Behandling af personlighedsforstyrrelser
Der er forskellige behandlingsmuligheder. Region Midtjylland tilbyder blandt andet psykoterapi og psykoedukation. Dem kan du læse om herunder.
Behandlingssteder
Psykiatrien i Region Midtjylland behandler personlighedsforstyrrelser i disse teams:
- AUH Psykiatrien i Skejby: Enhed for Personlighedsforstyrrelser
- Regionspsykiatrien Horsens: Team for personlighedsforstyrrelser, Psykiatrisk Klinik 2
- Regionspsykiatrien Midt: Team for Personlighedsforstyrrelser i Viborg og Skive og Team for Personlighedsforstyrrelser i Silkeborg
- Regionspsykiatrien Randers: Psykiatrisk Klinik 2 og Psykiatrisk Klinik Rønde
- Regionspsykiatrien Gødstrup: Team for Personlighedsforstyrrelser
Terapi
Den primære behandling af personlighedsforstyrrelser er psykoterapi i mindst et år. Derudover kan man også få undervisning om sygdommen og forsøge at dulme visse symptomer med medicin.
Psykoterapi
Psykoterapi kan enten foregå individuelt eller i gruppe. I nogle tilfælde kan man kombinere de to former. Behandlingen består af samtaler. I samtalerne undersøger man relationsmønstre, opfattelse af sociale situationer og opfattelser af dig selv og andre.
Formålet med både den individuelle og gruppebehandlingen er at styrke din evne til at kunne rumme svære følelser. På den måde kan du udvikle en oplevelse af større indre sikkerhed. Jo mere det lykkes, des mere robust bliver du over for modgang, og jo bedre relationer får man til andre.
Psykoedukation
Psykoedukation er en vigtig del af behandlingen. Her lærer du, hvad det vil sige at have en personlighedsforstyrrelse. I gennemgår, hvad baggrunden er for en personlighedsforstyrrelse, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk, og hvad behandlingen går ud på.
Film om behandling
Behandling for personlighedsforstyrrelse
I denne film kan du se psykologi Nanna Duus og Ulla Schou Rønnøw og Kristina Young, der begge har en emotionel ustabil personlighedsstruktur fortæller om den behandling, du kan modtage. Videoen er produceret af Region Midtjylland i 2021.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Medicin
Man kan ikke behandle tilknytningsmønstre eller evne til at rumme følelser med medicin. Derfor findes der ingen specifik medicin mod personlighedsforstyrrelse. Nogle gange kan man dog forsøge at dulme visse symptomer. Fx kan man i nogle tilfælde forsøge sig med stemningsstabiliserende medicin. Det kan mindske voldsomme følelsesudsving mellem vrede, tristhed og andre følelser.
Nogle får symptomer på angst eller depression. Her kan man i nogle tilfælde behandle med antidepressiv medicin. Det kan bruges mod både depression og angst. Hvis man oplever tankemylder, søvnbesvær eller uvirkelighedsfornemmelser kan man af og til have gavn af antipsykotisk medicin i meget små doser.
Det vil ofte være sådan, at medicinen ikke har en særlig stor effekt på symptomerne. Det hænger sammen med, at symptomerne udspringer af de underliggende personlighedsmønstre. Hvis du får angst eller depression (uafhængig af personlighedsforstyrrelsen), vil medicinen virke bedre på symptomerne.
Tekst på denne side er opdateret november 2021 (version 1.02).
Senest revideret af: Rikke Bøye, ledende psykolog i Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Direkte link til vores sider om personlighedsforstyrrelser: www.pf.ps.rm.dk
Læs videre om personlighedsforstyrrelser
Om personlighedsforstyrrelser hos voksne
Der findes forskellige typer af personlighedsforstyrrelser. Du kan fx have en ængstelig, tvangspræget eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
Undersøgelse
Diagnosen stilles af en psykiater. Sammen har i samtaler, hvor I undersøger de problemer, du oplever i dagligdagen, og hvad årsagen hertil kan være.
Livet med personlighedsforstyrrelser
Gode råd og viden om, hvordan en personlighedsforstyrrelse kan påvirke din dagligdag.
Foreninger og støtte
Tilbud, arrangementer og rådgivning til dig, der har en personlighedsforstyrrelse.
Når du er pårørende til en voksen med personlighedsforstyrrelse
Hjælp og gode råd til dig, der er pårørende til en et menneske med en personlighedsforstyrrelse.