Medicin mod depression
Her kan du læse om antidepressiv medicin. Siden er skrevet til dig, der er i behandling for depression i voksenpsykiatrien i Region Midtjylland.
Hvis du får antidepressiv medicin mod angst, OCD eller PTSD kan du også med fordel læse denne side.
Informationen kan også være relevant for dig, der får antidepressiv medicin som behandling for bipolar lidelse. Bemærk, at du så - foruden antidepressiv medicin - som regel også vil få anden medicin.
Om medicin mod depression
Medicin mod depression bliver især brugt til at behandle moderate eller svære depressioner.
Medicinen kan også bruges til at behandle andre psykiske lidelser fx angst.
Typer af medicin
Medicin mod depression kan inddeles i forskellige typer.
SSRI-medicin er ofte førstevalg i behandlingen, fordi den som regel giver færre bivirkninger end andre former for medicin.
Hvis SSRI-medicin ikke virker, kan du blive tilbudt medicin af typen SNRI eller TCA.
Det kan også være, at du bliver tilbudt en anden form for medicin mod depression.
Herunder kan du læse mere om de forskellige typer af medicin.
Hvilken medicin passer til dig?
Hvilken behandling der passer til dig, afhænger blandt andet af hvor svær din depression er, og om du tidligere har haft en depression. Læs om grader af depression.
Let depression
Hvis du har en let depression, behøver du sædvanligvis ikke få medicin. I stedet vil din behandler – typisk din praktiserende læge – holde øje med hvordan du har det og hjælpe dig med vejledning og støtte.
Moderat depression
Hvis du har en moderat depression, vil du som regel blive tilbudt medicin.
For de fleste med moderat depression vil medicin være nødvendig for at få det bedre. Nogle kan dog komme gennem depressionen alene med støttende samtaler eller psykoterapi - fx kognitiv terapi eller interpersonel terapi.
Hvis du har en moderat depression og ikke tidligere har haft depressioner, vil din behandler typisk foreslå medicin af typen SSRI.
Svær depression
Hvis du har en svær depression, er medicin som regel altid nødvendig.
Hvis du har en svær depression med psykotiske symptomer, vil du som regel blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Her kan det være, at du, foruden
antidepressiv medicin, også skal have medicin mod psykose i en periode.
Hvordan kontrollerer man behandlingen?
Når du får behandling i psykiatrien, er det den behandlingsansvarlige læge, der fornyer dine recepter og sørger for, at retningslinjerne for din behandling bliver fulgt.
Lægen vil spørge, hvordan du oplever medicinens virkning og bivirkninger.
Ved nogle former for medicin skal du have målt dit blodtryk, taget blodprøver og elektrokardiogram (EKG) både inden, du starter på medicinen, og løbende gennem behandlingen.
Graviditet
Tal med din læge, hvis du er gravid eller planlægger at blive det. Lægen kan vejlede dig om brug af medicin under graviditet og amning.
Alkohol
Ved nogle former for medicin mod depression bør du undgå alkohol. Spørg din læge, hvis du har brug for mere information.
Hvor længe skal du have medicin?
Der kan gå to til seks uger, før man kan se, om din medicin virker. Hvis du får ubehagelige bivirkninger, eller hvis du ikke oplever den ønskede effekt, kan det være nødvendigt at sætte dosis op eller skifte til en anden form for medicin.
Når du i samarbejde med din læge har fundet en medicin, der virker godt, er det en god ide at fortsætte med behandlingen i et godt stykke tid efter, at du er kommet ud af depressionen.
Hvor længe du skal blive ved med at tage medicin, afhænger blandt andet af, om det er din første depression, eller om du tidligere har haft en eller flere depressioner.
Hvis det er din første depression, kan du som regel trappe ud af behandlingen seks til tolv måneder efter, at du er kommet ud af depressionen. Husk at tale med din læge, inden du trapper ud af medicinen.
Hvis du tidligere har haft en eller flere depressioner, skal du som udgangspunkt fortsætte med at tage medicin i længere tid. Nogle har behov for behandling gennem flere år, andre har behov for livslang behandling.
Gå direkte til:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.