Undersøgelse for skizofreni hos børn og unge
Har du mistanke om, at du har skizofreni, skal du tale med en psykiater. Sammen med dig og dine forældre kortlægger I dine symptomer.
Sådan bliver du henvist
Hvem kan henvise dig?
Kontakt din egen læge, hvis du har symptomer på psykisk sygdom. Din læge vil vurdere, om du skal have en henvisning til Psykiatrien i Region Midtjylland.
Lægevagten, privatpraktiserende psykiater eller fagfolk i kommunen (fx PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kan også henvise til behandling i psykiatrien.
Hvis du bliver henvist
Når vi modtager din henvisning, vil vi vurdere, om du er i målgruppen for undersøgelse (udredning) eller behandling i Psykiatrien i Region Midtjylland. Hvis du er i målgruppen, vil du blive indkaldt til en samtale. Du får indkaldelsen med Digital Post.
Hvis du ikke er i målgruppen, får både du og den, der har henvist dig (fx egen læge), besked. Vi anbefaler, at du herefter tager kontakt til egen læge for at høre, hvilke andre tilbud og behandlingsmuligheder der kan være relevante for dig.
Sådan stilles diagnosen
Udelukkelse af fysisk årsag til symptomerne
Før diagnosen skizofreni kan stilles, skal det udelukkes, at der er en fysisk årsag til dine symptomer. Det kan fx være epilepsi eller misbrug.
Hvis du før har haft kramper, hjernerystelser eller lignende, vil man ved de første undersøgelser derfor scanne dit hoved.
Speciallæger i psykiatri og specialteamet OPUS
Diagnosen stilles af en speciallæge i psykiatri, og dine symptomer skal have varet mindst en måned. Derudover har sammensætningen af symptomerne stor betydning, når diagnosen skal stilles.
Diagnosen er dine behandleres arbejdsredskab. Den bruges til at finde den bedste behandling for dig. Det er vigtigt at huske på, at diagnosen ikke er dig. Den er et øjebliksbillede af den sygdom, der er til stede.
Henvist - hvad nu?
Hvis du bliver henvist til udredning på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afsnit, bliver du inviteret til samtaler hos to behandlere. Det foregår enten hos Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium eller i specialteamet OPUS.
Til samtalerne bliver du spurgt om dine symptomer. Derudover skal du også beskrive, hvordan du oplever hverdagen, og de udfordringer der er. Dine forældre bidrager ved at beskrive din udvikling og opvækst – fra graviditet til nu.
Det sker, at et ungt menneske bliver henvist til udredning i psykiatrien med mistanke om en anden psykiatrisk lidelse end skizofreni. Det kan eksempelvis være depression, angst, eller OCD. Derfor kan man af og til se, at den behandling den unge tidligere har fået, ikke har haft effekt. Eksempelvis fordi årsagen var skizofreni og ikke fx OCD. Man kan dog godt have flere psykiske sygdomme samtidig.
Nogle gange kan folk læse mine tanker. Derfor er jeg nødt til at tænke på kanelsnegle.
Typer af skizofreni
Der er forskellige typer af skizofreni:
Paranoid skizofreni
Ved denne type føler barnet eller den unge sig ofte forfulgt, der ses også ofte hørehallucinationer.
Hebefren skizofreni
Ved denne type er adfærden forandret. Der ses uforudsigelige udsving i humør og formålsløs adfærd og/eller tale.
Kataton skizofreni
Ved denne type er bevægeforstyrrelser fremherskende.
Udifferentieret (blandet) skizofreni
Ved denne type ses træk fra én eller flere af de andre typer, uden at de er tilstrækkelige til én af disse diagnoser. Diagnosen anvendes ofte, når unge får en skizofrenidiagnose. Det kan være, at symptomerne over tid forandrer sig og bedre passer ind i en af de andre typer.
Simpel skizofreni
Ved denne type ses ingen hallucinationer, vrangforestillinger mm. I stedet ses en langsomt svigtende evne til at klare samfundets krav pga. nedsat funktionsniveau. Dette er en meget svær og omdiskuteret diagnose, fordi der kan være så mange andre faktorer, der spiller ind.
Hvilken type skizofreni der er tale om afhænger af de dominerende symptomer.
Tekst på denne side er opdateret januar 2022 (version 1.03).
Senest revideret af: Martin Hansen, overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Direkte link til vores sider om skizofreni hos børn og unge: www.skz1.ps.rm.dk