Et behandlingstilbud i Regionspsykiatrien Horsens til mennesker med nyopdaget skizofreni.
Gå direkte til:
Velkommen til Team for nyopdaget skizofreni
Du er blevet henvist til Klinik 1 for at blive behandlet for skizofreni.
Vi håber, at vi med denne information kan være med til at give dig og din familie de første svar på, hvad behandlingstilbuddet går ud på.
I det videre forløb er du og din familie altid velkommen til at henvende jer, og vi er klar med mere information.
Om os
Team for nyopdaget skizofreni er et ambulant behandlingstilbud i Region Midtjylland til mennesker over 18 år, som for første gang skal i behandling for skizofreni. Forløbet varer op til to år.
Hvis man starter behandling, inden man er fyldt 18 år, varetages behandlingen af Børne- og Ungdomspsykiatrien. Hvis man er 18 år eller derover varetages behandlingen af den lokale voksenpsykiatri.
Vi lægger vægt på at sætte intensiv behandling i gang så tidligt som muligt efter, at der er stillet diagnosen skizofreni.
Skizofreni er en psykisk lidelse, som for både patient og familie ofte er forbundet med en række sociale og psykologiske omkostninger. Vi har erfaring for, at en hurtig indsats kan give den bedst mulige bedring under sygdomsforløbet.
Vi har et tæt samarbejde med kommunerne, således at mennesker, som er i behandling for skizofreni, kan få støtte til beskæftigelse og til at blive afklaret med hensyn til fremtidsplaner.
Undersøgelse og behandling
Den praktiserende psykiater, lokalpsykiatrien/distriktspsykiatrien eller afdelinger i Regionspsykiatrien stiller diagnosen skizofreni og henviser til Klinik 1.
Unge under 18 år bliver undersøgt i ungdomspsykiatrien og får stillet diagnosen der.
Personalet i Klinik 1 består af læger, psykologer, sygeplejersker, en socialrådgiver og sekretærer. Du vil så vidt muligt have den samme behandler, mens du er i et forløb hos os.
Det er let at komme i kontakt med sin behandler! Det gav mig en form for tryghed eller oplevelse af nærhed. Der var et andet menneske, som ikke var hverken familie eller veninde, men som var oprigtigt interesseret i, hvad der skete mig, og hvordan jeg havde det – det, synes jeg, var fantastisk, at I formåede at kunne gøre det.
Igennem samtaler med din behandler får du hjælp til at mestre hverdagen med en psykisk lidelse. Det er dig og din behandler, der i samarbejde tilrettelægger behandlingen. Samtalerne kan dreje sig om:
krisebehandling
håndtering af psykiske problemstillinger
hjælp til at komme i gang med arbejde eller undervisning
finde en bolig og styre sin økonomi.
Samtalerne foregår efter principperne for kognitiv terapi. Behandleren skal ikke erstatte en eventuel støttekontaktperson, sagsbehandler eller andre foranstaltninger. Behandleren kan dog hjælpe dig med at få et samarbejde i gang med fx en sagsbehandler.
Efter behandlingsforløbet i Team for nyopdaget skizofreni vil du blive henvist til fortsat behandling i lokalpsykiatrien/distriktspsykiatrien. Det kan også være, at du bliver henvist til din praktiserende læge, som vil følge op på din behandling.
Pårørende
Vi opfordrer til, at du inddrager din familie og eventuelt andre pårørende i din behandling, så hurtigt som muligt efter at du er startet i behandling.
Erfaringer viser, at jo mere ens familie er inddraget i behandlingen, jo bedre kan de støtte en, og den støtte kan være med til at mildne sygdomsforløbet.
Vi involverer dog kun din familie, hvis du har givet samtykke til det.
Behandleren vil informere om behandlingstilbuddet og tilbyde støtte til dine pårørende.
Det har en markant effekt på behandlingen, at de pårørende inddrages. Vi er jo medvirkende til at dæmpe problemer og stress, men vi er også med til at skabe problemer og stress.
Min søn har været psykisk syg siden 17 års alderen. I dag er han 26. Det kom snigende op gennem ungdomsårene, han havde svært ved at styre sit liv og kom ikke i gang med noget efter gymnasiet.
I starten oplevede min søn ikke, at han havde behov for behandling, men i dag er han glad for, at hans kontaktperson holder fast i ham. Vores søns kontaktperson er også vores kontaktperson, men det er helt grundlæggende, at alt sker efter accept fra vores søn. Ingen går bag om ryggen på den syge.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/694704
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.