Information til dig, der har fået en dom til psykiatrisk behandling
Retten kan beslutte, at en person med psykisk sygdom ikke skal straffes, men i stedet dømmes til behandling. Man kan fx få en behandlingsdom.
Gå direkte til:
Information til dig, der har fået en dom til psykiatrisk behandling
Hvilken type dom kan du have fået?
Der findes tre typer af domme til behandling:
Anbringelse i psykiatrisk afdeling (anbringelsesdom) Denne type dom er relevant, hvis du har en svær sindslidelse og bliver dømt for alvorlig kriminalitet. Det vil sige personfarlig kriminalitet. Du vil ofte skulle være indlagt i længere tid på et retspsykiatrisk afsnit.
Behandling på psykiatrisk afdeling med mulighed for udskrivning og genindlæggelse(behandlingsdom) Dommen vil typisk starte med indlæggelse. Det vil ofte være på en almenpsykiatrisk afdeling. Når du er i en stabil fase af din sygdom, vil du blive udskrevet. Herefter skal du følge behandlingen ambulant (det vil sige uden indlæggelse) og evt. følge et tilsyn ved Kriminalforsorgen. Du kan indlægges igen, hvis du har behov for det.
Ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling (dom til ambulant behandling) Hvis du er dømt for mindre alvorlig kriminalitet, kan retten vurdere, at du vil have mest gavn af behandling uden indlæggelse. Altså ambulant behandling. Behandlingen vil typisk starte med en samtale med en behandler fra psykiatrien og evt. en repræsentant fra Kriminalforsorgen. Du vil dog kunne indlægges, hvis du har behov for det.
En behandlingsdom kan være med og uden længstetid.
Som behandlingsdømt kan du ikke selv lade dig udskrive. Udskrivningen sker i samarbejde mellem dig og psykiatrisk afdeling.
Selvom du er indlagt mod din vilje, er der ikke tale om tvangsindlæggelse efter reglerne i Psykiatriloven, da du er indlagt i henhold til en dom.
Formålet med dommen er at hjælpe dig til at få det bedre psykisk og opnå en tilværelse uden kriminalitet.
Sådan foregår det
I forbindelse med din dom, får du tildelt en bistandsværge af retten. Bistandsværgen kan blandt andet hjælpe dig med at få din dom indbragt for retten.
Det forventes, at du følger den behandlingsplan, der er udarbejdet i samarbejde med dig. Planen indeholder blandt andet:
regelmæssige samtaler
medicinsk behandling
eventuel misbrugsbehandling
fokus på sociale forhold som fx bolig, beskæftigelse og livsstil.
Hvis du ikke overholder planen, kan den behandlingsansvarlige overlæge beslutte, at du skal indlægges, hvis dommen indeholder denne mulighed. Det vil som regel ske i samarbejde med Kriminalforsorgen.
Der udarbejdes undertiden også en koordinationsplan. Den skal sikre et godt samarbejde, hvis der er flere aktører involveret i din behandling. Det kan fx være Kriminalforsorgen og din kommune.
På baggrund af en udtalelse fra psykiatrien og evt. Kriminalforsorgen vurderer Statsadvokaten én gang om året, om din dom skal ophæves eller ændres. Jo bedre behandlingsforløbet går, jo tidligere kan dommen ophæves. Spørgsmål om ændring af dom kan indbringes for retten. Det kan din bistandsværge hjælpe med.
Det er den behandlingsansvarlige overlæge, der har det overordnede ansvar for din behandling og din behandlingsplan.
I forbindelse med de fleste behandlingsdomme fører Kriminalforsorgen tilsyn.
Helt overordnet har et tilsyn af Kriminalforsorgen til formål at forebygge, at du begår ny kriminalitet. Det kriminalitetsforebyggende arbejde består af to dele, en kontroldel og en bistandsdel.
Med kontroldel menes, at kriminalforsorgen fører kontrol med din psykiske tilstand, din risiko for at falde tilbage til ny kriminalitet (recidivrisiko) og evt. omstændighederne omkring dig.
Med bistandsdel menes, at Kriminalforsorgens tilsyn med dig samtidig har til formål at støtte og vejlede dig med henblik på, at du kan leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Direkte link til denne side: www.psykiatrien.rm.dk/760362
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.