Hop til hovedindhold

Vi vil gerne tilbyde dig en familiesamtale.

En familiesamtale er en hjælp til at tale med dit/dine børn om, hvad du fejler.

I Regionspsykiatrien Midts klinikker i Viborg og Skive tilbyder vi en familiesamtale til alle patienter med børn under 18 år.


Når far eller mor er i behandling

Mange forældre, der har en psykisk sygdom, bekymrer sig om deres børn og spekulerer på, hvordan børnene bliver påvirket af situationen.

Og børn bekymrer sig om deres forældre. Børn og unge fornemmer hurtigt, når der sker ændringer hos en af forældrene.

De fornemmer også, når der er vanskelige emner i familien. Og børn er ofte tilbageholdende med at stille spørgsmål eller tale om noget, der kan gøre far eller mor ked af det.

Mange forældre, der har en psykisk sygdom, synes, det er svært at finde ud af, hvad de skal sige til deres børn. Det er svært at vurdere, hvordan man kan mindske børnenes bekymringer.

Også for den raske forælder kan det være vanskeligt at forklare børnene, hvad der sker med den syge forælder.


Formålet med en familiesamtale er:

  • at sætte fokus på børnenes behov og hvad der er svært for børnene, når mor eller far er syg

  • at give børnene relevant information om forælderens sygdom - fortalt på barnets niveau

  • at give støtte til dialog/snak mellem forældre og børn om sygdommen, og om hvordan det påvirker hele familien

  • at hjælpe med at videreformidle information og kontakt til kommunen, hvis der er behov for det

  • at være med til at skabe en god atmosfære, hvor man kan tale om svære emner.


Forsamtale

Hvis du er interesseret i en familiesamtale, vil vi først holde en forsamtale med dig, inden barnet/børnene inddrages.

Den anden forælder, eller en anden vigtig voksen for børnene, er også meget velkommen til at deltage i forsamtalen.

I forsamtalen aftaler vi, hvem der skal deltage i familiesamtalen, hvordan børnene skal informeres, og hvilke emner vi skal drøfte til selve familiesamtalen.

Kontakt

Telefon

7847 4000

Adresse

Regionspsykiatrien Midt

Søndersøparken 1 
8800 Viborg

Send mail via borger.dk

www.midt.ps.rm.dk