Medicin mod ADHD til børn og unge
Denne side handler om medicin mod ADHD. Siden henvender sig til dig, der er forælder til et barn med ADHD. Unge med ADHD kan også læse med på siden.
Her kan du læse om, hvad ADHD er, og hvordan man kan behandle ADHD med medicin.
Vi håber, at siden kan være en hjælp til, at du og din familie kan blive klogere på medicin mod ADHD.
Læs også vores overordnede patientinformation om ADHD hos børn og unge.
Hvad er ADHD og ADD*?
ADHD er en af de mest hyppige psykiatriske udviklingsforstyrrelser. Børn og unge med ADHD kan være betydeligt udfordret i deres hverdag.
Heldigvis er der i dag meget viden om ADHD, og om hvad der kan hjælpe børn og unge med ADHD både pædagogisk og medicinsk, så de kan få et godt liv, selvom de har udfordringer.
ADHD er en forkortelse fra det Amerikanske Diagnosesystem for Attention Deficit Hyperactivity Disorder og kaldes på dansk også Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed.
*ADD: Hos børn og unge med opmærksomhedsvanskeligheder uden hyperaktivitet og impulsivitet kalder vi diagnosen ADD, der står for Attention Deficit Disorder eller Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet.
Den medicinske behandling for ADD og ADHD er den samme. Fremad skriver vi ADHD for læsevenligheden.