en samtykkeerklæring. Her giver du tilladelse til, at vi må videregive oplysninger om dig til relevante samarbejdspartnere. Det kan f.eks. være dit bosted.
Vi deler kun relevante oplysninger, der kan hjælpe dig i din behandling.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/1009407
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.